Smøger, en. (ænyd. (tobacks)smøger(e), nt. smöker, hty. schmaucher; til III. smøge) 1) (til III. smøge 2; nu sj.; jf. “skæmtviis.” VSO.) person, der ryger, er forfalden til tobaksrygning; ryger (I.2). vAph.(1764). Oehl.XXII.103. D&H. jf. Tobakssmøger samt Knastersmøger (Prahl.BJ.9). 2) (til III. smøge 3; nu næppe br.) om hvad der udsender røg; brander (1) olgn. Samme Tid var og med Skibet nogle Smøgere, det var gamle Skiberum, som var fyldte med Skurtørv, Svovl og andet Tøj, som hæslig kunde røge. Cit.1715.(JySaml.II.13).