I. torske, v. [ˈtωr̥sgə, ogs. ˈtωsgə] -ede. (til I. Torsk (3.2); jf. torskende, torsket) 1) (sj.) i udtr. for, at man gaber som en torsk, taler paa en taabelig maade. Ordet (naturgransker) er ikke så almindeligt; sædvanligt “torsker” man munden op på tysk og siger naturforsker. HDahl.SM.34. 2) (dagl. ell. vulg.) opføre sig som en torsk (I.3.2); bære sig taabeligt ell. dumt ad; ogs.: fordrive tiden paa ørkesløs maade; hænge; sløve. De fleste Mennesker “sidder blot og torsker” i hinandens Selskab. ArthChrist.AageWerner. (1910).35. Ved morgenteen og i toget sidder jeg gerne og torsker lidt over en avis. OrdbS. i forb. m. i: Bibelen . . Den er god nok – at sige i de rigtige Hænder, men ikke til enhver Bondekarl at staa og torske i og fortælle os andre, hvad der skal være Meningen. KLars.UR.210. “Sikke Fæpander,” sagde han, “saadan I staar og torsker i'ed!” AlbaSchwartz.Skagen.II.(1913).91. i forb. m. adv. Folk skulde ikke have Lov til at “torske deres Fritid bort” (dvs.: spilde deres fritid), som de selv havde Lyst. ArthChrist. AageWerner.(1910).42. torske om ell. omkring (Bl&T.), gaa ørkesløs, ligegyldig om; daske, drive om; tosse om. saa gik han saa løjerlig og taasket om den næste Dav og svarte leje hen i Taaven. Korch.Godtfolk. (1920).156.
|
|
