Du er her: Forside / Ordbog over det danske Sprog / Ordbog
kondolere Skriftsprog eller litterært påvirket talesprog kondolere, v. [kωndoˈle?rə] -ede ell. (nu sj.) -te. vbs. Kondolation (s. d.), jf. Kondolence. (jf. ty. kondolieren; fra lat. condolere; jf. I. dolere; nu lidt gldgs.) (skriftligt ell. mundtligt) udtrykke sin deltagelse ved en sørgelig begivenhed (især dødsfald); beklage. (ofte m. obj., der betegner den person, man beklager). Jeg veed icke, om jeg skal condolere eller gratulere min Broder Roland. Holb.UHH.III.8. *Han ey fordrage kand, at nogen condolerer, | Og taler Trøste-Ord i Sørge-Huusene. Anti - Spectator.31. Jeg condolerer, kjære, unge Ven, af mit hele Hjerte. Det er jo en frygtelig Begivenhed.JakKnu.G.227. Følget mylrede frem med bekymrede Ansigter og sorgfulde Træk for at “kondolere”. Kidde.AE. I.306. jf. (iron.): Lad en stadselig Dame have anvendt en sjelden Omhu paa sit Sørge-Toilet: man vil være istand til at huske . . hver en udpyntet Mine i hendes condolerede Ansigt. Kierk.VIII.33.   m. nærmere bestemmelse, der betegner den begivenhed ell. tilstand, man beklager; nu især i forb. som kondolere en i anledning af (ell. paa grund af) et dødsfald; (nu næppe br.) m. præp. over: (de) condolerede . . de Danske, ofver den udstandne Gienvordighed, som de foregafve at hafve giordt dennem lige saa ondt, som hvis den var hendet dem self. Gram.(KSelskSkr.IV.19). Ieg condolerer over Hans kiære Farbroders Død. Langebek.Breve.324. † m. tingsobj.: jeg condolerer hendes Tilstand, saasom jeg er hendes Ven af Hiertet. Holb. Bars.II.5. *De efter Ordre kom, og condolerede | Den Salig Konges Død i dyb Bedrøvelse. Prahl.ST.III.3.
fra ODS fra den trykte ODS' bind 10, udkommet 1928. Retstavning og tegnsætning er bevaret fra den originale tekst og kan være forskellig fra gældende retskrivning  bind 10, 1928