StorStor, to. (isl stórr) 1) i nuv. bet.; æth storth haff ... æth storth wadhcn. Luc 44; monghe becke oc smaa gøre een stoor aa. PL I. nr. 38, 446 (ovf. III. 778 a29); giffuer witnessbyrd buode sma oc store. ApG 2622 (1524, CP, 1550; 1607: liden oc stor); Ps 2511 (ovf. III. 101 a13, FV og flgd. overs.); Etym 521 (u. ingens), 688 (u. luculentus), 705 (u. magnus), 1171 (u. insignis). – den s. finger ɔ: midtfingeren; den store finger, langmand. Etym 395. – s. Hanse(r), se Hans; hynæ stoeræ, høyæ Hansser. T 26; – der saffnedis mange store Hanse. HWR 9 (rimord: dantze); – at desse store Hansen wille bestyrcke saadane steder. PE 157 (ht flt.). – s. hundrede, se ovf. II. 297 b25 ff. – s. ord (sv stora ord) ɔ: hovmodige (pralende) ord; øøll gører sthoræ ordh. PL I. no. 143, 1060; Etym 129 (u. ampulla), 422 (= elata verba), 577 (u. jactantia); Steph II. 101, 672; store oord side ej fast i halsen. PSO I. 187, 297; Endnu brugeligt. Jf Fritzner2 III. 569 b2; storordet ndf. – s. penninge ɔ: mange penge; haffde vundet store penninge. Hvf I. 96; M. Endnu brugeligt. Jf t grosses geld, l magna pecunia. 2) stærk, skarp; robte Poueld met en stuor røst oc sagde. ApG 1628 (1524, 1607, 1647); en svare stor vinter. Afskr 59; Etym 4 (u. acer). – 2 g; vtrække seg til longt større thing. HS 15335, 31 (ovf. II. 795 a26); thet ær ey skam, at then mijnne wijghe then større. PL I. nr. 137; – størrere skal thiænæ myndre. ÆB 1 Msb 2523 (1607: den større); han kwngiorde synæ brødre sin drøm, hwilkæn sag war størere hatz sæth. sst. 375; wyste thy icke pa thenne thydh adh giøre etters k. matt. størrer hyelp (1543). GhA IV. 246. Jf ovf. III. 68 b38. – ældre; spør thine størrer oc the skulle seyie theg. HS 976 (= l majores tuos. udg. 1724 174). Jf hug-, overs. – Som bio. (isl stórum) stærkt, rigt; met sine mange hunde oc folck oc store vdflydt til jagt. KP gg 7v. Stor, to. 1) – den s. død ɔ: pesten; indtil den store eller sorte død anno 1350. ClN 76. Jf ovf. V. 198 a54. – s. mil; 16 store mile nær Oslo (1531, Fr Jessen); jf ovf. III. 89 a29. – Hvf II. 34 (ovf. u. afskatte); sellies for store penning (1601). NkS 351d (4°) j 6. – 2 g; HS 17031 (ovf. II. 40 a44); – 8410 (ovf. III. 662 b11); jf Varming § 289. – største; paa stur(e?) lengden 67 allen (1694). KD III. 802. Som bio.; VdPs e 1v (ovf. V. 946 b6). Jf bjærge- (V. 428 a48), meds. (III. 52 b40).Storagtet, to. højt æret; vil oc være storactet. HWR 196.Storagtig, to. = storagtet; paa det at de allene hoss herrene kunde vere storactege oc haffue regementet. HWR 15b (= nt groth geachtet. udg. 1549 14v). Jf agtig.Storagtig, to. 2) (svd storakti(g)) i nuv. bet.; nogre offwer ordt storachtige løgner. Gensv nn 2; Wegener 237 not 8 (ovf. V. 460 a43); Etym 1071 (ovf. IV. 149 b2).Storblad, no. tussilago, petasitis. M. Jf ovf. II. 273 a5. Storebo(di)l, no. en svær kvinde. M. Jf FeilbO: Bodil.Storbrystet, to. højbrystet; Etym 710 (u. mammosus), 889 (u. pectorosus); NL 836, 1198; M.Storbuget, to. havende stor bug; Etym 1406 (u. ventriosus); NL 2014; M.Storbyrdig, to. (isl stórburƀugr) værende af høj byrd; slig en ypperlig oc storbyrdig mands graff. ClS 507; far vel storbyrdig dronning (1685). DS2 VI. 206; stor byrdig dronning maa ieg med en liden vise dit konge røgte prise. sst. 215. Jf byrdig (u. burd).Stordreng, no. ældre (højere stående) tjener; HO stordreng. DM V. 209. Svd stordräng = forkarl. Jf smådreng.Storeg, no. et slags eg. M (= æsculus). Jf Steph I. 170 b: esculus, stor eeg, som haver større blade, end allmindelig eeg haver. De nærmere bestemmelser synes at passe til quercus prinus (jf Nemn II. 1105), men denne kendes nok ikke fra den gl. verden, hvor aesculus omtales, jf Nemn I. 95. Æsc. bruges nu om hestekastanien (jf JT 5), men denne fandtes vist ikke så tidlig i Dmrk.Storeformange, no. fk. brok. M. Storgøre, go. prise, ophøje; - (1497) se ovf. II. 366 b28; myn siel stuorgiør herren. Luk 146 (1524); Jesu herres naffn stuorgiordes. ApG 1920 (1524). Storgøre, go. 2) gøre stor; stuor gøre theris cleders bremme. Matt 235 (1524, jf ovf. IV. 312 b18).Storhjærtet, to. 1) højsindet; CPV (ovf. II. 350 a34); M; jeg er alt for mandig og storhiertet til, at jeg skulde vægre mig for noget slag. Holb, Ul. v. Ith. A 3, S 4. 2) hovmodig; han haffuer inthet høygt mod eller er ij noger maade storhiærtet, men kommer sachtmodig. TVd 8v; M. Storhjærtig, to. = storhjærtet 2); bliffuer der aff stolt oc storhiertig. HWR 96 (= nt hofferdich. udg. 1549 86v).Storhjærtig, to. 2) = storhjærtet 1); den storhiertige oc meget mandelige Hercules. Nør-Nissom, Husz-Speyel i 6.Storhob, no. stor klynge; utallige aal udi storhobe tilsammen vicklede. Holst VIII. 29. Storhoved, no. 1) menneske med stort hoved; Etym 174 (ovf. II. 536 b17); Werner I. 455. 2) selvklogt menneske; stoorhoffuet, der vill gaa effter sit hoffuet allenniste. Etym 174 (u. capito).Storhove(de)t, to. 1) havende stort hoved; Raun 57 (ovf. III. 712 a53-54). 2) selvklog, indbildsk; han (ɔ: Gud) bruger sin wold oc styrcke de stolte oc storhowede til forderfuelse. TSd 155.Storhu(g)et, to. (fsv storhughaþ;er) modig; ware fromme, køne oc storhughede som the menniske, ther ikke ræddhes døthen. KhS V. 444; M. Storkroppet, to. havende stor krop; ComD § 278 (ovf. IV. 13 b1).Storkroppet, to.; gutturosus, stoer kropet menniske. Etym 545-6.Storkroppig, to. = storkroppet; stoorkroppig, lufte-vildt, enhiørningen paa ioore. Hex 214.Storku(gg)et, to. havende stor kønsdel. M. Jf kug.Storkål, no. grønlangkål. M. Jf MbD; Thors* 178. Storkæftet, to. havende stor mund. M.Storlasse, no. overmodigt menneske; arrogans, som giør sig alt for stor, storlasse, ærgierig, storactig. Etym 1071; Steph I. 293 (u. thraso); at opblæse munden er et tegn til hofferdighed, hører en til, som giør storlasse aff sig. ErB b 3v; storlasse, en stolt og obblæst aand. PSO II. 119; – hand staar her og giør sig til Stoor-Las. Lærde Tid 1738 388; M. Jf Lasse.Storlem(men)hed, no. svær bygning i lemmerne; huad ellers kempernis storlemhed, styrcke oc anden vilkaar berører. VdV indl a 3 (= storlemmenhed. PSV 2). Jf n storlimad.Storlivet, to. = storkroppet; Steph I. 251 a (u. corpulentus); M.Stormodig, to. (n stormodig) 1) modig (højsindet?); hand vaar liden aff vext, men stormodig oc forstandig. Hvf VII. 111; paa legemlig skickelse en lau mand, dog stormodig oc prectig. HvfB z 4; magnanimus, stoermodig, modig. Etym 62; du giør stoormodigt, u-forsagt det aller-blødist' hierte. Hex 256. 2) overmodig; børn, som fødis i denne maaned (ɔ: marts), blifve stormodige, køne oc misstenckelige. HK b 2; haffuer værit nogit stormodig i sig selff oc kast den rommersk gesant vnder øyen. SkP 321; det ere de stolte, de stoermodige. BT II. 210, 103; lad comendanten Haar paa svensk stormodig pucke. GJ 14; nogle stolte, hoffærdige stormodige slyngler. Besl 2.Stormodighed, no. 1) mod; MP 211 (u. magnanimitas); Etym 62; Steph I. 259 b; Alexanders stormodighed og styrcke. Curtius 7. 2) højsindethed; Steph I. 77 a (u. magnitudo animi); vi skulde med stoermodighed dømme om høye oc stoere ting. BT III. 151 (= l magno animo). Stormægtig, to. (sv stormäktig) meget mægtig; der iomfru Maria hørde, at hun skulde vere saadan en stormectig herris moder. TdmU f 8v; vdi denne stad haffuer den stormectige konning A hafft sin kongelig hofflæger. Bunt* I. 454. – som titel; den stormectige, høybaarne første, herr Frederich. Hvf VII. 281; den stormectige konning. sst. 314; stormectige konning Friderichs sendebud. Hvf VIII. 164. – især i 3 g; stormectze hogborne fürstis heer Cristians beffalingh (1551). VSS VII. 95; stormectigste herre, vor kiere fæderne lands fader. VdS fort 30; stormectigste herre oc høybaarne første. Rch 6; den stormectigstis, høybaarne førstis vdskriffuelse. Hvf VII. 297; dend stormæctigste konning Christian dend Fembte. Pros a 2. Jf ovf. II. 351 b26 ff.Stormægtighed, no. magt; den kongelig dygd, retfærdighed, stormectighed, fromhed. Hvf VII 282. – (fsv stormäktoghet) som titel; eders stormectigheds høybaarne førstinde. Mariager dedik b 2v; eders kongelige stormectighed. sst. b 7v. Jf ovf. II. 351 b39 ff.Storordet, to. (isl stórorƀr) stortalende; magniloqvus. stortalende, storordet. Etym 682; M. Jf store ord (u. stor).Storrygtet, to. havende stort ry; SmdH 12 (ovf. I. till 31 a6). Jf rygtet (III. 623 a52).Storrådig, to. dristig, vidt stræbende; som vaar liden oc ringe vdi aar oc alder, men storraadig oc mandelig vdi hu oc hierte. VdS 314; en stoorraadig og meget modig mand. VdSv 190; hand var en stoorraadige mand og toog ikke en ringe ulykke til fare. VdSv 197. Synes i æ Dsk eget for Vedel, men jf VSO. Jf isl stórráƀr.Storrådighed, no. dristighed; modighed oc storraadighed vdi biscop Absalon. VdS 461 i r.Storsindet, to. (sv storsint) dristig, stolt; Kalffs hustru var storsindet oc opregnede offte for hannem den skade, hun haffde faaet aff kong Olaff. ClS 287 (= isl skapstór. Jónssons udg. II. 425); hun var deilig, stolt oc storsindet. sst. 588; M.Storsindig, to. = storsindet; enten en er hidsig oc stoersindig, eller oc kold oc uden moed oc mandelighed. BT II. 76 (= l fervidi ingenii).Storsindighed, no. dristighed, fasthed; det er icke stoersindighed, det er grumhed. BT II. 35; hvor (blifver) din stoersindighed? kand saa ringe en ting bekymre dig. BT III. 312; (= l magnitudo); M.Storskrydere, no. storpraler; stoor-skrydere troes ej meget. PSO I. 187; M.Storslægtet, to. (sv storslägtad) havende høj slægt; i ere saa mectig oc storslectet i landet, at kongen kand ingen skade giøre eder. ClS 205. Jf slægtet.Stortalen(de), to. pralende; cothurnatus, stor talende. Etym 255, 492 (u. fulminaster), 682 (u. grandiloqvus); – stoertalen. sst. 577 (u. jactans). Endnu brugeligt. Stortalende, to.; VdS 38 (ovf. II. 250 b50); Heg 113 (ovf. u. forbuffe); ArøbT 154 (ovf. V. 377 b17). Stortalenhed, no. ordpragt, blomstrende tale; VdS 82 (ovf. II. 867 b19); Suhm I. 2. 151 (ovf. u. forhåven = VdSv fort b 5v-6). Jf talen(d)hed.Stortalenhed, no.; der bliver ingen veltalendes Cicero ved stortalenhed. HørnB (u. å.) II. 13. Stortallig, to. talrig; Etym 827 (u. numerosos).Stortarm, no. (sv stortarm) tyktarm. M; vAph I. 668 a.Stortændet, to. (n stortent) havende store tænder; Etym 298 (u. dentatus); Werner II. 626.Stortærende, to. meget spisende. M. Storvant, to. forvænt. M.Storvinter, no. hård vinter. M. Jf stor 2). Storådig, to. = stortærende. M. Jf ådig.Storåndet, to. hovmodig, indbildsk; hijne falske, storr aandede Phariseer giøre seg sielff til mestere. TVd 22.Storædere, no. (sv storätare) frådser. M.Storhed, no. (fsv storhet) 1) størrelse; aff storhed oc deylighed oc creature skues deris skabere. Visd 135 (1607, 1647; gr ἐκ μεγέθους); statura, modus corporis humani, it menniskis stoerhed. Etym 1233); M; et afguds billede i storhed af meere end en mands længde. Holb Dmhst I. 233. 2) efter nuv. brug; huilcken der er hans krafftis offueruettis storhed. Ef 119 (1550, 1647); Etym 55 (u. amplitudo), 707 (u. majestas). Storlige(n), bio. (isl stórliga) meget, særdeles; tha helær thæt storlekæ wæl. AM 187 797; – vor bøn er saa meget god oc storlige nyttelig. TdmU p 1v; PlSk a 5 (ovf. u. behov); mig angrer storlig al min synd. HWR 63; KB I. 73 (ovf. II. 765 b11); – kongen forundrede storligen, huor S skulde vere. VdS 376; Etym 389 (u. mirifice), 539 (u. graviter), 810 (u. nimis); det hand saa stoerligen glæder sig ved. BT I. 81.Sto[ø]rlighed, no. (fsv storlikhet) størrelse, udstrækning; aff ælskoghens oc pinens storlighet. HS 1618-19; (1497), se ovf. III. 33 a22; CP II. 213; voxer saa til thend storlighed, som Gud giffuer. Kol 219 (1524, CP, 1550); Luk 1225; effter hans naturlige storlighed oc skickelse ladet støbe hans fuldkomne billede. Lysch XI; fra din stoorlighed til andet mig begifver. Hex 98; (1648). DM III. 369; Bernts I. 13; kæmpers storlighed. PSB 14; vocalerne gifve dem (ɔ: stavelserne) deris storlighed. Pros 253; – udi legemens størlighed icke kunde lignis ved elephanterne. BT I. 39; den gandske verden ved sin størlighed oc herlighed. BT I. 163; III. 224.Størres, go. blive større. M. Jf isl stœra; nuv. fors.Størrelse, no. udvidelse; til deres torvs størelse (1560). Afskr 60.Størrelse, no. 2) i nuv. bet.; Bernts I. 98 (ovf. V. 280 a22); Fdg 4/4 1668 (ovf. V. 171 b31); (1682). KD I. 788 (ovf. III. 126 a42).Storagtighed, no. i nuv. bet.; NL 1332 (ovf. III. 423 b2). Storanklet, to. havende svære ankler; ComD § 289 (ovf. I. 268 b9). Storfyrste, no. (sv storfurste) efter nuv. brug; (1631). NdM II. 358 (ovf. I. 134 a4); vi vare udskickede til den czariske majestæt, oc haffde formodet, storførsten skulle forsørget os i sit land. RFII 412, 417 (ovf. II. 638 b29).Storhandler, no. grosserer. M. sst. vulgo grosh., jf ovf. V. 377 a49.Storhaset, to. havende svære haser; suffraginosus, stor oc ilde haset. Etym 478.Storkapitajn, no. overanfører; stor-capitainen med endeel andre capitainer. DM V. 284.Storknoglet, to. havende s. ledknogler. M.Storladen, to. (n storlaaten) stolt. M. Jf lade 22 (II. 719 b5) og smstn (V. 640 b53).Storlemmet, to. havende svære lemmer. M. Jf ovf. IV. 149 b14; smål. (V. 958 a22).Storlæbet, to. havende tykke læber; – som no.; SmdL 53 (u. labio); Etym 126 (u. broncus).Stormast, no. den største m.; imellum stor-masten oc fuck-masten. Fdg 26/2 1663. Stormundet, to. (sv stormunt) 1) havende s. mund; Etym 127 (u. bucculentus). 2) højrøstet; være undertiden stoermundede hunde. MHvid c 4.Stormær, no. Stormarn; køffthe ieg Stormer oc Holtzeland ind tijl Danmarks krwne. Rkr q 4 (= Stormarn Hvf V. 249).Storskægget, to. havende stort skæg; Etym 111 (u. multibarbus).Stor(e)stue, no. (svd storstugu) største s. i et hus; se ovf. II. 789 a49, 52.Storvoxen, to. høj af væxt; jeg holder af dem, der er storvoxen. GFK 36.Storvyrde, go. ære højt; jek tilbedher oc storwyrder tek. T 553 44, 42v (ovf. IV. 966 a8). Jf vurde.Storvyrding, no. yndest; ath riighgiøre effther thin teynheds stor wyrdingh alle thine metstanderæ. T 553 43v. Jf vurding.Storåret, to. havende store årer; Etym 1400 (u. venosus); NL 2001.Storøjet, to. (sv storögd) havende store øjne; Dict (= exopthalmus).Storlig, to. (isl storligr) stor; RD III. 628 (ovf. IV. 882 b54).Større, go. Jf halvs.Størstedelen, no., best. i nuv. bet.; (1518). Or* I. 11 (ovf. III. 593 a3). Jf ovf. I. 346 a14.Størsteparten, no., best. = frgd. o.; (1572). Rsv III. 163 (ovf. II. 159 b42). Jf ovf. V. 799 b45. Vis mere +