men-svoren, part. adj. († -soren. Moth. M117. Ew.(1914).IV.128. PMøll.I.273). (ænyd. mensoren; egl. perf. part. til -sværge; sml. forsoren; nu kun højtid. ell. arkais.) som har aflagt falsk ed; menedersk; ofte i forb. som gøre mensvoren, faa, lokke til at aflægge falsk ed. Holb.Er.V.2. (han sneg) sig ind udi i Himmelen, og giorde en dyr Eed paa, at han ikke vilde gaae ud igien; Hvorudover Gud lod ham blive, for ikke at giøre ham meensvoren. sa.Kh. 719. *(kong Abels) meensvorne Mænd. CKMolb.SD.297. Brandes.VIII.327.   (sj.) om løfte olgn.: falsk. *Jeg brænder hvert meensvorent Elskovsbrev. Recke.LD.56.