fatigere, v. [fatiˈge^?rə] -ede ell. (nu næppe br.) -te. (Ew.VIII.123). (fra fr. fatiguer, af lat. fatigare; nu sj.) trætte; udmatte. jeg (vil ikke) fattigere Læseren dermed. Holb.DH.I.541. Commandanten maae ingenlunde fatiguere nogen . . med ufornødent eller alt for overflødigt Arbeide. MR.1741.802. Jeg er saa fatigueret, at jeg neppe kan staae paa mine Been. Hrz.III.197. HCAnd.VII.85. FruHeib.B. II.46.trætte; udmatte. fatigere salat (: ryste, røre en salat) , se Salat 2.1.