Ud-færd, en. flt. (l. br.) -er (AntAnd.L.60). (ænyd. d. s., glda. vdfærdh (Fragm.182) og vdferdh, utfærdh, ogs. i bet.: begravelse, oldn. útferð; jf. -fart 1; især arkais. ell. hos sprogrensere) færd, tur ell. rejse ud fra et sted (hjemstedet); udtur; udrejse; ogs.: rejse ud fra hjemlandet til fremmede egne, (krigs)togt til fremmed land olgn. Rahb.NF.I.153 (oldn. orig.: útanferð). De kjørte da med hende ud af Staden og gjennem en stor Skov . . Den unge Ridder saa' fra sit Herberge Prinsessens Udfærd. Sv Grundtv.DF.I.87. Samtidig med den krigeriske Udfærd i Vest og Syd gjorde Nordmændene en fredelig Landvinding. RJ Holm.Danmarks Hist.I.(1884).23. Jeg havde . . altid min Botaniserkasse med mig . . Ved Udfærden pakket fuld med Smørrebrød, ved Hjemturen fyldt af . . grønne Planter. Aakj. DK.107.