I. Blak, en. [blag] uden flt. (glda. d. s. i bet. 1, oldn. blakkr, egl. blakket dvs.: lysfarvet hest; jf. I. Blakke)  1) (foræld. og poet.) (blakket) hest. Ing.VS.I.139. *Ridende paa sin Blak i hurtigt Trav.Recke.KM.79.    † (talem.) at ride paa Blak Skinneben (Blank-Skindebeen.TBruun.VII.157), gaa til fods. Moth. B204. Grundtv.Snorre.I.95.II.126. sa.PS.IV. 541. 2) † propr.; kun i talem. ride paa Blaks hest, bære sig underfundigt ad (jf. I. Blakke 2, blakket 1). Moth.B204. VSO. ride Blaks hest af gaarde, faa sin velfortjente straf for falskhed. smst. 3) † falsk, underfundig person (jf. III. blak 2). smst.1 hest. farvel, blak! (jf. god nat, Ole / Nat 3.1 ) i folkeligt spr. som udtr. for at det går galt. farvel, Blak! (replik idet vognen farer over grøften). Kronborg.Hestehandlerhistorier.(1897).8. farvel, blak! sagde min mor (som havde sjællandsk mor) når hun i kortspil vovede et højt kort men fik det stukket over. Bom.(OrdbS., erindring ca. 1925ff.).    talem. ride på blak skinneben ell. blank skinneben ( VSO.V.R114. Aarestr.SS.IV.176).   

  II. Blak, en. [blag] (jf. dial. blak, blækklat. Feilb. Esp.416; l. br.) plet. ude over Markerne hvilede hist og her en hvid Blak.JVJens.FD.1.JVJens.FD.1( om en plet med blomster ).   

III. † blak, adj. (ænyd. blak, blakket, blegfarvet, oldn. blakkr, eng. ty. blank, se blank; jf. blakket) 1) gulbrun. vAph.(1759). 2) (overf.) falsk; underfundig (jf. I. Blak 3). En blak mand, ven.Moth.B204.

IV. Blak, en. (jf. sv. dial. blakka, flad sten på havbunden, nær vandoverfladen, samt (m)ht. blach, flad; kun kendt i stednavne; jf. I.Flak 1.2)
stor sten; lille holm; skær. 1694ff.(SøkortStedn.109.156). 1755.(Stedn.I.34). Stedn.X.152.

V. Blak, et. se Blæk S.