II. Raadne, en. (ogs. Rødne). flt. -r. (vist (m. tilknytning til I. Raadne, III. raadne) fra nt. ronne, rönn mfl., mnt. rönne, runne, rende, kanal, jf. glda. rundt, røndh, rende, vandløb; besl. m. Rende; ikke i rigsspr.) grøft, (mudder)kanal i eng, marsk, mose olgn. tvende Raadner (Rødner i Almuesproget), for brede til at springe over, gjorde det nødvendigt at lægge Fjæl fra Tue til Tue. Blich.(1920).XXX.238. smst. 240.

I. Rødne, en. (vist dannet som vbs. til III. rødne, jf. dog ænyd. rødne, rødhed, glda. rødhnæ, brand i korn (5Mos.28.42(GldaBib.)), samt sv. † rodne (jf. sv. rodnad), der er sa. ord som glda. rødme, fsv. rodme (se I. Rødme); jf. I. Røde; dial.) i forb. staa i rødne, om korn: staa i røde rader (se I. Rad 1.2). OrdbS.(sjæll.).

II. Rødne, en. se II. Raadne.

III. rødne, v. [ˈrøðnə, l. br. ˈrø·ðnə] -ede. imp. (l. br., undgaas som regel ved omskrivning) rødn (Rich.II.140). vbs. jf. I. Rødning. (ænyd. d. s. i bet. 1.2 (Kalk.III.650. DgF.II.347. DaViser.nr.197B.7), sv. † rödna (sv. dial. rönna), no. rødne (no. dial. raudna, raunna), jf. sv. rodna, oldn. roðna; til IV. rød; jf. III. røde, II. rødme samt I. Rødne) 1) (især poet., højtid., dog endnu i dial. (i bet. 1.1: Thorsen.168; i bet. 1.1-2: Esp.281); jf.: “høist sielden”. MO. “sjeld.” Levin.) intr.: d. s. s. II. rødme 1.    1.1) d. s. s. II. rødme 1.1. vAph.(1759).371. Ved Brændingen sortne eller rødne de Kalkstene, som holde Jern. VSO. Thorsen.168.   blive rød af blod. *Brudgommen væltede sig i sit Blod | Paa de rødnende Trin. Staffeldt.D.I.195. *et Folk . . | som rødned saa tidt af sit eget Blod. LCNiels.Va.115.   om (morgen- ell. aften-)solens lys. *Da hælded Solen til Havets Bryst, | Og rundtom rødnede Luft og Kyst. Staffeldt.D.II.3. Fleuron.K.17. Esp.281.   (jf. I. Rødning) om planter (blomster, frugter). PEMüll.³247. Sletternes Græs rødnede mod Høst. Jørg.LT.48. *den bærfyldte, rødnende Røn. Aakj.VVF.36.    1.2) (jf.: rødne bruges aldrig om Mennesker. PEMüll.³247) om person: rødme (II.1.2). Comtessen blev bestyrtset, og rødnede ved denne Declaration. Paus. CU.I.26. Esp.281. 2) (jf. III. røde 1, II. rødme 2) trans.: farve, gøre rød; spec. i flg. anv.:    2.1) (fagl.) om kemisk reaktion, hvorved noget rødfarves. (klorbrinte) rødner ikke tørt blaat Lakmospapir. SMJørg.KemiensGrundbegreber.(1902). 118. de fik Mælken i “Glasset”, Vandet dampede, Syren rødnede Fedtet. Fleuron.KO.215.    2.2) (poet., højtid. og arkais.) om blod: farve noget rødt; ogs. m. subj.-skifte: farve med blod; i videre anv.: udgyde blod. *Arabens Blod det (dvs.: sværdet) rødner. Ing.DD.II.234. *det store Stævne (dvs.: slaget), | der rødned Kjøgebugt. Ploug.II.166. jf. Lagen sp. 208⁴⁸: *hvorfor løb jeg ej med draget Sværd | Til Sengen ind og rødned hvide Lagen? Grundtv. PS.II.320.   oversmøre, -stænke med blod ved ofring. NMPet.DH.I.173. til Odin ofrede Hejdrek Kong Harald og hans Sønner . . og rødnede “Stallen” med deres Blod. HenryPet. NG.90.   rødne od og æg olgn. (efter oldn. rjóða odd eða egg, jf. æda. rythæ od oc æg (DGL.V.109); sj.) udgyde blod. *Dig har jeg lovet | brat at forlade, | om ej paa Sigurd | du rødned Od. Gjel.Br.243. (han) rødnede sit Sværd i Kvindeblod og dræbte grumt Mødre og Børn. WinkelHorn.Overs.afSaxo.I.(1898). 286. (jeg) rødnede ej Odd eller Egg, hvor Thorvald Krok fik Bane. Kyrre.(IslSagaer. III.212).    2.3) (poet., højtid.) om solens lys. Aftensolen rødner de hvide Klitter. ThomLa. RomantiskeSkildringer.(1872).67. Gryet . . begynder at rødne Himlen. Aakj.HV.76. jf.: *Aftenrødnet (ty. orig.: Abendglutumröthet) dukker | Lærken i sin Dal. Aarestr.SS.V.265.    2.4) (jf. bet. 1.2; , især poet., højtid.) m. h. t. huden, især paa kinderne: gøre rød, rødmosset. *lune Vinde tørre Taaren | Og rødne Kinden, som var hvid. Winth.XI.68. *Længsel . . har rødnet din Kind. Aakj.SV.I.81. jf. bet. 3: De smilte begge over de af Sæbe og Gnidning let rødnede Ansigter. Skovrøy.LM. 94. 3) (sj.) i pass. som dep.: d. s. s. II. rødme 3. *Æblet rødnes i Hast bag Løvet. Aakj.BT.9.   om person. Hand kunde self aldrig tencke derpaa, uden hand rødnedes af bluefærdighed derofver. Dumetius.III.65a.

IV. rødne, v. [ˈrøðnə] (dial., i bet. 1: rønne. Aagaard.Thye.(1802).97.107. MDL. 463. jf. Feilb. u. rådne). -ede. vbs. jf. II. Rødning. (ænyd. rødne (rynde, rønne) i bet. 1-2; vist udviklet af III. raadne (jf. Kort.38. 179), sml. ænyd. og dial. rødne, raaddenskab (Kalk.III.609. Feilb.III.119); sml. IV. røde) 1) (dial.) intr.: gaa i forraadnelse; raadne (III.1). MDL.463. Esp.280. Feilb. (u. rådne).   spec. om græstørv olgn.: skørne. Aagaard. Thye.(1802).107. 2) (jf. III. raadne 3; fagl.) m. h. t. hør, hamp: d. s. s. IV. røde 1. VSO. Warm.Bot.259. Hannover.Tekstil.I.95.