ØverØver, se over (også ved smsætn). Som bio. meget, tilstrækkeligt; om skinnæt stander j syn stadh ikke øwer klart. 3 Msb 1328 (ÆB; Vulg: satis clarus). Jf øvert. Øvergange, go. 1) komme (være) i overflødighed; offrede thinghæ wore øffredhe ok the øwerginghæ æller øwerware. 2 Msb 367 (ÆB; Vulg: sufficerent et super abundarent). 2) = overgange 4); hwj øwergaa j herrens ordh. 4 Msb 1441 (ÆB; 1550: offuertræde).Øverlede, go. = overlede (III. 419 a1); ÆB 2 Sam 1915 (ovf. IV. 942 a31; 1550: de skulde føre h. o. J.; Vulg: traduceret eum Jordanem).Øverskrivelse, no. overskrift; bogens øwærskriwelsæ sirasirim. T 8 210v b (= sir hassirim. Vulg ed Loch XVI).Øverveje = overvege 3); Jesu passion at øffverveye. Kaalund, Fastelavnsminde ttbl.Øvervære, go. = øvergange, se d. o.Øverhed, no. overflod; kalledhe han theth watn øwerheet æller opwællelse. 1 Msb 2633 (ÆB; Vulg: abundantiam).Øverhed, no. 2) (sv öfverhet) øvrighed; herrer oc verdzlig øffuerhed. Laur d 4, e 1v.Øvering, no. rådighed, myndighed; som øffueringen eller befallingen haffue (1536). DM V. 356.Øvern(s), se øvren(de).Øverst, to. 3 gr. (sv öfverst) i nuv. bet.; hand kom i en aff de øffuerste phariseers huss. Luk 141 (1550, 1647; CP: ypperste), 2335 (ovf. III. 400 a31); lesze affthenns wersz mett the nederste oc examinere grammaticam mett the øffuerste (1559). DVb 339; Hvf IV. 167 (ovf. I. 504 a u. fænle); øffuerste kald oc sæde. Etym 170 (u. princeps); øffuerste regering. sst. 303 (u. dictatura); – the øffreste høffmend. ApG 2523 (1524). – komme i det ø. spil ɔ: k. højt op; vil oc vel komme i det øffuerste spil. HWR 152, jf ovf. IV. 57 b36. – Som bio.; skalt dw icke sette dig øffuerst. Luk 148 (CP og flgd. overs.). Jf overst.Øverste, no. (sv öfverste) overordnet, befalingsmand; - at ieg komme icke vdi skade hoss bispen min øffuerste. HWR 118 (= nt min overste. Schröders udg v 2724); – tilbød dem en øffuerste, huilcken de vilde begære. VdS 29 (= l ducem. Sax I. 79); huer øffuerste for it fendle knechte. Hvf VIII. 335; forordnet til hans may. hofmarskalck oc der hoss antagen for rigens øffuerste. P Mortenssøn, Ligpr o St Maltessøn v 4v; (1615). NdM II. 165; Etym 881 (u. imperator); S, som var øfverste ofver lif-garden. BT* e 2v; krigshær uden øverste er som legem uden sjel. PSO I. 237. – flt.; hans brødre leuiternis øffuerste. 2 Kr 359 (1550, 1647); – øffuerste, capiteiner oc høffuitsmend sculle haffue the andre øffuerstis, capiteiner oc høffuitsmends cleder (1536). DM V. 358 (af udg opfattet som to.); 1 Makk 355 (ovf. III. 788 a33; Luther: obersten); hand haffde ihielslaget 12 norske øffuerste oc førster. Hvf I. 13; – ville vi holde tvende øverster en udi Jydland og en udi Skaane, som skulle være øverster over det forn[ævnte] krigsfolk (1615). NdM II. 162; capiteiner, ritmestere oc øfverster. ComD § 697; (1670). GhA II. 189; ritmestere oc andre øfverster. RFII 80; – wor amiral, offuerste, høffuitzmend. ChrIII Hist II. 258. På fl. st. mulig om den bestemte grad (oberst), således: for en lieutenant at blive capteen oc een capteen at blive øverst. Holb, Melampe A 1, S 1. Jf overst. – Jf felt-, krigs-, stridsø.Øverstelutenant, no. oberstløjtnant; - hvilke vore bestilte øverster skulle blive tilforordnede en øverstelutenant (1615). NdM II. 162. Jf lutenant.Øverstelutenant, no.; (1653). NdM VI. 73 (ovf. u. fyrværk).Øvert, to. ik. (isl yfrit) rigelig, overflødig, for meget; mek tikke thet yuerth væræ, at thu drapt myn brodær. HKv 333; tek ær yuert. sst. 5014 (flgd. o. ovf. II. 807 a51); ther war bode foglæ och fiskæ och øwert mad paa allæ diskæ. RD I. 315 (= øffreth. sst. II. 314); han haffwer nw øwerth saudh. RD I. 5. – Som bio. til overflødighed, meget; oss ær jwert widdarlecht. DoB 256; kieszeren aff Rom ær øwerth righ. RD I. 155; jech war jen konningh øwerth righ. sst. 211 (= sv öfrith. Fredr af Norm v 201), 305 (ovf. IV. 82 b50). Jf øver.Øvre, go. erobre, vinde; (1525). NdM V. 86 (ovf. III. 752 a23); hans broder hagde verett i thenn kriig oc ther øffrett the vidt otte tusendtt gyllenn (1557). Rsv II. 169. Jf er-, forø.Øvred, no. 1) overdel, top; et thorn, hwes øffret æller høwheet skal rækkæ til hymmelen. 1 Msb 114 (ÆB; Vulg: culmen). Jf ovre (III. 400 b40). – vpfar Phasges øwret ællær høgheet. 5 Msb 327 (ÆB; Vulg: cacumen). 2) overflade; tw skalt ikke aff klippæ jordens øffreth vt til jorden. ÆB 3 Msb 199; hwilkæth som haffwer hwld jordens øwret. 4 Msb 225 (ÆB; Tavsen: øffringen), 11; 2 Msb 105 (ovf. II. 328 b6; Vulg alle 3 st.: superficium).Øvrels(e), no. = øverhed; drykke til yfrels. HS 912 (= l ad sufficientiam. udg 1724 15); tw skalt nydhæ allæ thingæns øffrelsæ. 5 Msb 89 (ÆB; Vulg: abundantia).Øvren(de), no. = øvrelse; qvynner till at vppfyldhe theres lysth meth haffwe the øffren. GkS 14. – især i forb til ø. ɔ: i overflødighed, rigeligt; smør oc brød tiill øffrendis (1492). Nyrop, Skråer II. 223; – vm thin pine ær mankønet gifwen ful bodh oc æn til øfren. HS 10929 (= l satisfactio sufficiens et superabundans. udg 1724 198); – øl oc mat til øfrens (1419). Hüb I. 7; han gaff them vatn til øffrens aff een hardh sten. Br 2421 (jf 2 Msb 176), 29917; oppa siderstæ ær allæ føddhe til øffrens (1497). Thottske Saml nr 553 (4°) 96; – vthollic hiarte pynæ oc grat till yuarns. HKv 2422; – alle thesse skwlle the giwe oss til øuerns effter skelligheit (1444). Nyrop, Skråer I. 708.Øvret, to. = øvert; theth ær mik øffret, om myn søn æn leffwer. 1 Msb 4528 (ÆB; 1550: nock; Vulg: sufficit); 2 Msb 367 (ovf. s 1001 a29); herræ! yfrædh ær mik, tagh bort min siæl. 1 Kg 194 (ÆB; 1550: det er nock); them at høre er øffreth gammen. RD II. 320, 314 (ovf. sp a9); ont ær øffredh, oc goth ær eij formøghet. PL** I. nr 1037; spaer ey thet, som øffredt er tiil. ÆdS 48. – til ø. = til øvren(s); affatim, rwndelig vel til øffred. CPV (også u. copiose). – Som bio.; Br 5615 (ovf. IV. 911 b35); oss ær øfret witerlecht. DoB 260; tha ær ieg øffreth rijg. RD II. 302 (= øwert. RD I. 302); Kemp 4818 (ovf. III. 712 a21); icke vore the vmillæ jødher æn tha øffredh tretthæ aff then Christi pijnæ. Mc 22-3; (1510). NdM II. 337 (ovf. IV. 39 a22).Øvrig, to. 1) (sv öfrig) levnet, værende tilbage; - da dø wi ingenlund, men skulle øffrig bliffue. AA II. 125; naar mesten landgielden sold er, da icke med noget ringe øffrigt nødis mange mile sig at begiffue. Fdg 15/3 1633 § 9 (= Rsv* IV. 491). 2) 2 gr. øvre, øverst; - naar hand (ɔ: krokodillen) eder, rører den øfrigere kiebe. ComD § 212; ad du skal icke støde mod den øfrigere dør-tærskel. sst. § 541. Jf t übrig; vist sent optaget; de i VSO u. øvrig anf. prøvesteder findes ikke i overs. 1647 el. tidligere bibelovers.Ø[o]vrighed, no. = øverhed; at alle hande nade kommer vti eder rigeligen, at i vti alting haffue øffuerighed. 2 Kor 98 (1524); Fil 412 (sst. ovf. IV. 911 b33). 2) (mnt overicheit, ht obrigkeit) i nuv. bet.; – hunk.; al øffrighed er skicket aff Gud, den, som hende staar emod. HWR 10 (= Rom 131-2; 1550 og 1607 i v 3: saa skalt du haffue loff aff hannem, men hank. vist kun efter tanken); huor øffrigheden haffuer faa feste, der er hun snart affsæt. Hvf IV. 528. – ik.; takker Gud, der os godt øvrighed tilsender. TT** VI. 560; – MP 85 (u. magistratus); Etym 706; Steph I. 269 a; – som de haffue brutt imod deris offuerighed (1546). TT 1840 II. 182. – wære werdtzenss førster oc offrichedt vnderdanig. Art (v Rørd) 29; – flt. ; herrer och alle øffuerighedt. NPF a 4. Jf ovf. IV. 696 b12; andre fine oc forstandige øffrighed. VdS fort 13; begerit andre øffuerighed offuer sig. Rch 6. Jf omgangsø.Øvrighed, no. Jf høgø.Øvring, no. = øvred, se d. o. Øvringende, no. = øvrelse; bagerbrød ock hwedebrød alle tesse till øffringendis. Nyrop, Skråer II. 136. Jf mnt overinge, sammenblanding af d. o. og øvren(de), se ovf. Vis mere +