spøge-fuld, adj. († spøg-. Pram.IV.426. Rein.218. Oehl.XII.4.XXXII. 136. Amberg.). (jf. skæmte-, spasfuld; især ) vAph.(1759). 1) om paafund, udtalelse, stemning olgn.: som indeholder, er præget af ell. er ment som spøg. spøgefulde Samtaler. Nyerup Rahb.VI.299. (gæsternes) Latter og spøgefulde Streger. Hjort.KritLit.II.XI. en spøgefuld, lidt drillende Jargon. Raae.TT.192.   (sj.) om tidsrum. *I (dvs.: barndommens) spøgfulde Dage! Rein.218.   (spøg., jarg.) om ting ell. forhold: morsom; pudsig; snurrig. artiklen handler om et saa spøgefuldt emne som vandloppernes bevægelsesredskaber ┆ 2) om person: som (ofte ell. gerne) driver spøg, er fuld af spilopper og narrestreger; nu især: som (ved en given lejlighed) spøger, kommer med morsomme hentydninger, drilske bemærkninger osv. Jeg vidste nok, at den spøgfulde R. havde Løier for. Pram.IV.426. Hæ hæ hæ! – De er dog saa spøgefuld! PNJørg.S.86. MKlitgaard.GM.106.