Rens-dyr, et. [ˈrɐ̤ns-; ogs. ˈrɐ̤n's-] (jf. dog ældre skriftformer som Rehns-, Reens-. Holb.DH.II.665. LTid.1729.202. vAph. (1759). jf. VSO.). (nu næppe br. Ren-. Jac Bircherod.R.33. † Rins-. Pflug.DP.3. JJuel. 136. LTid.1725.654.1747.722). flt. d. s. ell. † -e (LTid.1725.738). (ænyd. ren-, rinsdyr (-diur), sv. rendjur, jf. oldn. hreindýri samt (som laan fra nord.) eng. reindeer, holl. rendier, ty. renntier; af II. Ren) 1) (zool.) det i de nordlige polaregne levende hjortedyr Rangifer tarandus (der i tæmmet tilstand holdes som malke- og trækdyr); ren. fra Bergen (udføres) Skindværk af Losse . . Rhensdyr og andre. Holb.Berg.109. Hunde og Rendsdyre ere de, som de (dvs.: ostjakkerne) oftest omgaaes med. LTid.1725. 738. Cuvier.Dyrhist.I.169. HCAnd.(1919). II.119. Hendes Øjne er blide som Rensdyrets. Drachm.1001N.41. DanmFauna.V. 179. 2) (astr.) i best. f. navn paa et stjernebillede paa den nordlige himmel. Bugge. Astr.5.

Rensdyr-, i ssgr. (nu l. br. Rensdyrs-. Rinsdyrs-Hud. LTid.1720.Nr.1.5. Rinsdyrs-Melk. Holb.Qvægs.397. Reensdyrs Ost.LTid.1736.793. Reensdyrs Tunger.smst. 793. Holst.R. se ogs. u. Rensdyrlav). af Rensdyr 1 (jf. Ren- og Rens- i ssgr.); saaledes ogs. mere tilfældige ell. let forstaaelige ssgr. som Rensdyr-avl, -bremse, -flok, -græsning, -hjord, -hud, -jagt, -kød, -kølle, -mælk, -ryg, -skind, -slæde, -steg, -tak ofl.