Skændsel, en. [ˈsgæn's(ə)l] flt. skændsler. (glda. skænsel; til II. skænde; jf. Skændelse samt Skand- 1) 1) (jf. II. skænde 1; især ) det forhold, at en person ved andres ell. sin egen adfærd (tale, handling osv.) bringes i ell. er i en saadan tilstand, at andre ell. vedk. selv finder det i høj grad utilbørligt, vanærende, nedværdigende olgn.; høj grad af skam, vanære (jf. PEMüll.³372). forkynd dem mit blodige Forsæt at hevne den Spot og Skiendsel mit Huus er vederfaret. Holb.Ul.V.3. Iblant Forrædere staaer hans Navn merket med dobbelt Skiendsel. Vogelius.Lovt.44. Hans Navn skal mindes med Skjændsel igjennem Tiderne. Hauch.MS.71. hun blev frugtsommelig og fødte en Søn; og hun sagde: “Gud har borttaget min Skændsel” (1871: Forsmædelse). 1Mos.30.23 (1931).   (jf. u. II. skænde 1.1) om voldtagne ell. forførte kvinders skam, vanære. *de have svoret | Til Skændsel at hengive alle Møer. Rahb.Jd'A.14. *Min Ære svandt, min Skiændsel blev tilbage. Oehl.XXX.132. (jeg) skulde finde min Datter i Nød og Elendighed, given til Pris for Skjændsel og Prostitution. Chievitz.FG.233.   i forb. bringe skændsel over. (han) anklagede sin Søn for . . at have bragt Ulykke og Skjændsel over ham og sig selv. Gylb.XII.60. Husets Datter havde bragt . . Skjændsel over Familien. Schand.BS.155.   i videre anv., om adfærd, optræden ell. forhold olgn., som er (i høj grad) utilbørlig(t), vanærende, beskæmmende (for nogen). Landet skal ikke bedrive Horeri, saa at Landet bliver fuldt af Skjændsel (1931: fyldes med Utugt). 3Mos.19.29. Vestmar og Kols Sønner vare unge og frække . . og overlode sig til alle de Skiændsler, som Hofmænd, drukne af Herre-Gunst, kunne falde til. Suhm.Hist.I.212. en Kvinde maa ikke stille sig hen for et Dyr til kønslig Omgang; det er en Skændsel (1871: en Skjændighed). 3Mos.18.23(1931).   ( ell. bibl.) billedl., om person. en Skamplet og Skændsel (Chr.VI: lastere; 1907: Skændselsmennesker) ere de (dvs.: falske profeter). 2Pet.2.13. om Ba'al: Skjændsel (Chr.VI: beskæmmelse; 1931: Skændselen) haver fortæret vore Fædres Arbeide. Jer.3.24. smst.11.13(Chr.VI: den skammelige afgud). 2) (dial.) til II. skænde 4: det at skændes; skænderi. Derover kom de i “Skændsel” paa Kirkegaarden. JySaml. 3R.VI.341.