IV. Skald, et. [sgal'] Høysg.AG.34. (skrevet Skal. se ndf. ogs. Skjald. MDL.484. jf. NvHaven.Orth.156). flt. d. s. (ænyd. skald, skal(l), larm, ry, glda. d. s. (i bet.: larm, stærk lyd), oldn. skall, n., skǫll, f. (jf. flt. skǫll, spot), oht. schal (nht. schall, jf. Schallstykke); besl. m. skælde; jf. Genskald, I. Skald, IV. skalde; nu ikke i rigsspr.) larm af haardt fald, slag, stød olgn.; brag; bulder; skrald; genlyd. Moth.S235. *Blod-Fanen vaier alt, og hør Trompettens Skal! Ew. (1914).II.142 (var. smst.V.368: Skrald). jf.: Det naturlige Sprog . . er i Henseende til Tonen og Skallet ikke andet end en forskiellig Lyd. Fleischer.B.85.

I. Skald, subst. (VSO.: en). [sgal'] (skrevet Skal. Moth.S230. † Skjald. NvHaven. Orth.156). (ænyd. (Viborg(s)) skald; vist egl. sa. ord som IV. Skald i en bet.: larmende munterhed ell. brovten, vrøvlen, jf. oldn. skjal, snak, vrøvl, mnt., mht. schall, larmende munterhed, sus og dus, overmodig pralen olgn.; m. h. t. bet.-udviklingen sml. ænyd., glda. fledie, om en ølsort (fra Samsø; se Kalk.I. 556), egl.: snak, taabelighed; jf. ogs. ænyd. prang-, primskald (Kalk.III.508. Moth.¹P 142.153), om stærkt øl (til prange, prime, prale olgn.); se Rahb.Min.1805.IV.39. MF Ursin.Viborg.(1849).95. og Ranch.Skuespil. 386; muligvis dog til IV. Skald i bet. “larm”, fordi øllet skulde fremkalde maverumlen, opstød olgn. (se Jacobæus.Rejsebog.(udg.1910). 173), sml. ty. ølnavne som (Hallenser) Puff, (Ratzeburger) Rummeldeus (se Rummeldus)   ordet, der ikke synes at have været i (levende) brug et par aarhundreder, er 1937 af et lokalt bryggeri genoptaget som betegnelse for en ølsort) i forb. Viborg skald, betegnelse for en slags (stærkt) øl fra Viborg. Moth.S230. Wadsk.Skuepl.63.

Skalde-, i ssgr. (undertiden skrevet Skalle-. se u. Skalde-nakke, -pande. Skal(d)-. se u. Skalde-munk, -pande, skaldhovedet). (oldn. skalla- (fx. i propr. Skallagrímr)) især af II. Skalle 1 ell. (med tilknytning til) skaldet (1).

I. Skjald, en. [sgjal'] flt. -e ell. (nu næppe br.) -er (Ew.(1914).III.21.101. Oehl. Bidr.I.286) ell. † skjaldre (Moth.S234. Oehl.Bidr.I.259. sa.P.(1809).118. (sa.(1841). II.265: Skialde). sml. ndf. l. 62).   nu næppe br. Skjalder (Wadsk.Skuepl.3. Bie.Fabler. (1765).11. Biehl.DQ.III.12), Skjaldere (Lucopp.(Falst.Ovid.a8^v). LTid.1752.119), Skjaldre (Holb.Orthogr.100), hvortil flt. skjald(e)re (Holb.Paars.20. LTid.1752.118. Ew.(1914). III.241. jf. ovf. l. 56), skjaldrer (Holb.Intr.I. 603. Tychon.Vers.238. Tullin.II.9). Skjaldrer. Moth.S235. LTid.1740.113. Steners. CritBet.11. Suhm.I.32. hertil vel flt. skjaldrere: LTid.1758.135. SkVid.I.123. – nu sj., arkais. Skald. Ew.(1914).V.162. Bagges.I.2. PNSkovgaard.BS.2. Frank. (ForSandhed.I. 115). Oehl.(1831).X,1.82 (sa.(1841).IV.62: Skiald). NMPet.IV.417. jf.: Skald eller Skiald Var tilnàunet af den første poët i danmark, som mand vêd at sige af (dvs.: Hjarne skjald). Moth.S234. flt. -e (Sandvig. Edda.I.Fort.1. TBruun.III.339. Rask.NSO. 82. jf. SvClaus.NM.41) ell. -er (LTid.1744. 508. Ew.(1914).V.162. Suhm.Hist.I.536. jf.: de saa kaldte Skalder, gemeenlig Skialdrer, eller Poëter. Wadsk.Skuepl.62) ell. (nu næppe br.) skaldre (Moth.S234. jf. u. flg. form). – † Skalder, Skaldre. flt. skaldre(r): Reenb. II.6. Holb.Intr.I.604. sa.DNB.155. Ruge. FT.353. † Skaldrer. Moth.S235). (ænyd. skialder, skialdre, skald, skalder, skaldre, skiald (ASVedel.Saxo.(1575).110), glda. skald (GldaKrøn.22.23); vel optaget fra oldn. skald (skáld), n. (i former som Sk(j)aldrer vel med tilknytning til II. skjaldre); af uvis oprindelse, se især Festskr.Feilb.221ff. FJónsson. Den oldnorske litteraturs hist.²I.(1920).329. Arkiv.XXXVIII.95.   j-formerne (Skjald osv.) skyldes maaske indvirkning fra (etymologiserende tilknytning til) III. Skjald, skjalde (se IV. Skald, IV. skalde)) digter i det gamle Norden (i den ældste (historiske) tid); især om (norsk, islandsk) digter, der for længere ell. kortere tid var knyttet til en fyrste ell. anden stormand og digtede kvad om ham og hans bedrifter; m. h. t. nyere forhold brugt (især i 18-19 aarh.; poet., højtid.) om (højtidelig) digter, der har stor naturbegavelse, originalitet, umiddelbarhed, hvis digteriske evne staar i nøje sammenhæng med selve personligheden, og som forstaar at vække, tale til folket ell. henter emner fra Nordens fortid (jf. PEMüll.³ 351ff. HjælpeO. Rønning.G.IV,2.160. Har Niels.VS.102); ogs. (l. br.) m. h. t. forhold uden for Norden ell. (oftest spøg.) om digter i al alm. *Om Helters dierfve Drift lad andre Skialdre tale. Holb.Skiemt)(7^v. *Du, alle Skialdes Gud, og Vittighedens Dommer (dvs.: Apollon). Wess.243. *Camoenernes Yndling, den følende Skiald. Ew.(1914).III.88. *Endt er Regnar Lodbrogs Qvæde; | Gamle Skiald om gamle Nordens | Helte sang for sidste Gang. Oehl.XXXII.232. *Skjalden er af Fugleart . . | Som Fugl i Luften skyder Fart, | Han lukt i Sky sig svinger. Grundtv. PS.VI.381. Menestos, Kongens (dvs.: den græske konge Laomedons) Skjald. PalM.T.personliste. *Og alle de Skjalde, hun skænked Ordets Magt, | de blev om hendes Sæde en stærk og trofast Vagt. Lemb.D.106. *i de lyse Nætter | Stiger Digtet frem fra Skjaldens Bryst. Drachm.D.23. de tre folkelige Skjalde: Grundtvig, Blicher og Ingemann. HBegtr. DF.I.10. *Skade at Skjalden som oftest | segner tidligt i Slaget. JVJens.Di.³36. Derfor synger Skjaldene (1871: Derfor sige de, som tale Ordsprog): “Kom hid til Hesjbon.” 4Mos.21.27(1931). skjaldenes Adam (efter Es. Tegnérs udtr. skaldernas Adam i Vid Magister - promotionen i Lund 1829 (se Tegnér.Samlade skrifter.III.(1848).187)) om Adam Oehlenschläger. Ploug.I.214. Schyberg. DT.113.   som tilnavn, fx. i Hjarne skjald, sagnhistorisk dansk skjald, der som anerkendelse for sit mindekvad om Frode Fredegod blev valgt til konge efter ham. Grundtv.Saxo. II.1. Kong Hjarne Skjald. Gjel.(skuespiltitel. 1893). AOlr.DH.II.267.

Skjalde-, i ssgr. [ˈsgjalə-] (ogs. Skjald-, se Skjald-kvinde, -mø, -skab, -tidende samt u. Skjalde-kunst, -kvad. – † Skjalder-. se u. Skjaldmø. – nu næppe br. Sk(j)aldre-. se u. Skjalde-aare, -digt, -gejst, -kunst, -pen, -sang, -skrift, -tunge, -vis og Skjaldmø. – †  Skald-. se u. Skjaldenavn, Skjald-mø, -skab. † Skalde(r)-. se u. Skjalde-digt, -poesi, -sang). af I. Skjald, især om forhold i det gamle Norden, fx. (foruden de ndf. medtagne) Skjalderemse, -rim, -udtryk, -vers olgn., samt (især hos Grundtv. (og hans efterfølgere) og hos sprogrensere) m. h. t. nyere forhold en del (til ssgr. m. Digter- svarende) ssgr. som Skjalde-aand, -bjerg (dvs.: parnasset. D&H.), -blik, -drot, -gud, -konge, -liv, -løn, -røst, -stamme, -syn, -værk.

II. Skjald, subst. se I. Skald.

III. Skjald, et. se IV. Skald.