subjektiv, adj. [ˈsubjægˌti^?v] (nu l. br. subjektivisk. JBaden.FrO. Meyer.). adv. -t ell. (nu næppe br.) d. s. (se ndf. l. 64). (af mlat. subjectivus, afl. af subjectum, se Subjekt) 1) (filos.) i skolastisk filosofi: som har virkelig (men for erkendelsen utilgængelig) eksistens; i nyere erkendelsesteori og psykologi: som ikke har eksistens ell. gyldighed i sig selv, men kun i kraft af ell. i forhold til et erkendende subjekt; ofte m. overgang til bet. 2. INMeier.Da.Grammatik.(1843).90. “subjektive Fænomener” er . . alle ydre og indre Fænomener, som ikke kan opleves under de fysiske Iagttagelsesbetingelser. JørgJørgensen. Filos.Forelæsninger.²(1935).432. se videre u. II. objektiv 1.   i særlig anv. som adv. Kunsten og Videnskaben handle om den samme Sag; det er to subjektivt forskellige Forhold til den samme Verden. JLange. Breve.133. en den menneskelige Fornuft vel naturlig men dog kun subjectiv nødvendig Bestræbelse. NTreschow.Indl.187. Kierk. I.108. 2) (fagl. ell. ) som (mere ell. mindre bevidst ell. tilsigtet) er præget af, udtryk for subjektets (den tænkendes ell. talendes) individuelle, personlige opfattelse, fantasi, følelse, interesse osv., uden hensyn til (ell. i strid med) erkendelsens, tænkningens og vurderingens almene principper, de foreliggende (videnskabeligt beviste, sikkert afhjemlede ell. almindeligt antagne) kendsgerninger (jf. personlig 2.1, vilkaarlig samt: Subjectivt er ofte ikke Andet end formeentligt. Naar Nogen siger: det er min subjective Overbeviisning, gjorde han bedre i at sige: dette er min Mening. Ørst.IX.21). Bagges.L.I.V (se u. objektiv 1). Ethvert Menneske kan kun sige hvad der, efter hans subjective Overbeviisning, synes ham at være Sandhed. Birckner.Tr.109. I Videnskaben have subjective Stemninger: Tilbøielighed, Utilbøielighed, Frygt, Haab o. desl. Intet at betyde. RasmNiels.G.I.XXV. den eneste Mulighed for i Behandlingen af et historisk Stof at blive saa objectiv, som det lader sig gjøre, det er at blive tilgavns subjectiv (Brandes.I.405: personlig), i sig selv at føle den forgangne Tids Aand. Brandes.DD.65. det erkjendende Subjekt spørger saaledes vel om Sandheden, men ikke om den subjektive Sandhed, om Tilegnelsens Sandhed. Kierk.VII.11. jf. smst.157. se videre u. II. objektiv 2.   (æstet.) om kunst(værk) ell. kunstner: som søger et individuelt udtryk for sit eget, ejendommelige temperament (i steden for at stræbe efter den mest almengyldige form). Er Mozart udpræget subjektiv i sin Musik? CarlNiels.LM.14.   (jf. Subjekt 5; især med. ell. i psykologisk spr.) dels om oplevelse, fornemmelse, sanseindtryk, der fremkaldes ved en abnorm paavirkning af ell. en sygelig tilstand i organismen: subjektive Lysindtryk. OpfB.¹III.236. der skete noget som han først troede var en Katastrofe i ham selv . . Men det var ikke subjektivt, det var Skibet der var ramt, en Rysten løb gennem det. JVJens.RF.192. Subjective Lyde . . (Susen, Ringen, Hamren etc.), der fornemmes i Øret uden at have nogen lydgivende Aarsag. KliniskOrdbog.(1921).235. dels (i forb. som subjektive symptomer) om symptomer, der (kun) kan fornemmes og konstateres af patienten selv (fx. smerter olgn.). EPontoppidan.Hudsygdommene.(1885).19. Panum.159. 3) (gram.) til Subjekt 3: som staar som subjekt ell. (navnlig:) udtrykker et lignende forhold som subjektet; især i forb. subjektiv genitiv, genitiv, der i forb. m. et vbs. ell. lign. udtrykker det logiske subjekt for verbalbegrebet (fx. “Columbus's opdagelse af Amerika”). LLHammerich. Indl.til ty. grammatik. (1935).48.