Gentiler, en. [ʃaɳˈti^?lər] flt. -e. (afl. af gentil; jarg., nu sj.) person, som optræder gentilt. *“Gentilernes Promenade”, | Saaledes døbte man den (dvs.: den nuværende Bredgade i Kbh.). Heib.Poet.VIII.193. Gylb.XII.215. *ældre Gentiler med Hatten i Flor, | man saa' det saa tydelig, Sorgen var stor. Ipsen.Ad grønne Stier.(1883).52.