væn, adj. [væ^?n] (tidligere ogs. (skrevet) ven. AbrahNyerRahb.IV.152.180.254. Oehl.AV. (1810).83 (  Teen). sa.NG.(1819).160. vene (  Grene). Boye.PS.IV.117. – tidligere ogs. m. kort vokal, jf. best. f., flt. og superl. venne(ste): Moth.V117. Thaar.ES.95. FGuldb. I.14; se videre ndf., spec. bet. 2).   (sj.) best. f. i ubest. anv.: *Livia . . | Var ret et væne Kreatur. TBruun.Blandinger.(1795).66. (glda. wæn (wen, best. f. wænæ, wennæ), sv. vän, no. ven, oldn. vænn, lovende, haabefuld, smuk; besl. m. I. Ven, II. vente; spec. i formen ven (venne, venneste) ved misforstaaelse følt som en særlig anv. af I. Ven (jf. Nv Haven.Orth.185. Høysg.S.154. samt I. Venne, Venneviv); ordet nævnes (i formen venne) bl. de ord fra ASVedel.Saxo.(1575), som JBaden i Symbola.(1780).89 foreslaar genindført, og i 19. aarh.s beg. genoptages det fra folkevisespr., især anv. poet., arkais.   af Oehl. oftere indsat ved omarbejdelse: *vene Valborg! (Oehl.AV.(1810).31: elskte Valborg!) Du omfavner her | Den lykkeligste Helt. Oehl.(1831).II.34. *Hun vorden er en ven, en fager Mø (sa.EA.(1820).82: Nu er hun voxet til en deilig Mø). sa.(1831).V.97. *Vene (sa.ND.255: Vakre) Mø! sa.(1841).III. 17. ligesaa: *Psyche! Væneste Mø! (Heib. Psyche.86: Elskede Mø!). Heib.Skuespil.II. (1833).70) 1) anv. som adj. (og adv.): (saare) smuk; skøn; dejlig; fager. *Verdens Eng, saa væn og blød! | Slangen lurer i dit Skjød. Grundtv.Kvædl.339. *Den lille Fugl er glad og væn . . | Jeg vil og synge og gynge som den. BoisensViser.²(1850).275. Ternens Flugt er vænere end dens Sang. Gjel.HS.71. Vil I se et Par væne Gimmerlam, et nysseli't Par. HugoAnd.HK.91. som adv.: *Flagrer vænt, I hvide Seil! Grundtv.Dansk.I.604.   især om en person(s ydre), navnlig en (ung) kvinde (jf. ovf. l. 29ff.); ofte i best. f., i udtryk som den væne maar ell. mø (se u. I. Maar, I. Mø 1.1), ell. i superl. (jf. bet. 2). Denne Stad Siras (er) berømt af de skiønniste og venniste Qvind-Folk. Pflug.DP.836. formedelst hendes særdeles dejlige Skabning, blev (Gunver) kaldet med Tilnavn Hin Venne (anm.: dvs.: paa nu brugelig Danske, den smukke eller dejlige; jf. ASVedel. Saxo.(1575).82: Gunuer hin venne). Schousbølle.Saxo.100. *De vene Valhals Piger | Med Kinden rosenrød. Oehl.ND.8. *Vær ei vranten, | Væneste Dise! sa.NG.(1819).146. *hist | Paa Disabænk jeg skal den Væne favne. Grundtv.Optr.II.57. *Bruden jeg haver, guldlokket og skjøn, | Vænere fik ei Menneskesøn . . | Musa hedder min elskede Møe! Bagger.II.262. *De lattermilde Piger | Smykked den væne Brud. Winth.HF.110. Smukke? Nei, de er de deiligste Øine – de er den væneste Sjæl, nogen Modersjæl vil skue ind i, det er de! Goldschm.Hjl.II.271. Datteren . . den væne Jomfru Clara. HCAnd. (1919).IV.91. han svor . . at hans Hustru . . var Verdens væneste Viv. KMunk.EI.76. 2) (rimeligvis efter Højs.(1.14 ofl.) i ældre bibeloversættelser: min Venniste (1550), min Væniste (1607), min Venneste (Højs.1.14 (Huus- ogReyse-Bibel.1802); jf. Veninde 2.2); med falsk tilknytning til I. Ven; jf. Venneviv) superl. anv. som subst., spec. (tidligere) i formen (min) venneste, som betegnelse for den elskede, tilbedte kvinde: (min) dejligste; kæreste; veninde (2.2). *I kand Eder fryde | Paa Eders Lande godtz med Eders Venniste. Sort.Poet.81. *Vel dig, din Sag er god, | Min Venneste, min Due! Stub.³40. *Med mig, min Venneste, det meget bedre er, | Jeg rolig sovet har. Den da Tartuffe.21. Amberg.

II-III. væne, v. se III. vene og vænne.

vænne, v. [ˈvænə] (nu kun dial. væne. (jeg) væner. Høysg.AG.139. jeg vænes (dvs.: vænes). smst.97. jf.: hos de Sællandske . . siges og skrìves ùrìgtig . . at vænne for væne. smst.120. sml. Thorsen.Afh.II.102 (mønsk). Thorsen.103. jf. Feilb.). præt. vante (Moth. V126. Ew.(1914).III.107. Rein.ND.127. Bagges.V.210. jf. MO. Holst.R. (“Ogsaa . . vante”). Levin. (“endnu alm. (uden for) Talespr.”). VSO. (“forhen”); nu næppe br.) ell. vænte (Holb.Herod.239. Clitau.PT.2. Oehl.VI.205. Schand.UD.196. jf. Saaby.⁷ Esp.§187. Dania. IX.38. – (til væne:) vænte. Høysg.AG.97. jf. Thorsen.103. – (tidligere) ogs. skrevet vænde (Grundtv.BrS.6) ell. (ved sammenblanding med præt. af II. vende) vendte. LTid.1725.250.1726.438) ell. (nu alm.) vænnede (Holb.Hh.II.93. Schytte.IR.II.142. jf. MO. (“sieldnere”). Holst.R. Levin. (“i Talespr. alm.”). VSO. Sv Grundtv. Saaby.⁷ sml. Flemløse.169. LollO. Feilb. – (til væne:) vænede. Høysg.AG.97. jf. Thorsen.103); part. vant [van'd] (Moth.V126. Falst.Ovid.136. EPont.Men.II.7. Høysg.AG.97 (jeg blev vænet (ell.) vánt (men:) jeg har væned (ell.) væ̂nt). Ew.(1914).IV.273. Oehl.Digtn.I.311. Ing.VS.I.15. Heib.Pros.I.429.X.433. Gylb. VI.254. Hrz.XII.311. Gjel.Rø.50. Wied. Silh.94. jf. MO. Holst.R. (“Ogsaa . . vant”). Levin. (“endnu alm. (uden for) Talespr.”). Sv Grundtv.; nu vist kun som part. adj., se II. vant. – tidligere ogs. vaant. JJuel.153. Hørn.Moral.II.54) ell. (nu især talespr., spec. i forb. vænt fra, se bet. 2.2) vænt [væn'd] (Cit.1705.(Kbh Dipl.V.795). JSneed.III.473. JBaden.Horatius.I.34. Oehl.VI.95.XVI.157. Blich.(1920).VII.6. HSchwanenfl.In.232. jf. MO. (“I dagl. Tale”). Levin. (“i Talespr. alm.”). Esp.§187. Dania.IX.38. LollO. sml. Feilb. – (til væne:) væ̂nt. Høysg.AG.97. jf. Thorsen.103. Feilb. – ved sammenblanding med part. af II. vende undertiden skrevet vendt. Skuesp.I,4.86. Kierk.P.IV.53. jf. vende sp. 1068²⁶) ell. (nu alm.) vænnet (Holb.Ep.IV.340. Oehl.Digtn.II.350 (sa.(1844). II.126: vant). Mynst. Prædikener 1849 - 50. (1851).49. Gylb.EA.58. Goldschm.Hjl.I.101. jf. MO. (“sieldnere”). Holst.R. Levin. (“i Talespr. alm.”). Sv Grundtv. VSO. Saaby.⁷ sml. Flemløse.169. LollO. Feilb. – (til væne:) vænet (væned). Høysg.AG.97 (se ovf. l. 36f.). jf. Thorsen.103). vbs. (vist kun til ssgr. af-, fra-, tilvænne, se disse) -else, -ing. (ænyd. d. s., glda. wæniæ(s), vææne(s) (Suso.119), æda. wæniæ(s) (Harp.Kr.83), sv. vänja, no. venne, oldn. venja, mnt. wen(n)en, oht. giwennan (nht. gewöhnen), holl. wennen, oeng. gewennan (eng. wean, vænne (et barn) fra); til II. van   om (ortografisk) sammenblanding m. II. vende s. d. (sp. 1068^18ff.)) (ved varig ell. (idelig) gentagen paavirkning) omforme et levende væsens, især en persons, maade at forholde sig paa (i tænke-, føle-, handlemaade, adfærd, levevis), i alm.: i en vis ønsket retning, saaledes at en forhen for vedk. unaturlig (fremmed, besværlig, ubehagelig) væremaade ell. en tilsvarende ydre tilstand efterhaanden falder naturlig, ikke ledsages af ulystfølelse olgn. (idet en afpasning derefter, en forsoning med tilstanden finder sted). 1) gøre en vis forhen unaturlig, ubehagelig væremaade ell. ydre tilstand naturlig for en; især: fremkalde en vis vane (1) hos en; bringe en i en vis vane; ofte med forestilling om erhvervet færdighed, øvelse, rutine ell. (nu især) om uvilkaarlig, (næsten) ubevidst reaktions- ell. væremaade.    1.1) (nu mindre br.) i al alm., som udtryk for tilvænning til et blot ved situationen bestemt forhold; især m. h. t. husdyr: bringe i vane med en vis adfærd; tilvænne (ved dressur olgn.); spec. (jf. III. stille 1.1): ved trolddom bringe i en vis rolig vane, bringe til ikke at løbe ell. flyve bort. FOhrt.DanmarksTrylleformler.I.(1917).335f.338.   (jf. bet. 1.3) i forb. vænne(s) til, tilvænnes (dvs.: til de foreliggende forhold). *Atter til Børn maae vi blive! | Atter vi til – til en Fader – maae vænnes. PalM.AdamH.III.135. spec. (jf. bet. 2) m. h. t. diegivning: er barn fravænnet, må det ej vænnes til. Feilb.   (fagl.) part. vænnet brugt som adj., om hest: tøjvant. Husdyr-Voldgift.(1942).277.    1.2) i forb. m. et sammenligningsled ell. et maades-adv., som udtryk for vanens (tilvænningens) art ell. beskaffenhed, spec. (jf. forvænne) i forb. vænne (for) godt olgn. Det første du faar (tjenere), skalt du ikke venne dem alt for vel. Hørn.Moral.II. 49. Jeg har i min Ungdom maattet danse efter en ganske anden Pibe . . Derfor har jeg fra Ungdommen af ikke vant (min søn) det anderledes. Skuesp.III,2.41. som han var hjemme vænt, blev han ude kjendt. Grundtv. Saxo.II.128. Man maa ikke vænne Børn saa godt dvs.: til saa gode Livsvilkaar, saa gode Dage. Livet har ikke vænnet ham for godt. VSO. jf.: Med jeres evige Vimsen om Jahve har I vænnet ham, saa han efterhaanden falder til lidt Besvær. KMunk.DU. 61. jf. bet. 1.3: all mad er god, det er ligesom vi vænner vore maver till. Holb.IV.686.    1.3) med angivelse af den tilstand, virksomhed olgn., som vanen (tilvænningen) omfatter; m. h. t. levende væsen, ogs. (uegl.) m. h. t. legemsdel (øjne, hænder osv.) ell. sind, især i forb. vænne til, ofte m. inf. ell. at-sætn. som styrelse, ogs. (nu ikke i alm. rigsspr.) i tilsvarende forb. uden præp. (*Musa! (du) vante mit Øie | Blandt Rædsler at finde det Ædle og Høie. Rein.ND.127. Hun havde vænt ham, at hun gjorde det for ham. UfF. (sjæll.)). Væn ikke din Mund til at sværge. Sir.23.11. han vænnede en Due til at æde Korn af sine Øren. Holb.Hh.II.93. *du (dvs.: Suhm) vante | Vort Hierte kun til himmelsk Vellyst! Ew.(1914).III.107. førend (jagthunden) kommer ud, maa man have vant den til Kobblet. Werfel.Jagtb.64. *Skindet er stivt, af umageligt Maal? | Vel Dig! det vænner til Kobber og Staal. Oehl.Helge. (1814).17. Døden har ingen Forandring gjort i det Forhold til ham, som den lange Fraværelse havde vant mig til. Gylb.VI.254. vænne En til Orden. S&B. Væn Drengen til den Vej, han skal følge (1871: Oplær den Unge efter hans Veis Beskaffenhed), da viger han ikke derfra, selv gammel. Ords.22.6 (1931).   ofte refl. “Mad: Isabelle har dog et kiønt Ansigt.” . . “jeg kunde nok venne mig til Ansigtet, dersom hun icke talede Dansk.” Holb.Jean.III.1. *De gamle vænte sig fra Ungdom op til Haardførhed. Clitau. PT.2. Jeg . . har vant mig til at elske Viinen; fordi den i Mangel af store . . Handlinger, skaber dem for mit Hjerte. Ew.(1914). IV.273. den Syening, der sidder paa Navneklude; noget Jask-Arbejde, som man vænner sig til paa. PAHeib.Sk.I.212. Det værste er, at han har vænt sig til at bande værre end nogen Matros. Blich.(1920).VII.6. han havde . . Ord for at være en redelig Mand, og man vænnede sig til hans Særhed. Goldschm.Hjl.I.44. Man har vant sig til at betragte den græske Mythologie som Mythologiens Høidepunct. Mart.Dogm.269. At vænne sig til Søen. Wolfh.MarO. Øjnene vænnede sig til Dunkelheden. ErlKrist.DH.201. væn dig til at bære din lykke vel, se I. Lykke 3.   pass. (ogs. dep.). Vi vænnes fra Ungdommen af alt for meget til at antage andres Tænkemaade. JSneed.V.49. de have andre Skikke, end de, til hvilke du vantes. Mynst. Præd.II.475. (menighederne) ere blevne fremmede for dem (dvs.: menighedsraadene) og vænnede til at betragte dem som fremmede. HNClaus.Præstefr.17. Naar Øiet først vænnes til en Mode, saa vil det . . efterhaanden finde den passende og kjøn. Davids.KK.¹II. 216. (hunden) vænnes til at følge sin nye herre, når han (giver den) et stykke brød . . gennemtrukket af (hans) sved. Feilb.I.677.    1.4) vænne op, (nu næppe br.) d. s. s. opvænne. Moth.V127. Numa . . var vandt op ved en stille og sagtmodig Philosophie. LTid.1726.486. 2) i forb. m. (præp. ell. adv.) af ell. fra: bringe til at opgive en forhen naturlig væremaade, især: en vane (1).    2.1) vænne af, d. s. s. afvænne. Moth.V127. vAph.(1764). spec. (jf. bet. 2.2) m. h. t. diegivning: Venne et barn af. Moth.V127. Det er ikke tienligt, at give Grisene Brød i Melk naar de vænnes af. OeconH.(1784).II.90. Drengen . . blev afvant, og Abraham gjorde et stort Gilde paa den Dag Isak var vant af. 1Mos.21.8 (Lindberg).   nu især med nærmere bestemmelse, i alm. i forb. vænne (en ell. sig) af med noget, (tidligere) ogs. vænne (sig) af fra (Vænne . . sig af fra . . sine slemme Vaner. vAph.(1764)) ell. (ikke i alm. spr.) vænne (sig) af at osv. (*Væn dig af, at sammenjaske | Halve Tanker. Heib.Poet.IX.417). det er puur opspunden Tøy, for at venne jer af med jer Galskab at raisonnere over høje Ting, som I icke forstaar. Holb.Kandst.V.7. Han har vant sig af med at røge Tobak. MO. “denne ret skjønne Personnage, (som) ikke var fri for at gjøre Indgreb i Andres Ejendom.” – “Hm – hm! Det kunde hun jo maaske blive vænnet af med, hvis hun blev lykkelig.” Schand.BS.352. det var dov ham, der fik vant Hans Jørren a' med Brændevinen. Wied.Silh.94. Det skulle vi nok vænne ham af med. VSO. vænne en af med en vane, se Vane 1.2. det er ondt at vænne hund af køkkenet, se Køkken 1. jf. Mau. 11133.    2.2) vænne fra, d. s. s. fravænne.   i al alm., med nærmere bestemmelse af den tidligere væremaade, vane (nu i alm. spr.: vænne af med, se bet. 2.1). naar mand vil venne en fra at lyve, skal mand lyve ligesaa sterk som hand. Holb.GW.IV.13. Hvad som jeg har været vant til fra Barnsbeen, det hverken vil eller kand jeg vænne mig fra. sa.Pern.III.3. *en Liden, | Som ej er vant fra Vuggen, før | For fem à sex Aar siden. Falst.129. *Det er ei let, at vænnes i en Hast | Fra slemme Vaner. Oehl.X.42. hans Stræben . . er (ikke) at vænne sig fra, men vænne sig til denne Næring. Kierk.IV.148. Hun er heelt bleven vænnet fra Luften (dvs.: ophold, bevægelse i fri luft). VSO. Læseverdenen . . havde vænnet sig fra tungere Føde. VilhAnd.Litt.IV.21.   spec. (jf. flg. bet.- gruppe) m. h. t. diegivning, i forb. vænne et barn fra brystet (MO.¹ VSO. S&B.) ell. (nu ikke i alm. rigsspr.) fra patten (Moth. P47. Weisbachs Cuur.(overs.1755).142. Krist. JyA. Till.3.Afd.109) ell. (især m. h. t. dyr) fra moderen (Boers.VetF.140). *Saa snart hans Moder ham til Mad fra Patten vænte. FrHorn.PM.133. *Alt dengang jeg blev fra Brystet vænt, | jeg tror, mit Forhold til dig (dvs.: virkeligheden) var spændt. Kaalund.EE.9.uegl.: Mueligt det vel skulde give nogen vanskelighed at drage hendes hierte fra dend unge Frier. Men det er ikke dend første gang hun er vant fra patten. Reenb. Æ.29.   nu især abs.: vænne fra, spec. (jf. foreg. bet.-gruppe og bet. 2.1) m. h. t. diegivning. Efterat Barnet er vant fra, sørge man for en letfordøielig ikke for fast Føde. Rau.Børnesygdomme.(overs.1838).149. Naar Barnet skal vænnes fra, da sværter Moderen sit Bryst. Kierk.III.64. Kvinden (blev) hjemme og ammede sin Søn, indtil hun vænnede ham fra (1871: afvante ham). 1Sam.1.23 (1931). Søndergaard.H.65. m. h. t. dyr (føl): LandbO.II.626. ofte i forb. blive ell. (endnu ikke) være vant (MO.) ell. (nu) vænt (Bøgh.DA.III.20. VSO. St SprO.Nr.96.36) ell. (nu alm.) vænnet fra. Nok en Pige kom der i forrige Maaned, men hun er vænt fra og spiser nu Grød. Drachm.UB.199. Drengen voksede til og blev vænnet fra (1871: afvant). 1Mos.21.8(1931). med anden lign. anv.: de savner noget, men Opiumspiben eksisterer ikke mere, de er vænnet fra. JVJens.Intr.164.