SkjoldSkjold (skjøld), no. hank (∾ isl skjöldr) i nuv. bet.; the togæ myn skyold ... the boræ hannum bort. Rkr c 5v; – Rkr c 6; han hafthe wplyft skioldin. ÆB Josva 819; VdS 13; hand lader sin skiold vel skinne. VdV I. nr. 13 v 1; hand tog deris hug vdi sin skiold. Hors c 5v; een skiold aff kobber. GH 41; hand sig, som en skiold, omkring mig haver sat. Naur dd 1; en bloo skiøll. RD III. 625, 452, 4 (= skiold. CP V. 75, 321, 2); skiøld, wogen oc wern mercker troo, hob oc aand. NT 1524 fort b 3v (i r.: skiold); DgF II. 20 b (ovf. II. 868 b7). Jf sv sköld. – værn, forsvar; en skiold, vern oc beskermelse. HWR 5v; hand er vor skiold og værge. KPs 181. – i udtryk om at angribes; stingis du end paa skiolden met naagen spitzig snack eller speglose. HWR 141v; Rch 83 (ovf. I. 281 a u. brydebasse). – skjold (og hjælm) som slægts-, adelsmærke; wndher them myn moders skioldh och hiælm met migh (1418). DD 32; giue wy hanum och them (ɔ: hans efterkommere) schiold och hielm (1433). DM II. 36; Psd I. XXVI b (ovf. II. 246 a48); adelen, som ere de alleene, som til adelig skiold og hielm ere berettigede. DL 1-2-11. Jf HT7 II. 305 ff; Sdw: skiold 2); GrimmW: schild II. 4-7. – føre i s. ɔ: være af en (vis) art, have i sinde; skuer huad ieg før i min skiold. Heg 157; kundgiøre, hvad de i skiolden føre. Hex 140; mand seer af deres gierninger, hvad de i skiolden føre. AB I. 248 a; mand veed vel, hvad hand fører i sin skjold. PSO II. 192. Jf sv föra i skölden; t im schilde führen. – ik.; PG 156; et hvidt skjold. PSO II. 107. Jf avend-, avug-, guld-, hær-, konge-, magt-, marie-, mø-, runds.Skjoldbåren, to. adelig født; du skioldbaarne krigerinde (ɔ: Margrete Ulfeld) DV IV. 305. Jf bære 6).Skjolddrager(e), no. skjolddrager, væbner; hans skioldragere gick faar hannem. 1 Sam 177 (1550, 1647; Luther: schildträger); haffde i fordum tient margreffuen for en skiolddrager. Hvf III. 471. Jf dragere.Skjoldekøb, no. adelsskab købt for penge M.Skjoldemager(e), no. (t schildmacher) den, der laver skjolde; scutarius, skjoldemagere. CPV; Etym 1129, 879 (u parmularius).Skjoldmidje, no. skjoldbugle. M. Jf midje ovf. III. 57 b48.Skjoldemærk, no. (fsv skioldmärke) skjoldmærke; ded ere kong Didericks skiolde-merck. DgF I. 109 b; – skiolde mercke. Dict. Jf mærke.Skælmø, no. (isl skjaldmær) skjoldmø; ccc jungfruær, skiælmæ møør hedindes, stridæ med Harald. NdM V. 171; Rkr f 5 (ovf. II. 349 a12 = skiælmør. Rkr* 45); Amazones, paa wort maal skielmøer. CP V. 34716-17; skelmøer eller skioldmøer vdi fordom dage. VdS 145 i r., 144; hans første dronning hed Gro, en skelmø. Lysch 159; – skiolde møer. Dict. Jf Bl I. 7.Skælmø, no.; – hvordan en skioldmøe gaar til verdens frelsere. KPs 417.Skjoldpadde, no. (sv sköldpadda) skildpadde; en skiold-padd seer mand da saa sactelig fremskride. TkB 54; en skiold-pad, som altjd veed at krybe med en sactmodig gang. TkH 199; – skildpadde. NL 1888. Jf skælpadde.Skjoldpaddebyld, no. byld på hjærneskallen. M.Skjolderem, no. (fsv skioldrem, t schildriemen) rem på skjoldet, som armen stikkes i; syndder gick bieegge dieris skiolldereemer. DgF I. 104 a, 108 b, 109 a; thag du begis wor skiolderøm. DgF I. 111 a (= skioldderem. sst. 104 b); tag seye skiolderemmer. KSB b 1v (til samme sagn som i DgF). Jf rem.Skjoldside, no. mandsside; jegh oc myne neste arffuinge po skioldsiiden (1483). GhA III. t 16; H van B's egte aff komme paa skioldssidenn (1557). NdM VI. 163; hvilken ældst er paa skioldsiden (1569). DM VI. 198; paa thett att (samme gaard) motte bliffue hoss hans arffvinge paa skioldsiidenn (1572). Rsv III. 162; som skall bliffve paa skioldsiden hos brøderne och brødrebørnn (1572). Rsv III. 145; skiold- og spille-side. Wadskiær, Cl. Flyng a 1v jf not 1: saaledes kaldes mands- og qvinde-linie i gamle danske breve.Skjoldstykke, no. fælge i et møllehjul. M.Skjoldsvend, no. (isl skjaldsveinn) = skjolddragere; 15 skiøl swenne skulle slydhe hwden aff thøm. RD III. 725; 2228, 246 (= skiolsuene. CP V. 4928, 1726, 1822); ij m skiøl swenne meth hannum. RD III. 63 (= hoffmend. CP V. 439). Forkl. sst. 252 uret, jf mnt schiltjunge (– knecht), ht schildknappe.Skjoldtudse, no. et slags skyts (el. mærke på dette); forekommer der fra 1617 andre kanoner under navn af skjoldtudser eller slanger med skjoldtudser ɔ: skildpadder paa. Blom 217; (1649). sst. 191. Jf skæltudse. Skjolde, go.
1) (isl skjalda) dække med skjold; vinden vaar saa sterck, at ingen kunde skiolde for sig, men deris skiolde affblæste. Hvf II. 4; Herren har nu skiult oc skioldet hans hofvet imod ulycken. HenrOG indl a 5v; M.
2) forsyne med skjold. M.
3) rage op, vise sig stor; om høye berge siunis ad skiolle meget høgt i veiret. Berg, Calendarium m 3; borggen hin blaa, offuer bøllen graa dend skiolder paa huiden sandde. LyschG o 3; staa oc vide skinne oc skiolde offuer marcken. Lysch VIII. Jf n skolla, svd skulla, skylde ndf.