Liv-geding, et ell. (sj.) en (MO.). [-geˌdeɳ'] (sj. -gedinge EPont.Atlas.II. 240). (glda. leffgheding; fra mnt. lifgedinge, ty. leibgedinge; 2. led til ty. dingen, tinge; især hist.) underhold (i jordegods ell. løsøre), der tillægges en person for hans levetid; især om det underhold, der tillægges en enkedronning, ell. af en greve ell. baron tillægges den efterlevende gemalinde. (dronning Elisabeth) blev forsørged med Livgeding udi Riget, nemlig Sønderborg og Norborg. Holb.DH.II.18. Baden.JurO. Prinds Jørgen (havde 1670) erholdt Vordingborg Amt som Livgeding. Estrup. Saml.Skrifter.II.(1851).287. Lov om Naalepenge og Livgeding til Hendes Kongelige Høihed Prindsesse Lowisa Josephina Eugenia. Lov⁵/₂1869. *Folk med et Livgeding, man paastaar, bliver | utrolig gamle. Drachm.DJ.I.132. Den Enkerente, der tilsikres Kronprinsesse Aleksandrine i Tilfælde af Kronprinsens Død, kaldes “Livgeding”.FlensbA.⁸/₂1906.1.sp.5.