HøgHøg, no. høj; o høghe! skyler oss. H. Suso. 77.27 (jvfr. Luk. 23.30 (1524 og Chr. Pedersen: høffuene; 1550: høyene)); bad konningen holde wnder en høg. Romant. Digtn. III. 88.22 = høy. Chr. Pedersen. V. 61.1. – ieg lades i en høw. Rimkr. b 6v; stedhær, som ware lawdhe i høwene ok grawene. Gl. D. Bib. Josva. 11.13; scal høwæ falle oc ryglæ neder. De 15 Tegn. f. Dommed. a 3v; alle berg oc høu skal fornedris. Luk. 3.15 (1524; Chr. Pedersen: høwe; 1550: høye). Smlgn. isl. haugr og myrehøg ndf. Høg, to. høj; i thet samme closters høghe koor. Molb. o. Peters. 93; thet ær soo høøgh jordmon. Lucid. 44; høuæ. sst. 45; 2 g. høyræ. sst.; høuestæ. sst. 20; hwndrede fagne høg. Romant. Digtn. I. 317 (= høy. sst. II. 317); høwe torne. sst.; han satte teg af thine høge sæde (1510). N. D. Mag. II. 309; (2 g. høre. sst. II. 324); I. 249; Psalmebb. I. 42; excelsus, høg. Turson, Vocab. 189; høgre. sst. 368. – høwe biørgh wordhe hwlde ok dwlde. Gl. D. Bib. 1 Msb. 7.19 (1550: høye); 2 g. høghre. sst. 1 Msb. 7.20; 3 g. høxste. sst. 1 Msb. 14.18 (1550: høyste). – hygge guldkroner. Grundtv., Folkev. V. 322 b, 360 a; dy hyffue ruo. sst. II. 114 b, 241 a. Smlgn. Varming. 81. 2. – krube under hiøgen hald. Grundtv., Folkev. I. 145 a. – høt æns manzarm ællær lyt hørræ. Henr. Harpestr. 54. – om tiden: fuldkommen, klar; det er endnu høy dag. Jer. 6.4 (1550; 1607: om middagen; Luther: hoch tag); før end han did kom, da vaar det høy da. Herm. Weigere. 56; det er en dristig djevel, der lader sig see om høje middag. P. Syv. I. 62. – om farven: stærk, skinnende; color satur, fuldfarffue, højfarffue. Colding, Etymol. 1108; Nucl. latinit. 1554. Smlgn. sv. hög färg og højgrøn ndf. – 3 g.; thu søn, som glædhes i als høgheste fadhers bur. Brandt. 166.3; under vor høgiste straff. Rosenv., Gl. L. IV. 100; beklagede seg paa det allerhøgeste (1580). N. D. Mag. VI. 160; deres høgeste eed. sst. – skelmør thz wor theres høffuestæ naffn. Rimkr. f 5; thett holler thu for thyn hygiste roo. Kortvending. v. 504; ingen maa tage nogen fremede mandts pendinge ath kiøbslaae med wden wid sin hyffueste brødhe. N. D. Mag. II. 263. – i d. h. ɔ: først og fremmest; for hvilkett och i thet høgeste for Gvdts oc tesligeste for wor straff seg hver haffver att foruare (1538). N. D. Mag. I. 249. – h. præst ɔ: ypperstepræst; Jesus er worden en høy prest effter Melchisedeks skick. Heb. 6.20 (1524; 1550: den ypperste prest); den ynckelige død, som den høye prest Heli fick. Herm. Weigere. 64. (= nt. des hogen presters. udg. 1549. 58). Som bio.; hoo thær væræ høøth opæ i væthæræt. Lucid. 42; thet gangher saa høøth opp i wætærith. sst. 44; høøith. sst. 21; naar nogen henger en tønnegiord høgt op. H. Smith, Lib. voc. lat. 453 (u. petaurum). Smlgn. Lund: høgh; Rydqvist. II. 377; Arkiv f. nord. Filol. I. 266 flgd.Høg, to.; til h. bord ɔ: på et ærefuldt (højt) sted ved bordet (i højsæde); han settæ oss op tijl høffue bordh. Rkr h 1v (= høwæb. Rkr* v 2213). – stor; huadh matte høgre glede were. RD I. 60 (= sv höghre. Iv lejonr v 1781); Fdg 5/5 1653; AB I. 66 (ovf. V. 222 b18, 306 b2); RFII 261 (ovf. u. forlægge 3)); – (1416). KD I. 141 (ovf. IV. 846 a41). – stærk; (1624). DM3 IV. 330 (ovf. II. 375 a19). – højsindet (modig); far thu vp til høgt hiertæ, vplyftes owen til. HS 9627-8 (= l ascende ad cor altum. udg 1724 174). – 3 g.; MR 16521 (ovf. I. 677 b3). – til s 349 a18. – i nuv. bet. (højest); Etym 1268; Fdg 30/4 1692 § 33 (ovf. V. 223 b50). – ik. ɔ: det høje (vejret); løffte (dat.) sin hand wdj høgt (1530, Fr Jessen). Jf Luk 2449 (ovf. II. 367 b44; Luther: aus der höhe). – Som bio.; RD II. 27 (ovf. II. 816 b47); – siden høgt mere paa dagen ringes ther til høgmesse (1530). DM II. 119 (jf ovf. II. 348 b49; eftermere); RFII 60 (ovf. I. 644 b11). – 2 gr.; RD III. 14927 (ovf. u. fagn 3)); (1477). Rsv* V. 207; (1571). DM3 I. 111 (ovf. III. 571 b48, 46); – Hvf IX. s 1 (ovf. I. 595 b12). Jf hage-, himmel-, hyrnet-, kande-, kind-, kap(pe)-, næve-, sky-, toph. Højagtbar, to. højt agtet, agtværdig. Moth; de høy-agtbare oc ædle karudser finde paa tusinde løjer og pudser. Wadskiær, Reflexioner. 4. Smlgn. agtbar ovf.Højagtbar, to. (t hochachtbar); høyagtbare, kiære svogre. HenrW II. 297; den høy-agtbare og velfornemme mand. Stoud, Ligpr o. J Erichsen 1.Højagtende, to. højtagtet; højagtbar, som er høyachtend' rig, anseenlig. Sehested, Pigers Spejl. b 8.Højaldrende, to. meget gammel. Moth.Høgealter, no. højalter; skicke forne gods till domkyrcken wti Wiborrig till atholde then kloge fore høge alther ferdig mett (1547). Khist. Saml. VIII. 267; om then kistæ kam noger thid at stande j koor hoss høwe altær (1473). Dipl. Viberg. 57; ieg ther fødher wor, som høwe alther i kyrken stor. Rimkr. m 3v; gaa til høige altere. Rosenv., Gl. L. IV. 2.Højaxlet, to. højskuldret. Moth. Smlgn. bredaxlet ovf.Højbedrøvet, to. meget bedrøvet; David vaar høybedrøfved. E. Pontopp., Betænkn. 15.Højbedrøvet, to. (t hochbetrübt); Pros 419 (ovf. IV. 208 a33); den snee-bekledde mark hand søger høy-bedrøved. Raun 105.Højbrask, no. praler; hvad taler du høj brask! Latiin. P. Syv, Cimbr. Sprog. 176. Smlgn. brask ovf.Højburd, to. af høj fødsel; keyser Frederich, then høyburde mand. Rimkr. q 5v.Høgbyrdes, to. = højburd; høgbyrdes første oc herre, koningh Hans (1489). Hübertz, Aktstk. om århus. I. 68.Høgbyrdig, to. = højbyrdes; ieg ey saa høgbyrdig waar. Rimkr. f 3; kongen en ædel første oc høybyrdig mand er. Herm. Weigere. 163; om ieg er end deylig, forstandig, høybyrdig, riig. Tidemand, Post. III. 58. Smlgn. byrdig ovf. u. burd.Høgbåren, to. = høgbyrdig; forne høgboren førstes ok Danmarchss rad. Dipl. Chr. I. 259, 75; høyboren, fattigh man ær lidhet i hædher. P. Lolle. nr. 431; høgborne første, kongl. mayestæt. Rosenv., Gl. L. IV. 29. – then fornemde howboren forstinne (1406). Molb. o. Peters. 237. Smlgn. bære 6) ovf.Høgbåren, to.; – (1397). GhA II. 28 (ovf. u. fuldburd). Jf ovf. V. 215 b22; høybornste stoer-mechtig keyser Karl. AvgsbB ttbl (se KBb II. 62). Højbårenhed, no. høj fødsel; som huercken vaar ringe paa rigdom, velde oc høybaarenhed, men verdig at leffue met hannem, effterdi hun vaar aff kongelige blod. Vedel, Saxo. 67; begynte indbyrdis at kiffuis om deris høybaarnhed. sst. 134.Højdjur, no. storvildt; ther slaaes og ødelegges høigdiur (1528). D. Mag. IV. 283. Smlgn. sv. högdjur og djur ovf.Højfader, no. stamfader; Abraham ɔ: pater excelsus multitudinis, mangis høj-fader. S. Povelsøn. 450. Smlgn. ags. héahfæder.Højfluende, to. højt flyvende; saadane haffue høyfluende oc siungende aander. Theses de hasione. a 3. Smlgn. flu(g)e ovf.Højfornødenhed, no. vigtighed, stor nødvendighed; da fornemmer hand først deris (ɔ: øjnenes) ædelhed og høyfornødenhed. Debes, Kgl. Majest. 2. Smlgn. fornødenhed ovf.Høgfærd, no. hovmod; skal engen lade gøre høghre gader fore theres gardhe ... hwo sin naboo forlegger meth swodan høfferdh (1458). Kbhvns. Dipl. I. 196; høyfærd, nijdskab, vredæ (1497). Hdskr. i Thottske Saml. 553. 4to. 35v; at hans ødmyughedh giøre fult for myn høgfærdh. sst. (se Molb. Gloss.); hyckleri haffuer altid anhengende høyferd met sig, huor met hun sig selff ophøyer. Coruinus. Postilla. II. 67. Smlgn. sv. högfärd.Høgfærd, no.; – 350 a5 = T 553 75; – HS 8912 (ovf. II. 888 a39), 1303; RD III. 4018 (ovf. III. 351 b5; 207 a29). Høgfærde (sig), go. være, vise sig hovmodig; hwo sig høfferder her paa iorden, han skal nedertryckiss i helwediss pine. Chr. Pedersen. II. 53. – lf. i samme bet.: hwilken som høwfærdis jkke wiliende lydhe prestens bwdh. Gl. D. Bib. 5 Msb. 17.12; ath ey theræs wuynnæ skulde høgfærdes ællær hofmodes. sst. 32.27; at hun skal ydmyge sig oc icke høfferdiss. Chr. Pedersen. II. 363. Smlgn. sv. högfærdas og hoffærde (sig) ovf.Høgfærde, go.; hwo segh ther offwer høfferder ock setter segh ander sted. NyrS II. 136; høfferde sig aff sine klæder. CP II. 469; I. 16.Høgfærdelige, bio. overmodig; the giordhe høgfærdelige amoth thæm. 2 Msb. 18.11 (Gl. D. Bib.; 1550: brugede deris hoffmodighed). Smlgn. hoffærdelig ovf.Høgfærdig, to. hovmodig; then høgfærdige konningh. Romant. Digtn. III. 99.9 = høffuerdige. Chr. Pedersen. V. 68.14; han ned skød aff hiemmelen de høgferdige dieffle. Chr. Pedersen. II. 357; høfferdige. sst.; hofferdige. sst.; II. 53, 376; cordatus, høwferdig vel stor hierthz. Vocab. 1514; hwo som høfferdig er, han kommer paa det siste fra huss. Jes. Sir. 21.5 (Tidemand; 1550: hofferdig); ve de drucknis høyferdige krone. Jes. 28.1 (1550; 1607: hofferdige). =Høgfærduges, go. = høgfærde sig; høghfærduges ey aff godh gerninghe. Kristi Efterfølg. 12.20. Høgfærdighed, no. = høgfærd; vil æy komme for dommer for sin fortrødenhed eller høghfærdighet. N. D. Mag. VI. 203; høfferdighed ... thi hun offuer alle sønder gaar. Brandt. 323.1; faare wore store synder skyld, som wii bedreffuit haffue met høgferdighed. Chr. Pedersen. II. 301; høfferdighed. sst. I. 16; nedtrycke de veldiges høyferdighed. Jes. 13.11 (1550; 1607: hofferdighed); aff høgferdighed, wgudelighed, vederuordighed. Pallad., S. Ped. Skib. n 6. Højgrøn, to. skinnende grøn; perviridis, højgrøn. Colding, Etymol. 1447; – lindene agtes meget formedelst deres høigrønne løv. Schytte, Stat. indv. Reg. III. 382. Smlgn. høg ovf. og nuv. højrød.Høgkor, no. højkor (hovedskibets kor); schule holde en ewig messe i høghe koor i sancti Lucii kyrke (1451). N. D. Mag. VI. 39; holde een høghtiideligh begengilsse met syælemesse i høghekoor. Dipl. Chr. I. 162; twennæ artiither i høwekoor i wor frwe kirkæ (1466). Kbhvns. Dipl. IV. 93. Se også u. høg ovf.Høgeloft, no. den øverste etage i et hus (en borg); fulde di iomfru Elsebe y høgelofftt att soffue. Grundtv., Folkev. III. 206 b; mit udi den borgergaard der axlede hand sit skind, saa gaar hand udi høyelofft for Norgelands konge ind. sst. II. 123 a; hyffue-lofft. sst. II. 241 a; staalt Ingelild stander y hyffuelofft. sst. V. 360 a; hiøge-lofftt. sst. V. 362 a. Smlgn. Ihre, Gloss. II. 87; Aasen: høyloft; Vedel Simonsen, Dske. Slotte. 87; N. M. Petersen, Lithist. I. 174 anm. og loft ndf.Høgeloft, no.; ganger di i hiøelofft for suenske koning at stae. DgF II. 21 b (= høyelofft. sst. 17 b). Højeloftsbro, no. svale (altan) langs højeloftet; hun stander paa høyeloffts-broe. Grundtv., Folkev. II. 125 a = høue-lofft-bro. sst. II. 129 b; thett er icke vddenn thuo faauffuene altt fraa myn hygge-lofftbroe. sst. II. 221 b; ieg falt vd aff wor hyffue-loffts-braa. sst. III. 124 a; høyloffts-bro. sst. III. 213 a.Hyveloftsdør, no. dør til højeloftet; thi støtt op den hyffue - loffts - dør. Grundtv., Folkev. II. 114 b. Høgloftstue, no. en stue i højeloftet; fulde di iomfru Daumer altt y den høgloft-stue. Grundtv., Folkev. III. 206 b.Højeloftsvale, no. = højeloftsbro; de fantis paa den høyelofft-suale. Grundtv., Folkev. III. 112 b; de rede under de høyelofftsuale. sst. III. 113 b, 114 a; II. 42 a. Smlgn. svale ndf. Højeloftstilje, no. gulvet i højeloftet; dronning Jytte hun døde udi høyelofft alt paa de høyelofftstillie. Grundtv., Folkev. II. 125 a. Smlgn. tilje ndf.Høglovet, to. priset, æret; then høglowede iomffrv Maria. En mærk. Disputats. 49v. Smlgn. t. hochgelobt og love ndf. Høglovet, to.; den høylofvede Gud. Brochm II. 23 a.Høglovlig, to. priselig, prisværdig; effther konning Fredericks, høglofflig ihukommelsse, dødt (1536). Rosenv., Gl. L. IV. 160; mandoms deilige oc høylofflige gærninger. Vedel, Saxo. 153; høylofflig konning Christianus IV berømmelig vidste sig at rose aff. Hiøring, Leyres Politie. m 1v. Smlgn. sv. högloflig og lovlig ndf.Høglovlig, to. – Som bio.; eders kongelige maiest. lader sig her vdi høyloffligen bruge. Mar dedik b 5.Høglæn(g)d, to. højtliggende (om en mark); dit vinterkorn i nyet saa, om jorden høylend falder, men er dend sid. Gerner, Hesiodus. 191; skal mand pløge og saa først paa høy lengd, men sidst i kaald jord. P. Syv. I. 9. – Som bio. på højtliggende jord; hvede, som høyelengt er voxen. Hushold. Kal. 1633. d 4. Smlgn. sv. högländ.Høglærd, to. meget lærd (som titel); haffue wii oss mett Danmarckis riigis raad, saa oc mett nogre the høglerde beraadslaad (1558). Rosenv., Gl. L. IV. 284; høiglærd mand, mester Niels Juell, cannicke udi Viburg (1575). Rosenv., Gl. D. III. 285; IV. 72; om jeg nogen bøder bør at udlægge til de højlærde (1609). D. Mag. 4 R. IV. 131; lod sine høylærde beplicte sig inted at røre imod den augsburgiske confession. Lyschand. 690; Kbhvns. Dipl. II. 755; Erasm. Mont. A. 1, S. 1. Efter Moth titel for professorer, doktorer og magistre. Smlgn. sv. höglärd.Høgmesse, no. højmesse; salve regina ath sywnges æffther høgmesse. Molb. o. Peters. 93; aff othesangx klocke ok til høgmesses endhe. Rosenv., Gl. L. V. 185; den klocke, som ringes til høgmesse mett (1518). Khist. Saml. VII. 803; skal der nu holdis en høgmesse om søndagen for dennom, som wille berettis (1539). Rørdam, Kirkelove. I. 56; til fruprædichen saavelsom høj misse (1656). sst. 3 R. III. 55; intill thet ringer ssamen till høwmesse (1549). N. D. Mag. I. 89. Højmod, no. hovmod; stande moth høymot oc bældæ mæth mywgdom. Lucid. 56; i min sials hws ær ithælik høgmod, storm, auænd oc ill wiliæ. Brandt. 58.16; forachter du all høy-mods pest, du est af dyden stammed. Sehested, Pigers Spejl. d 7v. Smlgn. sv. högmod. Høvmodes, go. hovmode sig; Gud hadæ skapæt hanum (ɔ: djævelen) so væn oc sa clogh, at han togh at høumodæs thær aff. Lucid. 26. Smlgn. sv. högmodas.Højmodig, to. hovmodig; huor høymodige disse folck ere, kand sluttis der aff, at alt, huad de siger, det vill de hafve, skal være ret. P. Resen. 418.Højmodig, to.; – vare i auendzfulle oc høgmoduge. HKv 2734.Højmålstale, no. lydelig, åbenbar tale; sandhed, som laa lenge i duale, maa komme op til høymaals tale. Hegelund, Svsanna. 55; noch haffuer det ligget hoss mig i duale, det maa skøt op til høimols tale. Ranch. 51; det maa være sagt under rosen, bør ej at komme til højmaalstale. P. Syv. II. 263. Smlgn. isl. hámæli.Højmægtig, to. meget mægtig; huad høymectigt folck er, skal bøye sig ned. Jes. 2.11 (1550, 1647); huert regiment bleff ilde ent, huor det end vaar høymectigt. Psalmedigtn. I. 33 b. – især som titel: hovmægtig fyrste, vældig og rig. Døded. 17; den gode herre, høymectig første koning Friderich. Hvitf. VIII. 274; hafde høymectige herre konning Jacob den VI. Lyschand. 693.Høgmægtighed, no. magt, storhed; vilde han icke emod Gud faders vilge beside saadan høgmegtighed. Chr. Pedersen. I. 329; engen werdenss høffding kwnde noghen tiidh offuer gonghe din guddoms høgmectighed. sst. II. 383; maiestas, høymectighed. Turson, Vocab. 114. – især som titel: thet iders naades høgmæctoghedh saa tilstædhær thessæ ryske sænningæbud saa frij at faræ (1501). Geh. Ark. årsb. IV. 294; til hans naadis høgmechtughed ledig blifuer. N. D. Mag. I. 308; Rosenv., Gl. L. IV. 92; hogmægtighedtt (1525). Rosenv., Gl. D. I. 42; haffuer iegh nu dristed migh till ath sige denne oratz for din høgmegtighed. Chr. Pedersen. V. 509.25; Tavsen. 167; (1535). D. Mag. I. 190; det er kongelig maiestats, vor allernaadigste herris høymectigheds vilie. Pallad., Visitatsb. 60.27; beder ieg eders kongelig hoffmectighet (1560). D. Mag. VI. 329, 327; hertug Christian aff sin kiære herre fader, kong. maiest. samme herredag at besøge vdi sit kongelige høymectigheds naffn beskickit er. Hvitf. VIII. 182. Højnødtørftig, to. højst nødvendig; legge paa hiertet dette høy nødtørfftige Christi bud. Arctand., Ligpr. o. O. Skram. a 8. Smlgn. nødtørftig ndf. Højpriselig, to. = høglovlig; høypriselig kong Friderich den anden (1685). D. Saml. 2 R. VI. 235. Højpriselig, to.; Bernts II. 149 (ovf. II. 630 b47); hans høypriiselige fliid. Wiel XII. 523. Højprædiken, no. præken ved højmesse; paa søndagen og hellige dage holdis fuld messe til højprædiken. Kirkeritual. 11.Højrøstig, to. 1) højrøstet, med stærk stemme; hand vaar icke alleneste veltalende, men ocsaa høyrøstig. Vedel, Saxo. 258. 2) højt lydende; ansictets kæckhed, et høyrøstigt svar, en dristig tale kand hos den vrede forderfve en anklagedis svar. B. Tott. II. 33.Højsindig, to. 1) højsindet; en tienere kand være rætferdig, hand kand være mandhaftig oc høysindig. B. Tott. I. 57; at legge vind paa vjsdom, det er ypperligt oc høysindigt. sst. III. 220. 2) hovmodig; høysindig Adam vil for høyt i ære stige. E. Naur. t 4.Højsindighed, no. højsindethed; mandhaftigheden saa vel som oc den rette høysindighed. B. Tott. III. 160. Høgslægtet, to. af høj slægt; salue thu høgslæctædhe jomfru, o thw æræfullæ drotning. Hdskr. Thotts Saml. 553. 4to. 94.Højstad, no. høj stilling? alt er jeg (ɔ: paven) til høgstad udkaaren. Døded. 12. –Høgstande, to. hovmodig; fredh ær meth ødmyuge, men i eth høghstandæ hiærte ær idhkelige awen. Kristi Efterfølg. 12.28.Høvstandheth, no. hovmod; aff fafænge hob ok høwstandheth fly skullende. Kristi Efterfølg. 1.9.Højstuve, no. sal; herr Axel han sover i høyestuv' og hviler paa silke det bløde. P. Syv, Udv. Viser. 484. Smlgn. Aasen: høgstova og stove ndf.Højsule, no. en tømmerstok fra fodstykket til rygningen (i gavlen); 1 tylt spær, 1 højsule, 2 tylt lægter (1649). Hist. Tdskr. 4 R. V. 229. Smlgn. Molb. Diall.: sule 2) og sule ndf.Høgsæde, no. højsæde; solium, høgsede. Vocab. 1514.Hø(g)tid, no. hunk. højtid, højtidelighed, festlighed; sum en værthugh bryghgommæ kommær moth sin brudh mæth møghel høttidh. Lucid. 55; hiolt same cappels vigils høttidh ... och sattæ met stor høgtidh fredzæns ark i sin stedh. Kristi Efterfølg. 183.10-12; ther schal wære patrocinium och høfthiit met siungen messe (1466). D. Mag. I. 160; han skulle komme til then høghtid. Romant. Digtn. III. 5.29 (= høytid. Chr. Pedersen. V. 6.17); I. 51; theth ær herræn wor gudz høktidh. 2 Msb. 10.9 (Gl. D. Bib.; 1550: høytid); ieg gaar icke end nw vp til thendne høttig (ɔ: høttid, jvfr. høttiden. sst. v. 14 o. 37). Joh. 7.8 (1524; Chr. Pedersen: gaar op til denne høgtid, ieg vil icke en nw gaa op til hende; høytiden. sst. v. 14); høgtider oc hellige dage (1551). Rosenv., Gl. L. IV. 237. – særlig bryllup; then for screffne dag, paa huilke høgtiidt eller brølup skulle staa. Brandt. 318.26; hundrede poeter skreve vers til kejser Gallieni brødre sønner, men nu seer mand, at vers bæres frem til ringere folkes høitid. P. Syv, Cimbr. Sprog. 134. Smlgn. Sch. u. L : hochtit. Hos Moth findes høtte særlig om høstgilde. Schlyter: höghtiþ;; Lund: høtith; Molb. Diall.: høtte; Lyngby, Sønderj. Sprl. 83 og tid ndf.Hø(g)tid, no.; denne høytid hun haffuer sit naffn. RFK e 7. Jf tid. – Jf brudlofs-, hoved-, jule-, jøde-, pingets-, påskeh. Høgtidedag, no. højtidsdag; hwilke som vtgydhes lofflighe wedh synderlighe hwæriæ høktidhedagh. Gl. D. Bib. 4 Msb. 28.10; høktides dagh. sst. v. 9; icke paa høghtiidzdagen. Matth. 26.5 (1524; Chr. Pedersen: paa høgtidens dag). – særlig bryllup(sdag); om sønd-dagen stod derres høttyds-dag, dy drack brølup y dage to. Grundtv., Folkev. III. 59 a. Smlgn. hædersdag ovf.Høgtide, no. højtideligholde; wi skullæ en tijd om hwert aar høgthidhe then dagh, han føddher waar. Rimkr. d 3v; hwar som the høktidendhe begongelsæn the fulkommedhe siw daghe. Gl. D. Bib. 1 Msb. 50.10; j skullæ haffwe thennæ dagh j amynnælse, ok j skullæ høktidhe hannom Herræn høktidelige. sst. 2 Msb. 12.14 (1550: holde hellig til en høytid; 1607: høytidelig holde); thenne dagh høwtydes i then hellie kirkæ. Khist. Saml. I. 444.Høgtidest, to. 3 g. højtideligst; førstæ dagh skal ware edher høktideste ok helligh. Gl. D. Bib. 3 Msb. 23.7 (høktidheligere. sst. v. 8, se også u. høgtide).Høgtidelig, to. højtidelig; thet war hørdh ok meth høktidelighe talæ kwngiorth. Gl. D. Bib. 1 Msb. 45.16 (se også u. frgd. o.); een høghtiidheligh begengelse. Dipl. Chr. I. 162. – Som bio.; hwor høgtidelige ere de plectige ath loffue digh. Chr. Pedersen. II. 382; celebre, høgtilige. Vocab. 1514.Høgtidelig, to. (fsv höghtidheliker); – den høytilig welgierning. TH 30 (ɔ: nadveren). – festlig; Luc 46 (ovf. IV. 908 a44). – h. dag ɔ: festdag (bryllupsdag); paa eder høgtidelige dag. Ps 814 (FV); – icke før therris høgtidelige dage eller i brølluppit (1593). Rsv IV. 374. – anset; TVd 90 (ovf. I. 753 a1). – kendelig, tydelig; Gudz rijgi kommir icke met en høttild(!)ige foruaringe. Luk 1720 (1524). Høgtilighed, no. højtidelighed; celebritas, høgtilighed. Vocab. 1514.Høgtilighed, no.; – denne paaske dag han offuer gonger alle andre høgtidelighe dage meth sin store høgtidelighed. CP II. 11.Højtravdans, no. et slags dans; tripudium, springdantz, høyetravdantz. Colding, Etymol. 896.Højtravende, to. 1) stødende (om heste); succussator, en haard eller høytraffuende hest, som støder. Colding, Etymol. 1028. Smlgn. Grimm, Wb.: hochtraber. Endnu siges om en sådan hest, at den bærer højt. 2) rask, modig (om heste). Moth. 3) gående stolt, afmaalt. Moth.Højtravende, to. 3) – (t hochtrabend) i nuv. bet.; siunge kand i vers høyttravend. Sat 82; – NL 1920 (u. tragice), 1536 (u. exsulto); – høytraven parlering. Holb, Jean de France A 1, S 3 (I. 199); høytravne scener. Epistl (v Bruun) V. 18.Højtrængende, to. højst nødvendig; Wllfelt, Høytrengende Aeris Forsuar. 1652. ttbl.Højtrængt, to. 1) tvungen af stor nød; haffuer jo her høytrængt foraarsaget underdanigst understaaet mig at andrage (1670). Khist Saml. VIII. 495. 2) i høj grad trængende; rigernes højtrængd nød. Hannib. Sehested. (A. L.). Højvis, to. meget vis; vdi rigens højuise raads oc mange andre adels personers paahørelse. M. Jensøn Medelfar, Ligpr. o. Chr. Friis. ttbl.; andre høyuise oc mectige patroner. Lyschand. XXII. Højvoxt, to. af høj væxt; furren er høyvoxt (rank). Comenius, Opladne Dør. § 115. Højvægtig, to. af stor betydning; til sin høy-vægtige arveregiering lykkeligen at fremføre. Kingo, Hosianna. ttbl.Høgværdig, to. af stort værd, ær- værdig; høigverdige fader erchebiscop Jens Brostrup (1470). Rosenv., Gl. D. I. 8; thz hellige høgwerdige sacrament. En mærk. Disputatz. 32; Malmøb. 17v; thett høffverdige altheris sacramentt. Khist. Saml. V. 14; Alterbog. 1688. 334.Højædel, to. meget ædel; for dess høyædl' dyder skiøn vil ieg der efter tracte. Psalmedigtn. I. 335 b; illustris, meget berømmelig, høy-ædel. Nucl. latinit. 811; generosus, velbyrdig, høyædel. sst. 526. Højøxe, no. et slags øxe; een buløxe, en bindøxe, een høyøxe (1496). Fynske Aktstk. 43; i syl- øxe, en høyøxe (1495). D. Mag. 3 R. III. 285; ascia, slættøxe, høyøxe, høff- øxe, biil. Colding, Etymol. 91.Højøxe, no. – hifføxe. MP 131. Høje, no. højde, det høje; hundret alne er hans (ɔ: murens) høye. Romant. Digtn. II. 317 = ær han høwe. sst. I. 316; Joseph greb hannem oc opfor i høyet met hannem. De 12 Patr. Test. 1615. k 5. Efter Kok, Sønderj. Folkespr. I. 314 er no. høg ik.Høje, no. (fsv höghe); Hex 227 (ovf. III. 372 a32). – høj; Rama en høye. Bunt* I. 179 (høy. sst.).Høge, go. 1) løfte op, ophøje; eueho, op at høwe. Vocab. 1514; haer alle stierner skabt oc dem ofvr skyen højet. Hexaem. 165. – også overført: tha høgdæ Gud hannum oc hans gotz. Hell. Kvinder. 1.7; i dag hun (ɔ: lykken) høier op, i morgen trykker ned. Bording. II. 85. – h. sig ɔ: hæve sig, rejse sig; tollunt se venti, høffuer, reise sig. Colding, Etymol. 1335. – lf. a) svulme; tumesco, reiser, høffuis, bullner. Colding, Etymol. 1366 (Steph., Nomencl. II. 1403: hæues); mulier tota in fermento est, hun høffuis aff vrede. sst. 430. – b) holde sig oppe? aldrig waar ded saa bred enn mosse, altt ded ieg motte io sielffuer høiess. Grundtv., Folkev. II. 395 b. 2) udfylde, pakke færdig (om sild); hun haffde lagt sildt fore Hans Hoffmandt oc thend samme dag høygede nogen sildt fore Jens Mogensszen (1544). D. Mag. 3 R. I. 58, 59. Smlgn. Aasen: høgja; sv. höja og forhøve ovf. samt ophøge ndf. Høge, go. 1); høffuede en øxe op (1562). DM4 V. 254. – til s 353 b37, jf ovf. V. 501 a24.Høgelig, to. stor; tha var han stædh j høgelic vande. Romant. Digtn. II. 153; thet vy skulle til rade taghe modh tillig høgelig skadæ. sst. II. 287 = høwelig. sst. I. 25, 193; Gudh frelste hanom aff thet høwelig mordh. sst. I. 24 (på sidste sted er ordet urigtig forklaret: som let lader sig udføre, se III. 226). – Som bio. meget; bether iæch ether ogh raather ether høwligh (1408). Molb. o. Peters. 400; thet saa høuælighæ got ær. Lucid. 20; ieg er gammel oc myn husfrue er hyugeligen wijd aalder. Luk. 1.18 (1524); kender the gode mend segh gandske høgeliges beseglet (1530). N. D. Mag. V. 314.Højlighed, no. højde; lengden oc bredden oc stadens høylighed ere lige. Joh. åb. 21.16 (1550; Chr. Pedersen: høyhed).Højlighed, no.; man seer hanss hærlighed paa den mecktige store høylighed paa det klare firmament. Jes Sir 431 (Tdm, 1550).Høgelse, no. 1) højhed, det høje; o korssens høyelsæ, o meenløst blodh. (1497). Thottske Saml. nr. 553, 4to. 22v; huilken som er bredelssen oc lenggelssen, dybelssen oc høygelssen. Ef. 3.18, Luk. 12.29 (1524, Chr. Pedersen; 1550: det høye); paa det wy motte opkomme aff wor nedrighed, da nedstig han wdaff sin høyelse. Tavsen, Post. sommerd. 55. 2) høj; bygde Salomon en høyelse paa bierget. 1 Kg. 11.7; (1550, 1647); Assa tog de fremmede altere bort oc høyelserne. 2 Kr. 14.3 (1550; 1607: høyene). 3) højde; seedet grønes oc vpuoxer i høgelse. Mark. 4.28 (1524); en vnger karl saa paa kong Rolff oc forundrede sig paa hans høyelse. Vedel, Saxo. 34; de ere mig meget lige baade vdi styrcke oc høyelse. sst. 71; er huer 4 allen 312 quarter bred och 4 allen i høyelssen (1650). D. Saml. II. 134. 4) hævelse, byld; tumor, høffuelse. Colding, Etymol. 1366, 632. (Steph., Nomencl. I. 248: hevelse); panus, flad byld oc høffuelse. sst. 871. Høgelse, no. 4); se ovf. V. 501 a38.Høghed, no. = høgelse 3); stadens lengde oc brede oc høyhed vor lige. åb. 21.16 (Chr. Pedersen, 1607, 1647; 1550: højlighed, se ovf.); det er en deylig høy mand paa sin persone oc der til mandelig oc tøck effter sin høyhed. sst. V. 271.5-6; legge grunduallen try sinds tiue alne til høyhed. Esra. 6.3 (1550; 1607: t. a. høy); hand offuergick andre mennisker vdi høyhed oc storhed. Vedel, Saxo. 140; (1643). Kbhvns. Dipl. V. 251; blifver det læt at komme op paa, som for sin høyheds skyld siuntis umueligt at bestige. B. Tott. II. 199.Høghed, no. (fsv höghet) 2) top, overdel; ÆB 1 Msb 114 (ovf. IV. 1002 a23); theth skal haffwe too kledhens yterheet ællær træfflæ samenføyædhe j begghe høffhedens sidhe, ok the skullæ jgænkommæ j eth. 2 Msb 287 (ÆB; Vulg: in latere summitatum). 2) høj stilling; VdS 71 (ovf. I. 66 b18). 3) rådighed (højhedsret); denne højhed til vor frue kirke (1598). KhS VII. 106; (1613). NdM II. 79 (ovf. u. anmode 3)). Jf himmelh. Vis mere +