Bengel, en. [ˈbæɳ'(ə)l] flt. bengler, (sj.) bengle (Bagges.III.165). (ænyd. d. s.; fra nt. ell. hty. bengel, egl.: knippel, stok, jf. bang, II. banke; m. h. t. bet.-udviklingen jf. Knippel, Prygl) 1) (bogtr.) vægtstang paa haandpressen; pressebengel. VSO.I. 226. OpfB.¹I.449. 2) (dagl., nu l. br.) især som skældsord: ubehøvlet (og doven) opløben dreng ell. ung mand; døgenigt; lømmel; slubbert. skielde dem alle for nogle grove Bengler. Ew.VI.189. *Og spør saa Sanct Peder: “Hvad Godt har du giort?” | Svarer jeg Schweizeren: “Ikke stort! | Men hvad har de andre Bengler da giort?” Oehl.SH. 19. dovne Bengler tilhobe. Ikke en eneste af dem er bleven til Noget. Schand.SB.98. Endnu Ingen at se. (Ser paa sit Uhr.) Halvni, saa maa han da for Pokker snart – hvis ikke Benglen er dumpet ned hos vore Veninder i Brogade. Gjel.HV.10.   ofte (spøg.) som mods. til Engel: Bagges.III. 165. *fordi | Man skriver Digte, som en Bengel, | Man paa en sindig Prosa-Sti | Kan tee sig siden som en Engel. Hrz.D.III.23. Bøgh.D.II.54. jf. (som tiltale til en kvinde): “Giv dig tilfreds min Engel! Du skal finde i mig en troe og kydsk Hustrue.” – “For Utroeskab er jeg ikke bange min Bengel.” Holb.Usynl.III.5.