Cicerone, en. [sisəˈro·nə] flt. -r. (fra ital. cicerone, opr. spøg. anv. af den romerske taler Ciceros navn m. henblik paa fremmedførernes veltalenhed) person, der har til levevej at vise fremmede rundt og forklare dem seværdighederne; fremmedfører; ogs. (overf.) om person, der i al alm. optræder som vejviser ell. vejleder. Leth.(1800). (vor fører) begyndte med en Cicerones Rundtalenhed (dvs.: tungefærdighed) at udpege og benævne alle de Kirker, som . . kan ses (fra Himmelbjerget).Blich.(1905- 07).III.281. (jeg gjorde) Bekjendtskab med en østerrigsk Hr. v. S., som med megen Forekommenhed blev min Cicerone.Ing. RSE.IV.60. naar man hændelsesviis kaster et Blik paa en Kirke, er der strax en paatrængende Cicerone, som tilbyder sin Vejledning.Hostr.(Breve fra og til Hostr. (1897).181). Uden nogensinde at ville nedlade sig til at være Cicerone, underviste (Zoega) jævnlig de rejsende i oldkyndighed.ADJørg.Zoega.(1881).91. ArthChrist. KH.217.