I. Vaar, en ell. (nu kun dial.) et (Cit. 1700.(Vider.IV.201). Holb.Metam.60. JFriis. 35. Ew.(1914).IV.279.V.204.VI.184. JBaden. Horatius.I.409. *et evigt Vaar (rettet til en evig Vaar). Bødtcher.Manuskripter.(1939). 16. i dial. et vaar, men best. f. vaaren, se Kort.159. JMJensen.Vendelbomål.(1897- 1902).119.161. jf.: Fyenbóer og nogle Jyder siger et vâar (fòr-âar) men de Sællandske siger en vâar, hvilket er rættest; thi alle siger vâaren, og ikke vâaret. Høysg.AG.35). [vå^?r] flt. (sj.) d. s. (JBaden.Horatius.I.153. Thuborg.KV.13) ell. -e (Moth.V56. [KMunk.] Pilatus.(1937).129) ell. -er (Arosia.1928.17). (glda. voor, wor (Rimkr.), war (Mand.166), æda. war (Harp.Kr.LXXXIVf.), sv. no. vår, oldn. vár, n.; besl. m. lat. ver, foraar (jf. u. Primula), gr. éar, d. s., og sanskr. vasar, tidlig, litavisk vasara, sommer; jf. vaare   nu i rigsspr. (uden for visse ssgr., se Vaar-) kun højtid., især poet., jf.: “nu kun i h. St. (dvs.: høj stil).” Levin.; sml. Foraar) 1) den aarstid, der følger efter vinteren og danner overgang til sommeren; foraar.    1.1) om aarstiden som tidsafsnit ell. tidspunkt (ofte i forb. m. betegnelser for andre aarstider). *Skal jeg udaf Danmark rømme . . | alt skal jeg min Føde i Danmark hente | baade Vinter og Sommer og Vaar. DFU.nr. 28.96. det . . var Tid til at forsøge det Yderste, efterdi de Beleirede mod Vaaren ventede frisk Undsætning. Holb.DH.III.360. *Hver Vaar, naar Taagerne flygte hen, | Da fødes det lille Barn Jesus igien. Oehl.XIX.195. Paa hver Gaard havde om Sommeren mellem Vaar og Høst en Mand omtrent nok at gjøre med at efterse Husene udvendigt. BornhHaandvEr.201. Feilb. nu lakker det ad vaaren. UfF. i forb. som der kan gaa baade vinter og vaar (efter HIbsen.Peer Gynt.(1867).164) som udtr. for, at noget tager lang tid, trækker længe ud. der gik altsaa adskillige Gange Vinter og Vaar inden det (dvs.: en gaderegulering) skete. Pol.²⁸/₇1936.5. sp.2. man har – henvist Problemet til Skattekommissionen, og der gaar Vinter og Vaar adskillige Gange, inden den bliver færdig. smst.³⁰/₁1942.9.sp.1.   i vaar, dels d. s. s. om vaaren; dels: sidste foraar; i foraaret. *Nys fyldte skjøn Sired det attende Aar, | Var roelig i Vinter og munter i Vaar. Thaar.HG.3. *Kain pløied rask i Vaar, | Tænkde paa det Næste. Grundtv.SS.II.25. *Har du i Vaaren seet naar Isen brast? PalM. AdamH.I.307. *Lærker, som hopped' af Æg i Vaar. ThøgLars.ST.9.   om vaaren, dels (nu l. br.) om tidspunkt for enkelt begivenhed: da det var, blev foraar. Villars og Marsin gick tiilig om Vaaren løs paa de Keyserlige Tropper ved Fort Lovis. Holb.Intr.I.491. dels om tidspunkt for tilbagevendende begivenhed: naar det er (var) foraar. Hvor var (ypperstepræsten Simon) dog herlig . . som Rosens Blomster om Vaaren. Sir.50.8. *om Vaaren hver Fugl | over Mark, under Strand | lader Stemmen til hilsende Triller sig bøje. Drachm.DVE.147. *Skuden, som om Vaaren | blev varpet gennem Gat. JVibe.Strand-Asters. (1921).16.   til vaaren, først kommende foraar. S&B.   (sj.) i udtr. for alder, aar. *Min fiortende Vaar kun jeg skued. NTBruun. Overs.af Duval: Josef.(1813).6.    1.2) m. særlig tanke paa det for foraarstiden ejendommelige: det mildere vejr, naturens opvaagnen osv., ell. om (indbegrebet af alt hvad der sker i) naturen om foraaret; undertiden med særlig tanke paa de første tegn paa omslaget fra vinter til foraar, vaarbruddet; ogs. brugt personificeret. Forved mig udbredte vidtudstrakte Marker, alle Vaarets spæde Yndigheder. Ew.(1914).IV.279. *Her imellem Havets dybe Kløfter | Gives aldrig Vaar og Blomsterpragt. PMøll.(1855).I.63. jeg vandrede langs hen igjennem den udsprungne Vaar. Sibb.II.16. atter fløjtede en Stær i hans Nærhed, og endnu en, og én til – hele Haven var fuld af Vaar! Pont.Muld.86. Soph Clauss.FB.5 (se u. Foraar). *Nu vandrer Vaar i den danske Skov. | Men hendes Hjerte vil ikke vente. Holstein.SB.76. *Nu lakker det ad Tiden smaat, | Da Jomfru Vaar vil komme. Winth.I.258. jf. u. bet. 2: *Det danske svale Aar | i Ringgang gaar . . omkring en evig Vaar. JVJens. Di.³86.   (jf. bet. 2) i sammenligninger. (hun) var en fuldvoxen Pige og skjøn som den unge, fremblomstrende Vaar. Ing.EF. I.13. Hun er skjøn . . som den unge Vaar. Hauch.IV.128.    1.3) i forb. vaaren trækker (jf. sv. dial. våroksen dricker, går, ryker i sa. bet. samt u. Vaarvind og Loke sp. 1151^28ff.; dial.) om det fænomen at det damper af jorden ell. luften flimrer om foraaret, naar solen varmer jorden op. VSO. UfF. 2) billedl. anv. af bet. 1, om tid ell. tilstand, der minder om vaar (1); tid, præget af ungdom, frembrydende kræfter; tid, hvor noget bryder frem, en bevægelse endnu er ung; en tilstands første (friske, unge) stadium; ungdom (1.2-3); ogs. om friske, ungdommelige kræfter, følelser olgn. *Fryd dig ved Livet | I dine Dages Vaar. Frank.(Nyeste Samling af Selskabssange.(1797).70). *Vi nyde vil vor unge Vaar; | Vor Kind er rød, vort Hjerte slaaer. Winth.XI.125. *Hvor de var frodige, | de første Mennesker, | Istidsvinteren veg, | og Vaar havde de i Sjælen! JVJens.Di.³127. for smaa 100 Aar siden, i det realistiske Dramas første Vaar. Schyberg. (Pol.³⁰/₅1942.9.sp.5). jf. sp. 213²⁰: *Lad Stenen (dvs.: gravstenen) synke meer alt Aar for Aar, | Dit Navn dog blomstrer i en evig Vaar. Oehl.XX.30. *Hjertets Vemod har en evig Vaar. Bødt.SamlD.280. livets vaar: Oehl.XII.337. MO. Glæd dig, Yngling, i din Ungdom, vær vel til Mode i Livets Vaar (1871: i din Ungdoms Dage). Præd.11.9 (1931). i ungdommens vaar: *Tre Gange har jeg (dvs.: den gamle kæmpe Cometes) været her (dvs.: paa jorden) . . | Den første Gang min Fryd var stor . . | Det var i Livets Ungdoms Vaar. Oehl.PSkr.I.178. *I staaer i Ungdoms Vaar. Bredahl.VI.80. Som i Ungdommens Vaar. overs.titel paa operette afKollo. (1914). *det er bare dejligt at leve i vor Ungdoms flyvende Vaar. KMunk.C.6.   som udtr. for evig ungdom ell. tilstanden i de saliges rige, livet efter døden. *Der (dvs.: i Abrahams skød) skal mine Aar | Begyndis i Ævigheds deylige Vaaer. Kingo.SS.III.216. *O, Gud skee Lov, det hjemad gaaer | Til Landet hist, hvor Edens Vaar | I evigt Lys mon' gløde. Kirketid.1862.sp.354. Herre Jesus, er du deroppe i den Vaar, der ikke er Jordens, men Evighedens? KMunk.OS.41. Freya . . aleene kan skienke Iduns Æble, hos hende er evig Vaar. Suhm.(SkVid.XII. 110). *Han lover mig en evig Vaar, | Trods Vinterstorm og Død. Boye.AD.I.88. *Om Livets Vaar . . | De Fugleflokke sjunge. smst. II.45.

II. Vaar, en. se Vor.

III. Vaar, et. [vå^?r] vàar. Høysg.AG. 36.138. (dial. ell. tidligere undertiden i rigsspr. Vor. Moth.V246 (Vor). NvHaven.Orth.183 (Vŏrr). Pudevor. Bagges.III.128. jf. Feilb. UnivBl.I.355. – dial. Var. vàr. Høysg.AG. 36. Feilb.). flt. d. s. (ænyd. vaar, vor, war, sv., fsv., no. var, no. dial. vær, oldn. ver, jf. oldn. verja, overtræk, gangveri (-vera, -verja, -verir), gangklæder; til oldn. verja, dække, omgive, beklæde med noget, oeng. werian (eng. wear, være klædt i), oht. werian, got. wasjan; besl. m. II. Vest   i rigsspr. oftest i ssgr. Dyne-, Pudevaar) stykke (linned)stof, bolster, syet i form af en slags flad pose, der er beregnet til at omslutte fylden (fjerene) i dyne ell. pude; ogs.: aftageligt (hvidt) overtræk (af sa. form) til en dyne ell. pude (uden om posen); (dial.) om uldent sengelagen olgn. (Feilb.) ell. om lærredsbetræk paa en madras (UfF. jf. Madrasvaar). (hovedpude) med Vaar. Cit. 1761.(Aarb Hards.1924.96). *Nu af Skabet fremtog (hun) | Fine Lagen og Vaar. Riber. II.197. *Den venstre Arm bag Nakken | Laae paa det hvide Vaar. Winth.HF.225. *der mangler Fjer | Til Vaaret her og til et lille Hynde. Bødt.47. Jeg selv er den førstefødte . . Det er godt at være avlet i Sengen med de nye Vaar og den nye Himmel. CEw.LD.29. jf.: Pløjemarken skal klæde Terrænet som et fintstribet Vaar, Furerne være lige brede . . hver Fure skal ligge som en strakt, spunden Traad. Martin AHans.TS.9.

I. Vor, en ell. (vist især jy.) et (Høysg. AG.37. Feilb.III.1010). [vo^?r] (jf. Levin. VSO. samt skriftformen Voer); tidligere ogs. m. å-lyd (jf. Vòr. Moth.V246 samt skriftformen Vaar ndf.); dial. udtalt m. kort vokal (sml. váar, vár eller vór (rødde i sâar). Høysg.AG.37. Feilb.III.1010). (Vaar. HesteL. (1703).B3.^v Høysg.AG.37. Var. Høysg.AG. 37. MDL.641. Feilb.III.1010). uden flt. (æda. waar (Harp.Kr.164.172), war (smst.9.68) (jf. (?) run. uiþr aþrauari, mod materie i aarerne. DRun.sp.490), sv., no. var, isl. var, “søvn” i øjenkrogene, oeng. wearr, wearh, oht. warah (nht. warch), jf. oeng. wær, hav; besl. m. I. Ur; sml. I. Edder 2, III. Raad 2; nu i rigsspr. kun arkais., sj.) om forsk. tyktflydende vædsker, der afsondres i og flyder ud af legemet; især: materie (I.3), pus (undertiden spec. i øjnene). hôste vòr op. Moth.V246. paa Vristen havde han en Byld og alt som han gik, flød derudaf baade Blod og Voer. Grundtv.Saga.20. (over gryden) hængde, i en tynd Snor, tre Vandsnoge . . immer dryppede Voeren ganske langsom af deres Mund ned i Gryden. sa.Saxo.I.229. Det giftige Blod . . skal samle sig med al sin Edder og Voer. Rist.J.244. *Mit Legem er hyllet i Voer og Skorpe, min Hud er stiv og væsker. Job.7.5 (Buhl). i forb. som bylden, saaret sætter vor (vAph.Nath.VI.429) ell. trækker til vor (Høysg.S.298. JBaden.DaL.).

Vaar-, i ssgr. [ˈvå·r-] især af I. Vaar, i reglen i bet. 1 (jf. Foraars-; ofte mods. Sommer-, Efteraars- (Høst-), Vinter-); som regel tilhører ssgr.ne det højtid. spr. ell. bruges af sprogrensere (i st. f. Foraars-), i hvilke tilfælde ingen brugsbetegnelse angives ndf.; af de talrige ssgr. af denne art kan yderligere nævnes: Vaar-arbejde, -bølge, -dans, -dis, -drøm, -duft, -dug, -farve, -foder, -fodring, -formiddag, -fornemmelse, -frembrud, -frost, -fryd, -gilde, -græs, -himmel, -jord, -kending, -kraft, -krans, -kvæld, -luft, -luftning, -lund, -lys, et, -løv, -morgen, -nat, -natur, -pragt, -regn, -rengøring, -saaning, -skrud, -sky, -sne, -spire, -stemning, -tone, -tø, -varme, -varsel, -vejr, -vise og (især poet.) adj. som: vaar-blid, -frisk, -klar, -kold, -let, -lys, -mild, -saftig, -stærk, -svanger, -træt, -tør   (delvis fagl.) i betegnelser for dyr, der træffes ell. jages, fanges om foraaret, fx. (foruden de ndf. medtagne): Vaar - fisk, -fugl, -gøg, -kuller, -lærke, -sneppe, -torsk, -vibe.   endvidere kan nævnes betegnelser for planter, der blomstrer om foraaret ell. tidligt paa sommeren; især (bot.) i betegnelser for arter og varieteter (ofte svarende til vernus (verna, vernum) ell. vernalis (vernale) i det latinske (arts)navn) som Vaar-brunrod, -fladbælg, -floks, -forglemmigej, -gyvel, -gæslingeblomst, -hundetunge, -hvidblomme, -iris, -kobjælde, -lyng, -poppel, -potentil, -spergel, -star, -vandstjerne, -vikke, -ærenpris   undertiden (især ⚚, nu l. br.) i betegnelser for (stof til) klæder til foraarsbrug, som Vaarfrakke (S&B. AWinding.(Pol.²⁶/₄1946.1.sp. 3)), -tøjer (om stoffer: S&B.).

vaare, v. [ˈvå·rə] -ede. vbs. -ing (s. d.). (ænyd. vaaris, sv. våra, no. våres, oldn. vára(st); afl. af I. Vaar) 1) (i rigsspr. højtid., især poet.) begynde at blive foraar; især som udtr. for at foraaret begynder at vise sig i naturen; næsten kun upers. det vaarer ell. vaares. det vâres. Moth.V58. *I Kammeret sidder saa enlig nu hver (dvs.: bi) . . | Saa længe til atter det vaares. Grundtv.PS.I.386. *Saasnart det vaared, og Isen brød . . | De Snekker iled for bliden Bør. Ploug.SD.441. en Aften i Februar, just som det begynder at vaares. Jørg.VI.379. *Af Øjet sprang de demantklare Taarer, | som Regn og Sol tilsammen, naar det vaarer. JVJens.VL.103. *Krigsfolk rider raskest, naar det vaarer. HSeedorf.ID.96.   billedl. (jf. I. Vaar 2). *Thi nu dages Gyldenaaret, | Som en lang Midsommer skjøn, | Det har vintret, det har vaaret | Under Sne og Regn i Løn. Grundtv.PS.VII.260. *Et Snefog af Fjender, men luende Mod: | Thi vaared det atter om Lande. Rich.I.151. Det vaaredes i Drengens Sind. Jørgen Niels.D.156. (sj.) m. personligt subj.: *er Jorden sort og frossen, | vaares Hjærterne bedst. Soph Clauss.P.128. *Moder var falmet og vaaredes ej. ThøgLars. J.¹(1904).9. *Jeg skal dø og svinde | for et Liv, som vaarer | afgrundsdybt derinde | dulgt i dine (dvs.: den elskedes) Aarer. Pla Cour. Regn overVerden.(1933).25. 2) (dial. ell. landbr.) saa foraarsæd. MDL. Lærken jubler, og Bonden har begyndt at vaare. Bogan.II. 83. Fleuron.HG.37. Esp.392.