Hor, et. [ho^?r] uden flt. (æda. sv. no. d. s., oldn. hór, oht. huor; næsten kun brugt uden art.; især bibl. og jur. samt vulg.; jf. I. Hore, II. hore) legemlig omgang (med en anden person) uden for ægteskab; ukyskhed; spec.: ægteskabsbrud, bestaaende i legemlig omgang, som en gift person har med en anden end sin ægtefælle (jf. Horeri). Dersom een Mand, efter at hand haver befundet sin Hustrue i Hoer, søger Seng med hende, da haver hand dermed forbrut sin Tiltale til hende. DL.3–16–15–4. effter som hand ingen Børn kunde faae, lod hand Bertrandum Cueva ligge hos hende (dvs.: sin hustru), af hvilcket Hoer hun fick en Daatter Johanna. Holb.Intr.I.244. sa. Jep.IV.6. *Min Søn forfaldt til Hoer og Spil. Wess.79. Skr.³⁰/₁₁1824. en Mængde Ægteskaber ere jo begyndte med Hor, med Utugt. VBeck.LK.I.187. De har altsaa, saadan hvad man kalder det, ærligt og redeligt ernæret Dem ved Hor. RudLange. Drømme.(1910).17. enkelt ell. dobbelt hor (Nørreg.Privatr.IV.315), jf. Horeri sp. 451⁴⁶.   (især bibl.) i forb. bedrive hor. 1. i egl. bet. dersom en Qvinde skiller sig fra sin Mand, og ægtes af en Anden, hun bedriver Hoer. Marc.10.12. Du skal ikke bedrive Hoer. Katek.§32(jf. 2Mos.20.14). 2. † overf., m. flg. præp. efter, som udtr. for afguderi: bole (III.2.1). de bedreve hoer efter (1871: de bolede med) andre guder, og tilbade for dem. Dom.2.17(Chr.VI). 5Mos. 31.16(Chr.VI).

Hor-, i ssgr. [ˈho·(')r-; se dog -agtig] (ofte vekslende med Hore-; jf. ogs. Hors- u. Horsbrøde) af Hor   forholdet ml. Hor- og Hore- er i normalt spr. det, at den første form hører hjemme i ssgr. med Hor (som Hor-karl, -kone, -kvinde, -sag), den sidste i ssgr. m. I. Hore ell. II. hore (som Horebarn, -hus, -jæger osv.); de to grupper glider dog ofte over i hinanden, og ofte findes Hore- brugt for Hor- (se u. Hor-karl osv.) ell. omvendt (se u. Hore-buk, -levned, -unge).

  II. hore, v. [ˈho·rə] -ede. vbs. jf. Horeri. (ænyd. d. s., sv. hora, no. hore, oldn. hóra, ty. huren, jf. got. horinon; til Hor; nu især bibl. ell. vulg.) leve et ukysk liv; bedrive utugt; spec.: bedrive hor. de have horet (1871: bedrevet Hoer). Ez.23. 37(Chr.VI). Holb.11J.I.7. er jeg verre end de, som æde, drikke, spille og hore deres Næstes Gods bort paa Ære, Troe og Love. Wiwet.EL.120. Kierk.XIV.28. Den Sag kommer ikke mig ved! Hvad kan jeg gøre for, at han og hun . . ligger og horer sammen. Wied.S.334. Feilb. jf.: *Uhrhanen alleene med Høner vil hore (dvs.: parrer sig med flere høner), | Og aldrig sig eeneste Kone vil kaare.Reenb.I.37.   † overf. (bibl.), til Hor slutn.: bole (III.2.1). de kunde hore (1871: bole) efter deres guder. 2Mos. 34.15(Chr.VI). Aab.17.2(Chr.VI). man tager en Mand mellem sine Hænder og horer med ham. JASchade.Én eneste stor Hemmelighed.(1937).51.