I. Skænde, en. [ˈsgænə] (ænyd. sk(i)ende olgn., skade, skam, skændsel (Kalk. III.763), jf. glda. skiendhæ, som skældsord til en djævel (Brandt.RD.I.158. sml. smst. II.256), mht. schende; til II. skænde; nu kun dial.) forringelse; fordærvelse; ødelæggelse; knæk; ogs.: lyde; skade; skavank; ofte i forb. faa en skænde, blive fordærvet, ødelagt; faa en skavank. Krigsfolcket (havde nær) faaet deres Skiænde af Blødhed og Løsagtighed. Wing.Curt.418. Hvad er det vel andet som har foraarsaget Spanien sin Skiende og Undergang . . end Indiens finding. LTid.1726.456. Der fik han sin Skænde dvs.: hans Svaghed eller Ulykke kommer derfra. VSO. Feilb. BornhOS.   (jf. u. Skavank 1) i spøg. ell. eufem. udtr. *Hvor torde jeg mig vende | Til Sengen, der, min gode Mand! | Du veedst, jeg fik min Skænde (dvs.: blev besvangret)? Reenb.II.207. *(han) gav min stakkels Krop sin (dvs.: dens) allersidste Skænde (dvs.: dræbte mig). AlbThura.Betænkn.D1^r.