ren2
substantiv, fælleskønBøjning
-en, -er eller -e, -erne eller -ene Udtale

Oprindelse
norrønt rein, middelhøjtysk rein til en rod med betydningen 'ridse, skære'
fure eller upløjet jordstrimmel der adskiller to marker SPROGBRUG sjældent
Ord i nærheden
Henter ...
hegnene [blev] fjernet om efteråret, og lodsejerne skulle jævne rener, så det var til at færdes