HøgelseHøgelse, no. 1) højhed, det høje; o korssens høyelsæ, o meenløst blodh. (1497). Thottske Saml. nr. 553, 4to. 22v; huilken som er bredelssen oc lenggelssen, dybelssen oc høygelssen. Ef. 3.18, Luk. 12.29 (1524, Chr. Pedersen; 1550: det høye); paa det wy motte opkomme aff wor nedrighed, da nedstig han wdaff sin høyelse. Tavsen, Post. sommerd. 55. 2) høj; bygde Salomon en høyelse paa bierget. 1 Kg. 11.7; (1550, 1647); Assa tog de fremmede altere bort oc høyelserne. 2 Kr. 14.3 (1550; 1607: høyene). 3) højde; seedet grønes oc vpuoxer i høgelse. Mark. 4.28 (1524); en vnger karl saa paa kong Rolff oc forundrede sig paa hans høyelse. Vedel, Saxo. 34; de ere mig meget lige baade vdi styrcke oc høyelse. sst. 71; er huer 4 allen 312 quarter bred och 4 allen i høyelssen (1650). D. Saml. II. 134. 4) hævelse, byld; tumor, høffuelse. Colding, Etymol. 1366, 632. (Steph., Nomencl. I. 248: hevelse); panus, flad byld oc høffuelse. sst. 871. Høgelse, no. 4); se ovf. V. 501 a38.se i sammenhæng Vis mere +