Skab-hals, en. (sj. Skabe-. Holb.Stu.I.4). (ænyd. skabhals; fra ty. schabhals, ænht. ogs. schabbehals i bet. 1 og 2; 1. led synes dels at være ty. schaben i bet. “skrabe (penge) til sig”, “puge” (se II. skave), dels ty. schabe, skab (I); i da. er ordet nu (i bet. 3) tilknyttet I. skabe 5.2; om 2. led se I. Hals 7; jf. DSt.1934.180f.) 1) †  gerrig person; gnier. I var alt for Gnieragtig dertil, alt for stoor een Skabhals, alt for Gierig een Luushund. JRPaulli.SB.42. 2) (nu næppe br.) egl.: skabet (1), fnattet person; brugt som skældsord m. ret ubestemt bet.: pjalt; fæhoved; fjols; slyngel; skurk olgn. Har, du Skabhals, icke kundet tage ti par Buxer paa dig, siden jeg væckede dig i Maares. Holb.Jep.I.2. Jeg kand ikke sige, hvilken af jer er den største (slyngel). Jeg siger kun: gaaer hen, og forliger eder, I Skabhalse! sa.Plut.III.11. De, som sige andet, ere nogle Kieltringer, Skabhalse. Lodde.(Skuesp.IV.306). det vilde klæde dem (dvs.: personerne i “Fredmans Epistlar”) meget ilde, om de, tilbringende deres Liv paa Kroer, Kipper og Dandseboder, sad som Skabhalse, der ikke kunde gjøre Besked, og teede sig som Medlemmer af en Maadeholdsforening. Heib.Pros.V.56. jeg (maatte) være en Skabhals, om jeg rørte en Haand for at føre Jer til anden Frihavn, end Galgebakken. Ing.KE.I.122. 3) person, der er skabagtig, affektert ell. har unoder, en løjerlig optræden; ogs. (jf. bet. 2) om dyr, der er uregerligt, gør knuder. Heib.Poet.VI.452. visse Skabhalse blandt de yngre Digtere med deres affektert naturstridige Poesi. Brandes. VII.245. naa din Skabhals (dvs.: om en urolig hest), kan du staa rolig? Gjel.GL.49. et løjerligt Spøgelse var hun liegodt – en rigtig Skabhals. Hun ikke alene gik hen og fik sig en Unge . . men var i det sjældne Tilfælde ogsaa at ha' en Far til den. Lignede det saa noget ikke at ville gifte sig med ham? And Nx.DM.IV.2.