II. Nævn, et. [næu'n] flt. d. s. (nydann. til nævne 1.2; jf. oldn. nefnd, benævnelse; sml. I. Nævn; sprogv., sj.) benævnelse; betegnelse; især: personbetegnelse af appellativisk art (jf. Nævne-navn 2, -ord). LJac.KvM.2.benævnelse. Fællesgottonske er .. kønsnævn som karl og mø. Skautrup.SprH.I.69.