KappeKappe, no.; – føje (hænge) k. ɔ: rette sig; SortS 33 (ovf. V. 489 a23); føie sig effter alle oc henge kappen, effter som vinden blæss. Lauremb, Acerra philol v Sanderssøn I. 202. Jf sv vända kappan efter vädret; ovf. IV. 798 a11. – k. var sørgedragt ved ligfærd; til at sørge med lange kapper maa ey fleere bedis end tj eller tolff par. Fdg 26/4 1656 § 10; discipler med kapper paa. Fdg 17/8 1652 § 6 (overskr.: forordning om begraffvelser). Jf sørgek., ovf. II. 689 b33; kappelig.
2) kort gardin; RFK h 7 (ovf. II. 233 b45). Jf bis(ko)p-, borger-, dåre-, filt-, gråskin(d)s-, harnsk-, kobber-, krigs-, læder-, mule-, munke-, narre-, nonne-, purpur-, regn-, rejse-, ride-, stryge-, ståder-, sørge-, vandre-, væderk.Kappedrageri, no. det at bære kappe (som tegn på at være student); Wiel IV. 196 (ovf. IV. 57 b11). Jf WlA 272, 277. Kappekrave, no. (sv kappkrage) i nuv. bet.; Skd 59 (ovf. V. 411 a44).Kappeløs, to. manglende k.; hand tit maa reise kappe-løs og vel med enstig trøye. Wiel IV. 25.Kappeslag, no. i nuv. bet.; JS I. 102 (ovf. u. dvællik).