II. pæn, adj. [pæ^?n] Høysg.AG.118. (nu kun dial., især sjæll., m. kort vokal: Moth. P189(jf. APhS.VI.122f.). Kort.143. Univ Bl.I.363. jf. skrivemaader som (fk.) pænd. Gravl.T.40. (best. f. og flt.:) pænne. Ant Niels.FL.II.36. FrGrundtv.LK.107. Woel. DG.307. – nu kun gldgs. ell. dial. pen (peen) [pe^?n] Holb.Kandst.III.4. sa.Bars.II.3 (men smst.(1731): pæn). NvHaven.Orth.134. Wess. 111(pene  mene). Winth.VI.66(  Been). HCAnd.(1919).I.271. Esp.256. Feilb. Kort. 143(fynsk)).   (især jy.) best. f. i ubest. stilling (jf. II. en sp. 344^38ff.): saadan en pæne Mand. Bregend.TGK.176. (sv. (dial.) pen, pän, nt. (Angel) pe(e)n (Mensing.Wb.III. 977), nordfris. pen; vist af fr. en peine (de), urolig (for), forlegen (med) olgn. (jf. † empeen, bekymret. NvHaven.Orth.134. (ældre) nt. ampeen, forlegen. Mensing.Wb.I.113. sml. APhS.VI.123); grundbet.: (optrædende osv.) med stor omhu olgn.; jf. pæne   ordet har altid væsentlig tilhørt talespr., jf.: “Især meget brugeligt hos Almuen.” VSO.) 1) m. h. t. persons optræden, indre egenskaber olgn.    1.1) (nu ikke i rigsspr.) især om kvinde: ængstelig, nøjeregnende, pertentlig m. h. t. sin optræden, overholdelse af moralens bud, god tone olgn.; (overdrevent ell. paataget) anstændig, ærbar, tilbageholdende; sippet; knibsk. Holb. Kandst.III.4(se u. Honnetetet). *Hvad stikker dig, du pene Pige, | At du vil løbe saa og skrige | Blot ved et Elskovs Øyekast? Stub.73. Frøken von Høghøj! De er alt for peen; man jeg hjælpe Dem til lidt Musefricassee? Blich.(1920).VIII.46. Aa hvad skal det sige: “Jeg er ikke sulten, jeg er ikke tørstig!” Du skal ikke være saa pæn. Heib.Poet.XI.167.   om (ud)tale: præget af affektation, forfinethed, sippethed olgn. at gjøre ùdtảlen ált for nipper og pæ̂n. Høysg.AG.118. Hun taler saa peent, at man har vanskeligt ved at forstaae hende. VSO. snakke pænt (dvs.: tale fint, rigssprog). OrdbS.(Sjæll.).     1.2) som (ikke gaar uden for det borgerligt anerkendte, respektable, men) lever (optræder, handler osv.), som sig hør og bør, paa en passende, ordentlig maade; dydig; artig; dannet; honnet; respektabel; ogs.: af respektabel, god position, stand ell. familie. (hun) er jo ogsaa i sin Tid kommen forkert afsted . . Men en anden En, som har holdt sig pæn, tænker jo noget anderledes. Schand. BS.210. Han tog en “pænere” Husbestyrerinde og to Piger. smst.29. *Jeg syntes der var nok af | De pæne Børn i Verden, | De stille, forpryglede Drenge. Drachm.D. 128. “Saadan En!” sagde den pæne Pige forarget. “Saadan En! Som ligger i med alle Mandfolk!” Sødb.KP.168. Naar blot han vil vænne sig af med at drikke, tror jeg nok, Deres Søster skal faa en pæn Familiefader ud af ham. GyrLemche.BD. 67. ofte (jf. Pænemand) i forb. som en pæn mand, et pænt menneske, pæne folk, mennesker. *Hver Stand, hvert Kjøn, og dertil blot | Hvad pene Folk man sædvanlig kalder. Heib.Poet.X.261. det dannede, til pæne Folk hørende, af pæne Folk komne Individ. FDreier.FFr.47. Addison var et gennemdannet, tænksomt og særdeles pænt Menneske, ligefrem et Dydsmønster. NMøll.VLitt.III.251. vil du nu ikke forsøge at optræde som den pæne mand! ┆    som er præget af, vidner om ell. hører til god tone, velopdragenhed; som er af honnet, respektabel, (borgerlig) velanset art. *Hans Spøg var ellers saa blufærdig, | Saa peen, og selv Prindsesser værdig. Bagges. DV.V.304. (hun blev) lagt mærke til for sin skønhed og sit pæne væsen. Anker Lars.MM.193. noget pænt skulde hun blive i Samfundet, en dannet Dame paa et stort Kontor eller maaske Forfatterinde. CFMortens.EF.25. (han) kunde købe sig en Cigarforretning. Det var da et pænt Arbejde at sælge Cigarer. LeckFischer.KM. 139. hun er af pæn familie ┆ (jf. bet. 3.2:) Blaat Tøj er altid pænt. Pol.¹²/₁1936.Sønd. 7.sp.1. pæne manerer, se Manér 2. paa en pæn Maade. ErlKrist.DH.151. den pæne haand, (jf. lign. udtr. u. II. gæv 2.2, III. køn 3.1 samt Haand sp. 555⁴⁵; især barnespr.) den højre, den “rigtige” haand. Feilb.   som adv.: paa en korrekt, artig, ordentlig maade; som sig hør og bør; ofte (især spøg.) m. afsvækket bet., som udtr. for indordning under noget, lydighed som hos artige børn, ell. som udtr. for bedyrelse (“min sandten”, “sandt for dyden”). FDreier. FrF.6. *Han selv (dvs.: døden), hans Lee og Timeglas | Er kastet pænt paa Døren. Drachm.D.33. nu skal du pænt lade være. S&B. (der er) ikke Tale om at tage Gennemslag af (blanket) Nr. 4, nej, man skal pænt skrive endnu en Original. BerlTid. ²¹/₉1935.Aft.3.sp.3. er (det) rigtigt, at Børn taler med ved Bordet og i det hele ikke viser Forstaaelse af at sidde pænt, spise pænt o. s. v. smst.6.sp.4. alle de ihærdige gamle Slidere . . vedbliver med en Virksomhed . . for at komme “pænt i Jorden”. NicHolm.LA.131. i forb. m. flg. adj.; undertiden som (ell. m. overgang til) gradsadv. jeg syntes, jeg var kommen i Havn igen . . jeg behøvede kun at binde mig til det, for at blive pænt lykkelig alle mine Dage. JPJac.II.128. (jeg) blev pænt nødt til at gaa hjem. Jørg.EA.74. vær nu pænt rolig. Kaper.⁵     1.3) m. h. t. behandling af, optræden over for andre mennesker: elskværdig; rar; venlig; spec. (dial.): gæstfri (Feilb.). Præses var blevet behandlet pænt (dvs.: af opponenterne). NatTid.²²/₁₀1920. M.5.sp.5. (han var) flink til at sørge for, at en rundelig del af brændevinen kom i den rigtige hals. Marthe (dvs.: hans kone) sørgede og tog det saa pænt, som hun kunde. AnkerLars.MM.148. Det er da pænt af ham at invitere os ud. LeckFischer.KM. 175. 2) egl.: omhyggelig, pertentlig, proper med sit arbejde ell. (især) med sit ydre, sin paaklædning; pyntet; velklædt. *Hun havde giort sig alt for peen. Wess. Skrivter.II.(1787).92. (han) spurgte endelig en pæn Mand, der stod i hans Nærhed. Jørg.VF.285. ofte i forb. pæn i klæderne (nu næppe br. klæder. VSO. MO.) ell. tøjet. han var saamænd rigtig pæn i tøjet ┆ jf.: Er det en pæn Herre – saadan i Tøjet, mener jeg? GyrLemche.NA. 301.   i forb. m. ord af lign. bet. Han er næt og pæn og behøver ikke . . at vaskes. Biehl.DQ.III.301. Hrz.D.II.57. (jf. u. bet. 3.2): pæn og pillen. Aarestr.SS.II.209 (se u. pillen 1). Hun seer saa kiøn ud, er stedse venlig, holder sig reen og peen, og arbeider flittig. Storm.Historie omJesper Hansen.(1791).39. hun løftede sine Klæder og gik saa forsigtig, for at være reen og peen om Fødderne. HCAnd.(1919).III. 367. 3) som gør et i æstetisk henseende gunstigt, tiltalende, behageligt indtryk; køn; net; nydelig; nu oftest brugt som et behersket, uhøjtideligt udtr. ell. som udtr. for en noget reserveret ros; om ting ofte (jf. bet. 2) m. bibet. af properhed, renlighed, orden.    3.1) om mennesker (ell. dyr). “Den jeg frier til, er lige saa peen som den anden, Herren frier til.” . . “Er hun da saa skiøn?” Holb.Usynl.III.2. *(hun) svøbte sine Skjørter om de pene smaa Been. Winth.VI.244. “(jeg var ikke) saadan videre kjøn.” . . “jeg syntes, De var meget pæn.” Hostr.US.II.8. Smilet forskønnede det endnu pæne Ansigt. AHenriques.TG.23. Smuk var hun vel . . ikke, men pæn. JacPaludan.TS.118.    3.2) om ting ell. forhold. *Brude-Sengen peen. Landsbye P.v.1. Tienestepiger . . indhylled i en net, peen og passende Dragt.Bagges.L.I.47. *Pæne lille Urt! | Staaer saa reent og puurt. Oehl.SH.45. gravstedet . . var holdt saa pænt. AnkerLars.MM.230. jf.: “Nei, hvor den (dvs.: en rose) er nydelig gjort!” sagde alle Hofdamerne. “Den er mere end nydelig!” sagde Keiseren, “den er pæn!” HC And.(1919).II.16. jf. u. bet. 2: hvor der . . havde været renligt, pillent og pænt derhenne (dvs.: i en lejlighed). KLars.GV.23. Skrifterne saa' saa pæne og rene ud. Woel. DG.110. (man putter) Slaabrokken under Bordet, naar man gjør pænt for at modtage Fremmede. Dodt.AT.94. (delvis til bet. 3.1) være saa pæn som et nygjort æg, (se u. nygjort), som en nyslaaet skilling, tiøre (se u. nyslaaet 2), toskilling (s. d.).    som er bestemt til finere brug, ikke bruges til daglig olgn. “Du har sat (dvs.: pantsat) mine pæne Benklæder?” udbrød Pelle. AndNx.PE.III.25. Judith havde et Par Traadhandsker og et Par af Skind til pænere Brug. Rosman.HansDatter.(overs. 1933).107. den pæne dør, (dial.) om den egentlige indgangsdør, hoveddøren. ErlKrist. K.105.117. den pæne stue, (jf. Pænestue; prov. ell. dial.) om den (største og) bedst udstyrede stue. OrdbS.(Fyn, Falster).   m. overgang til bet. 1.2 (se sp. 206⁴⁸) og 4.1, om lyd, toner ell. udtryk gennem tale ell. skrift for tanker og følelser. Ingen kan negte ham (dvs.: Oehlenschläger), at han skriver grumme peent for sig. PMøll.(1855).II.143. Hvor tydeligt mærkes det ikke, naar Digteren stiller sig i Positur med korslagte Arme og siger pæne Ting om Sol og Maane og alle Stjærner. PLevin.Egne og Stæder.(1899). 147. SvClaus.ER.144. en pæn melodi ┆ et pænt digt ┆  4) om ting ell. forhold: som er tilfredsstillende, ganske god m. h. t. beskaffenhed, størrelse osv.; nu oftest brugt som et behersket, uhøjtideligt udtr. ell. som udtr. for en noget reserveret ros: ganske, temmelig god; net.    4.1) som kvalitativ bestemmelse. Hvad det dog er for en pæn Indretning med dette Postvæsen! Blich.(1920).X.160. Jeg tænker . . paa, hvor man kan have det rart, naar man kunde faae fat i et peent lille Præstekald. PMøll.(1855).II.143. Han fik en ret pæn første Karakter. Schand. TF.II.20. Noget opfriskende, sydøstlige og sydlige Vinde med over normal Varme og foreløbig pænt Vejr. BerlTid.³¹/₈1935. M.28.sp.1. hans tyske udtale er rigtig pæn ┆    i forb. have det pænt, være ved ganske godt helbred olgn.; ofte i imp., brugt som afskedshilsen. AnkerLars.LivetsUbønhørlighed. (1905).109. (han) råbte: “Hav det pænt!” Svedstrup.EG.II.272. Malenes Mand er kommet hjem fra Montebello og har det rigtig pænt. Pol.¹³/₁₂1925.Sønd.12.sp.2.    4.2) om størrelse ell. antal: ikke helt ringe; ret stor; net (III.2.4); køn (III.5). han kunde lægge pæne Summer hen hvert Aar. KLars.GV.85. selv Bækken svulmer for at staa Maal med Omgivelserne, og det er en ganske pæn Strøm, der løber om Kap med Jyndevad Mølleaa. Pol.¹⁷/₁₀ 1920.9.sp.3. hun tjente sig . . en pæn Skilling. Buchh.FD.188. Dagene gik jævnt godt et pænt stykke tid. AnkerLars.MM. 17. Han har tjent ganske pænt. BerlTid. ⁷/₉1935.Aft.7.sp.2. 5) iron. anv. af bet. 1 og 4: d. s. s. III. køn 6, III. net 3.    5.1) (til bet. 1) om person(s optræden). “Vil Du dandse med mig?” sagde Røgmanden. “Jo, Du er en pen En at dandse med!” sagde hun og vendte ham Ryggen. HCAnd.(1919).I.50. *det er en af de pæne Mænd, | Der laaner Halvtreds til Den og Den | Og saa ta'er Hundred Rigsdaler igjen. PFaber.VV.32. jeg ser ganske bort fra de pæne Insinuationer. PLevin.(BerlTid.²⁵/₁₁1926.Aft.5.sp.3).    5.2) (til bet. 4) om ting ell. forhold. Prindsessen (sagde), hun havde drømt saadan en underlig Drøm i Nat om en Hund og en Soldat. Hun havde redet paa Hunden, og Soldaten havde kysset hende. “Det var saamæn en pen Historie!” sagde Dronningen. HCAnd.(1919).I.14. det er en pæn redelighed. Feilb.    5.3) (jf. u. bet. 1.2; l. br. i rigsspr.) som adv. en Hoppe, som han er bleven pent narret med paa Markedet. Blich. (1920).XXX.31. 6) (dial.) om person: fingernem; dygtig til sit arbejde; net (III.4.1). Feilb.1.2 en pæn pige, (jf. ordentlig pige / ordentlig S ). se I. Pige S.    blåt tøj er altid pænt, se (ogs.) III. blaa 3.4 S.   1.3 finde ell. sige nogle pæne ord. *Tænk først igaar jeg Ordre fik | No'en pæne Ord at sie, | Jeg Lyren greb og rask det gik. vise 3/5 1866.OrdbL. (samfundet) fordømmer (mord) , men finder nogle pæne ord for samme handling i de tilfælde, hvor den er samfundet velbehagelig. Menn.i tiden.VI.(1952).20.   3.2 (jf. til pæntell. pænere brug / I.Brug 2.1 S ). substantivisk naar de (: handskerne) nu er saa nydelige, saa burde jeg bruge dem til “pænt”. NatTid.2/7 1940.3.sp.1.   

pæne, v. [ˈpæ·nə] (tidligere ogs. pene. MDL.404). -ede. (af II. pæn; sml. fine, II. nette, smukke) 1) (dial.) intr.    1.1) (jf. II. pæn 1.1) være tilbageholdende m. h. t. mad og drikke. MDL.404.    1.2) (jf. II. pæn 1.2) i forb. pæne for en, søge at tækkes en ved dannet, pæn optræden. MDL.404. Feilb. 2) (sj.) trans.: gøre pæn; refl. (til II. pæn 1.2): De pæner ikke Dem selv ved at kaste Smuds paa “franske og amerikanske Børnebegrænsningskvinder”.ThitJens.(Pol. ²⁹/₁1928.5.sp.2).

I. Pæn, en. [pæ^?n] (alm. skrevet Pæhn). (vel fra holl. pen i lign. anv. og egl. sa. ord som II. Pen og Pind; jf. Pænknæ)  paa større træ-sejlskibe: et omtrent vandret liggende stykke tømmer, der foroven forbinder skægget (udbygning paa stævnens forkant) med forstævnen. VSO. Funch. MarO.II.107. Scheller.MarO.321.

Pæn-, i ssgr. [ˈpæ·n-] til I. Pæn (se Pænknæ) ell. II. pæn, se Pæn-hed, -mand; jf. Pæne-.