hyggelig, adj. [ˈhygəli] (sj. hyglig. Winth.X.112). (sv. hygglig, elskværdig, rar, no. hyggelig, oldn. hyggiligr, forstandig; til I. Hygge; jf. II. hygge) 1) (jf. I. Hygge 1, II. hygge 1) † som viser omsorg (for), anvender (stor) omhu (paa noget); omhyggelig. Moth.H289. *Du gamle Siølund, | Hyggeligt udsøgt | Iblandt Nordens | Bedste Egne. Oehl.L.I.13. *(i hytten) Hvor hyggeligt hun hæged de Søskende smaae. sa.NG.175. 2) (efter oldn. hyggiligr; arkais., sj.) tankefuld. *Hyggelig sad de, | Under Guldhjælmen de knejsed i Sky. Grundtv.PS.III. 92. smst.IV.97. 3) som gør en vel til mode; som virker tiltalende, behagelig; nu især (jf. I. Hygge 2, II. hygge 2): som udbreder en følelse af velvære, velbefindende (ved at sidde lunt inden døre); som er af den beskaffenhed, at man føler sig som hjemme; hjemlig. (især om beskedne, men umiddelbart tiltalende forhold). en hyggelig Dal. Bagges.DV.XI.149. *i en hyggelig Stue, | Midt for det ventende Bord, i en Families Skiød. Oehl.PSkr.I.339. *Hyggelig, rolig, | Gud! er din Bolig. Grundtv.SS.I.140. vi To maae dog endnu have en hyggelig Stund sammen her i Kahytten. Ing.EF. VI.18. et hyggeligt Hverdagsevangelium, som ikke krævede uoverkommelige Opofrelser . . Hun helt forelskede sig i denne Kristendom, der var saa rørende fordringsløs. Pont.LP.VII.12. Det gamle Kongens København var med et Ord . . en overmaade hyggelig By. VilhAnd.FM.173. jf.: hendes . . Ansigt forstak sig paa en indtagende Maade under den hyggelige (dvs.: tækkelige) Hovedbedækning. Blich.II.586.   som adv. *Indret det, om du kan, lidt hyggeligt og luunt. Bagges.III.127. den hyggelig opvarmede Havesal. Ing.EF.VII. 208. det var hyggeligt nær ved os, saa vi kunde gaa ud og ind. Bang.L.176.   i forb. m. nægtelse, om hvad der virker ængstende, giver anledning til frygt: uhyggelig. Schakalen og Hyænen . . der saae ham mindst hyggelige ud. Ing.EF.VI.48. vi foer ind i den lange, mørke Hvælving (dvs.: en tunnel) . . hyggeligt var det ikke. HCAnd.XII.215. Han er . . ikke hyggelig at se paa med sine blaasorte Øjenhuler og den duvende Nakke. Pont.LP.VII.9. (dagl.) m. afsvækket bet.: 300 sider at læse, den er ikke hyggelig! ┆  4) (efter no.-sv.; dagl.) om person: som har et tiltalende væsen, er behagelig at have med at gøre; rar; flink (5). en nordamerikansk Familie, der førte et stort Hus, men hvor Husfruen selv var hyggelig og elskværdig. Goldschm.VI.273. “Naa, Bønderne, de er vist hyggelige i Omgang.” – “Frygtelige: sejge, uforskammede og dumme.” EBrand.O.49. Tante var blevet en hyggelig lille, tyk Gammelmor, der trissede om mellem Linnedskabe og Skuffer. AndNx. DB.146. hun er vældig sød og hyggelig at være sammen med. ERode.(BerlTid.³/₁ 1926.Sønd.1.sp.1).