Hoffærd,2 II. Hof-færd, en. (glda. d. s. ell. høg-, høy-, høfferd, sv. högfärd, fsv. högfærdh, hoghfærþ, jf. oldn. hofferð, pragtfuldt optog; efter mnt. hochvart, se Hoffart; nu kun arkais., sj.) d. s. s. -færdighed (jf. -fart). Hørt vi have om . . Moabs Stolthed, Om dets Hoffærd. Monrad.Overs.afEsaias.(1865).65. Vis mere +
hoffærde hof-færde, v. († hovfærdige. Moth.H285). (ænyd. d. s., glda. høg-, høwfærdes, høghfærduges, sv. högfärdas; til II. -færd; nu kun arkais., sj.) refl. ell. i pass.: være stolt, hovmodig; hovmode sig (jf. -arte). Høysg.S. 224. *du (vil) heller ej hoffærde dig, hvis Nogen du | I Haandkraft eller Rigdoms Fylde overgaar. Dorph.Sofokles.301. (høj-. al den Stund det vorder menigt, at Skalke skal drive deres Spil, som dem lyster, vil de højfærde sig og tro, at Retten ligger under Bænkene. Breum.FS.144). Vis mere +