Intelligens, en. [entəliˈgæn's, entæ-] flt. (i bet. 2.1) -er. (af lat. intelligentia; l. br. før det 19. aarh., jf.: “Er af fransk. kaldes gemênskab, samkvem, tilhold.” Moth.Conv. I32) 1) evne til at erkende, fatte, forstaa osv., især m. snævrere og mere prægnant bet.: evne til at opfatte rigtigt (og oftest: hurtigt). JBaden.FrO. *Det taler ei for hans Intelligens. Heib.Poet.X.237. Uden de Reiser, hvortil Mme de Staël . . blev tvungen, vilde det have været hende umuligt saaledes at udvide sin Intelligents (Brandes.IV.124: Erkendelsesevne). Brandes.E.169. Intelligensen i Betydningen af, hvad der populært hedder “Forstanden”, vedbliver at være relativt bevaret (dvs.: hos degenererede). KPont.Psychiatr.I.16. Her (dvs.: i “Guldhornene”) er allerede antydet den Modsætning mellem Intelligens og produktiv Natur, som i Aladdin spændes til den dramatiske Kontrast. VilhAnd.G.26. 2)  m. mere konkr. bet.    2.1) om den enkelte (især: rigt udrustede) person: (forstands)-begavelse. (i brevene mellem Frederik den Store og Voltaire) lægger to stærke Intelligenser sig for Dagen. Brandes.Volt.I.337. det har været mig en sand Glæde . . at have vekslet Tanker med en saa fremragende Intelligens. SvLa.HS.80. Aleksandersen, Byens højeste Intelligens. Bergstedt.A.12.      2.2) (nu især iron.) koll., om en gruppe ell. klasse personer, der er indehavere af den højere viden ell. dannelse. der sikredes “Intelligensen” Overtaget, saa at Bondestanden kun skulde være Relief for de Intelligentes Optræden paa Tinge. Birkedal.O.I.83. 2.2 (1927: nu især iron. senere, og vist ogs. i 1920'erne, overvejende neutralt).    (jf. Intelligenser S ). ældre o.a.: Fædrel.18/5 1853.1.sp.2. Jacob Salomon hørte til det yngre Kuld af jødisk Forretningsintelligens . Nathans.HD.II.30. Kirken .. maatte miste Taget i Intelligensen. JacPaludan.Aaret rundt.(1929).133. den unge Intelligens maa søge ud til Folket og forene sig med det. AndNx.Br.III.35(år 1937 ).