Solbær, et ell. (sj. uden for jy., se Feilb.) en (Moth.S594. se ogs. bet. 3). [ˈso·lˌbɐ̤r] flt. d. s. (ænyd., no. d. s., nt. (slesvigsk) solter-ber (soll(er)-, solt(e)-, saal-, salde(r)-ber), nord.-fris. sol(le)-bai, -ber, ty. † sohlbeere; 1. led er muligvis no. dial. sal, mat, uklar, isl. sölur, bleggul, gusten (jf. (?) run. sǫlva, se TfF.4R.I.16), eng. sallow, oht. salo, smudsig, sort, maaske besl. m. Søle; sml. Solsort; navnet i saa fald p. gr. af bærrenes farve; jf. Gigt-, Ol-, Ølbær) 1) det sorte, spiselige bær af Ribes nigrum L. Moth. S594. De sorte Ribs kaldes ellers Soel-Bær. HaveD.(1762).271. de Solbær, som har været paa Brændevin, dem, som jeg hældte ud i Morges. Schand.IF.311. NutidsMad.²(1936). 364.381.383. 2)  (den almindeligt dyrkede) busk af ribsfamilien, Ribes nigrum L. JTusch.220.334. Solbær findes hist og her vildtvoksende i Danmark. MentzO.Bill.223. jf. Solbærbrændevin osv.: *planter Solbær paa den Plet, | Der gjemmer Vennens (dvs.: en drankers) Støv. Bagger.II.471. 3) (vel forkortelse for Solbærrom; sml. Bær 2.2; sj.) om (glas, snaps af) solbærrom. “gi' mig saa en Solbær da, hi!” – “Hæ –” sagde Madammen. Men hun rejste sig alligevel og hentede Solbærren. Wied.LH.13.