I. Snelle, en. flt. -r. (vel sideform til Snalle ell. I. Snølle, jf. no. snelde, ten, spole, sv. snälla, snäld (besl. m. sno, Snøre); sml. u. I. Sneller; dial.) om løkke, kurre paa reb, traad (Kværnd.) ell. om spænde ell. (især) et til et spænde hørende, paa remmen anbragt tværbaand, hvorigennem remmens ene ende (efter at være fastgjort i spændet) stikkes; ogs. om den indvendig i støvle fastsyede lap, der dækker aabningen, hvor støvlen er sammensnøret, -hægtet. Moth.S570. Hægtestøvler med Træbunde . . Hægter helt ned, Snelle indv. PolitiE.Kosterbl.²⁸/₇1922.1.sp.1. Feilb. OrdbS.(sjæll.).   om en til pynt paasyet snor, fx. paa kvindehue. UfF.  2 (fisk.) fangstredskab bestående af et stort på skibslønningen fastspændt fiskehjul med en (op til flere hundrede meter) lang nylonline. BerlTid.28/9 1958.33.sp.5. Med snelle er det muligt at fiske helt ned til en dybde af et par hundrede meter. Trap.5 XIV.173.   

II. Snelle, en. se Snerle.

III. Snelle, en. [ˈsnælə] flt. -r. (fra ty. schnelle, til schnellen, se IV. snelle; jf. II. Sneller) 1) (⚔, jæg.) særlig fjeder i aftrækkerapparatet paa haandskydevaaben. Aftrækkerapparatet (dvs.: paa armbrøsten) blev væsentlig forbedret, ja endog forsynet med Snelle. Sal.II.18.   nu især om fjeder paa pistoler og geværer (spec.: jagtrifler), der giver et meget let aftræk. PolitiE.Kosterbl.¹⁶/₁ 1925.3.sp.1. Weismann.Jagt.48. 2) (dial.) d. s. s. Sneppert 2. Aareladning var meget almindelig . . Der blev slaaet Hul med en Snelle, og Blodet blev tappet i en Spølkum. Halleby.187. Hedebo.161.

IV. snelle, v. [ˈsnælə] -ede. (fra ty. schnellen, afl. af schnell, se II. snel; jf. besnelde (u. besnilde)) 1) † bevæge sig, gaa, forløbe hurtigt. Eftersom jeg nu havde frisk god og smuult Vande, saa snellede det saa got for mig, at jeg den anden Eftermiddag Klokken hen mod 3 . . første gang fik Land at see. Robinson.I.38. 2) (⚔, jæg.) spænde (“stikke”) snellen (III.1) paa gevær, pistol. (jeg) fik Riflen snellet. Tretow-Loof.PaaJagt iRumænien.(1904).24. Lydløst snelledes Aftrækkeren, og i næste Øjeblik strøg Kuglen hvislende mod sit Maal. smst.39.

V. snelle, v. se u. I. Sneller.

Snerle, en. [ˈsnɐ̤rlə] (nu dial. Snelle. i bet. 2: JTusch.79. OecMag.VI.284. CReimer.NB.561. AxLange.FP.100). flt. -r. (ænyd. snerle, sv. dial. snärlå, knude, der danner sig paa haardt-tvundet garn, snärel, snor paa bismerhank; til I. Snerre; jf. eng. snarl, snare, løkke, knude) 1) † løkke, kurre paa reb, traad olgn., ell. slynge, strikke til fangst af dyr. VSO.VI.566. 2)  navn paa forsk. planter med slyngende stængel (jf. Jalap(p)esnerle); især (jf. Kravlop, Lammetarm) i flg. anv.:    2.1) (jf. jomfru Maries silkeærme, særk(e-ærmer) (u. Silkeærme 2, Jomfru 2.2), Landløber 3.2, I. Rimpe 2.2, I. Snerre 2.2) om Convolvulus arvensis L., agersnerle (undertiden kaldt den lille snerle. vAph.Nath.VII.423), og om C. (ell. Calystegia) sepium L., gærdesnerle (undertiden kaldt den store snerle. JTusch.65. vAph.Nath.VII. 422); ogs. (bot.) i al alm. om planter af slægten konvolvolus, Convolvulus L., ell. af familien Convolvulaceæ (Snerlefamilien) ell. af ordenen Convolvulales (Snerleordenen). et Gravsted, omslynget af . . den bøielige Snerle og den krybende Vedbende. Birch.II.105. Humleranker og Snerler snoede et Net mellem Træer og Buske. HCAnd.(1919).V.171. *fra Lindeskyggen dufter det og summer, | og Hegnets Snerle lufter Silkesærken. Stuck. SD.68. Snerlens prægtige, tragtformede Krone. Høm.AA.100. Rostr.Flora.I.¹⁴(1925).319. AxLange.FP.100.   i sammenligninger. sejge, ihærdige Naturer, som med Snerlens (Bergs. GF.I.267: Æselets) Taalmod kravle op den ene Vej, naar de ere smidte paa Porten ad den anden. Bergs.GF.³I.194. *(hun) klynger til sin Elsker sig, som til | et ungt og smidigt Rør den slanke Snerle. Drachm.DJ.I.9. *De ser paa hinanden, de favnes som slyngende Snerler. HAhlmann.A.37.    2.2) (jf. I. Snerre 2.3; nu l. br.) en art pileurt, Polygonum Convolvulus L.; snerle-pileurt. JTusch. 177. Rostr.Flora.I.¹⁴(1925).141.    2.3) (dial.) snerre, Galium aparine L. AxLange.FP.101 (Snæle(r)). jf. vAph.(1759).