ÆreÆre, no. hunk. (∾ isl æra) 1) i nuv. bet.; the æræ, jech førræ fech, mæt sorgh hun mek forgik. RD II. 205; CP I. 255; ieg atspør icke min ære, men der er, som hende at spør. Joh 850 (CP, 1550, 1607); huor ville i lade eders ære, at hun bliffuer icke bøyet iblant de fangne. Jes 103; DgF V. 1. 364 a; denne ære ... hun skal icke giffuis noget creature. TdmU i 6; der tilsteder icke dieffuelen, at saadanne folck giffue Gud sin ære, thi de tencke, at de ville beholde hende selff. Tdm I. 33; Psd I. 150 a; dend, mindst søger æren, faar hende snarest. PSO I. 94. – lægge æ. ind, se ovf. II. 408 b38; huer vilde legge ære ind paa dem. HWR 173v. – med æ. sagt ɔ: det være tilladt at sige; fandens sidste dreck (med ære sagt). Hasenmüller b 4; ligge vdi luse (med ære sagd) laggen. sst. k 8. Jf ovf. II. 105 a44; IV. 479 a1. – særlig kvindelig kyskhed; tabte sin ære, der hun hende vilde forsuare. HWR 54. – nyde ens æ. ɔ: have første samleje med; all min ære hand nødt. DgF V. 1. 364 b; en pige krænket er, du hendes ære nød. Helt, Skr 48, 47 (ovf. IV. 962 b13). Jf tugt og æ. ovf. IV. 478 b49 f; GrimmW: ehre 8). – ægteskab; – gribe til æ. ɔ: bejle; stander ennu ett anditt gifftermaall wdj gierde, saa att min herre opregnede 14 aff thisze wnge karlle, som nu wille gribe till æhren. RdAH till 51. Jf SchuL: ere 2). 2) herlighed, pragt; øghæn æræ all lechæmæns æræ oc fæghrendæ. AM 187 125; Solomon war icke sso cledder vti al syn ære. Matt 629 (1524, CP; 1550: herlighed; Vulg: gloria); PSV 458 (ovf. IV. 25 b47). Jf uære.Ære, no. 1) – den sidste æ. ɔ: begravelse; dend sidste verdsens ære og jordefærds tieniste (1702). DSt 1909 34, 35. – på æ. seng ɔ: på valpladsen; naar jeg det (ɔ: livet) ey meer beholder, bliver jeg paa ærens seng. Wiel V. 89. Jf sv på ärans bädd; æreseng ovf. – dine ord i æ. (t dein wort in ehren) ɔ: med al agtelse for d. o.; dine ord i æren, saa er det dog ikke saa stor en lyksalighed. HørnB (u. å.) II. 44. – til s. 964 b28; med ære sagt. Hex 184 (jf ovf. II. 569 b10); – med æ. at sige i samme bet.; kand icke en omflædig (med ære at sige) frantzosiske hore sette en perlehue paa sit skurffvede hoffvet? Ciegler 213. – i æ. ɔ: anstændigt; gick rycte aff deris wenlig omgiengelse, men icke seet anderledis end i æren (1649). Hüb II. 131. Jf dåtter-, jomfru(ge)-, koning-, van-, yngleæ.Ærebegærlig, to. ærekær. M.Ærebegærlighed, no. ærekærhed. M. Ærebevislighed, no. ærbødighed; hendis store ydmyghed oc ærebeuislighed. Tdm III. 65v; met al tuct oc ærebeuislighed vere der hoss, naar mand døber. sst. 107v. Ærebevisning, no. (sv ärebevisning) æresbevisning, ærbødighedstegn; observantia, aerebeuisning, at mand gør den aere, som er aere verd. MP 215 (jf ovf. III. 546 a21; II. 581 a32).Ærebilled(e), no. (t ehrenbild) billede som æreminde; Dict (= statua); M. Ærbjudelig, to. ærbødig; reverens, ærbiudig, ærbiudelig. Etym 1412. – Som bio.; hand ærbydelig aflagde sin herres bud og verf. AB II. 134; – med de gamle skal mand tale ærbødeligen. ErB* 37; viste denne hedning saa erbødeligen at anstille sig. Brochmand, Post I. 794 b; imod dem, som høyre ere, ærbødeligen lydig. ComD § 901 (= t ehrenbietiglich); er Janus ikke bleven i pavens romer-skraa ærbødelig opskreven. Schandrup, Skr a 3. – Jf uæ.Ærebjudelse, no. æresbevisning, ærbødighed; de giøre reverentz i ord oc tale med ærebiudelse. SkP 654. Jf bjudelse.Ærbydig, to. (t ehrbietig) = ærbjudelig; honorificus, erbydig. Etym 388, 1412 (ovf. l14; NL 2022: ærbødig). – Jf tjenstæ.Ærbjudighed, no. ærbødighed; reverentia, ærbiudighed. Etym 1412; – ærbødighed. Rom 1210 (1607, ovf. II. 581 a36). Jf uæ. Ærbjudighed, no. Jf uærb.Ærbødiglig, to. = ærbjudelig. M.Ærebrev, no. 1) kongebrev med æresoprejsning; M; ære-breve 16 rixdaler. Fdg 26/7 1690. 2) skriftlig forpligtelse ved sin ære; jeg derfor dog ej siger good og ære-brev udgiver. AB I. 99 b. Jf brev 1).Ærebrød, no. hæderligt livsophold. M. Jf ærligt brød (se ærlig 3).Ærebåren, to. (sv äreboren) født af hæderlige forældre; hederlig æreborenn ridder her TB (1405). DoB 205; M; skal de erbaarne folck her WP bisp, her EM. Hvf IV. 17 (= nt erbarn. SuhmD XIV. 501); dend ædle og ærbaarne matrone. Thura, Poet Sag 55. Opr. mulig for mnt erbar, jf dyre- (I. 584 b10), gang- (II. 788 b35), stridbåren (IV. 163 a40). Jf hæderb., bære 6).Æresdag, no. (t ehrentag) bryllupsdag; huad prydelsze bruder paa deris brøllups och æris dagh bøer att ziris medt (1606). GhA III. till 84; M; da mag. JH og jomfrue ML celebrerede deres æres- og glædes-dag. Wadskiær, To Rectorinder ttbl. Jf hædersd., ærekost.Æredans, no. (t ehrentanz) dans, der ikke kan afslås. M.Æredigt, no. digt til ære for nogen; de aff fornæmme lærde mænd hossføyede ære - dicter. TkA I. a 5; ære - digter lykynskninger. AB I. ttbl; ære-digter, bindebrefve. SortS 1. Jf digt.Æredom, no. dom til ærestab; for ord, ved huilcke ingen sictis paa sit erlige rycte oc lempe, skal ey heller nogen æredom udstedis (1643). Rsv* IV. 452; M.Æredom, no.; mange vtilbørlige fornyeringe oc ærredom emod then christelige kirkj ... sodane wold, tirannie, ærredom (1531). GhA III. 161.Æredragt, no. æresdragt; at de med en ære-dragt kand iføre ham foragt. KPs 508.Æredragt, no.; hans majestæt vil klede med sejers æredragt. AB II. 415; her staar hand i sin konges ære-dragt. Wiel IV. 8.Æredrikkemål, no. kar til at drikke af med ære; KC* d 1v (ovf. II. 780 b36).Ærelskende, to. ærekær; en ær-elskendis matron. Holtzmann 18; alle fromme ærelskende oc gudfryctige matroner. sst. 70. Jf t ehrliebend.Ær(n)fast, to. (mnt erentvest, ht ehrenfest) pålidelig; the skwlle hawe met thøm sandheit oc troschop oc were erendfast (1444). Nyrop, Skråer I. 746 (sst. II. 528 uret forkl: ærendfast; sst. I. 746 bør læses erfasthe, jf Suhm I. 2. 52); – en skielm i ærfast kalde. TkA I. 131.Æreforglemt, to. skamløs; sin ære-forglemte ærrørige skandskrifft. RFII 437.Æreforgætten, to. (sv äreförgäten) = æreforglemt. M. Jf forgætten.Æreforgættere, no. skamløst menneske; hand skøtte huercken om saadan eed oc ære forgætteris fiendskaff eller venskaff. VdS 322, 36 (ovf. u. fæ(g)); huo som en ære forgietter forraader sin herre (1611). NdM III. 191.Ærefuld, to. (fsv ärofulder) i nuv. bet. herlig; thin helligste oc æræfullestæ legemæ (1497). Thottske Saml nr 553 (4°) 121v; CPV (u. gloriosus); Etym 527, 297 (u. decorus), 569 (u. honorus); i ere starcke, i ere fulde, men wij ere forachtede. 1 Kor 410 (1524); eett lidet barn saa ærefult ij dag oss føddis til helsen. Psb I. 38, 10; inclytus, ærlig, ærefuld. TV 194; Gud wnde hannum en gladelig och æhrefulld opstandellsse. RdAH 112; Gud giffve hannem en glædelig oc ærefuld opstandelse. Pontopp, Marmora D 53, 7, 13 (stående udtryk). Jf l17 ndf. Ærefuldgøre, go. herliggøre, prise; jek loffuer oc tilbedher oc storwyrder oc ærefullgiør tek gode Jhesu (1497). Thottske Saml nr 553 (4°) 42v; at wi skulle bliffue ærefuldgiørt met hannem. Rom 817 (1607); vAph I. 8 c.Ærefuldgøre, go.; ieg lower oc ærefulgør oc hedher min herre. HS 1785-6; – offuermaadis glæde, med hvilcken de skulle effter dette liff erefuldgiøris. Melanchthon, Loci v ålb 629, 624.Ærefuldelig, bio. ærefuldt, herligt; som skal so æræfullelig lowes aff so stor kung. HS 7919.Ærefuldig, to. herlig; Gud giwe hans mayt med alle tro christne en ærefuldig opstandelse. Brock I. 75. Jf l2. Æregave, no. (t ehrengabe) hædersgave; PSO I. 387 (ovf. III. 839 b32); efter M særlig: gave fra konger til fremmede sendebud ved deres afrejse.Æregiven, to. fin, beleven. M. Æreglimt, no. prægtig glans; der tar hand ære-glimter af sin høye purpur throne. SortS 34. Æresgrand, no. lille del af ære; ingen første dog betagis æris-grand. Wielandt IV. 49. Jf grand.Æregrav, no. (t ehrengrab) gravminde til ære; Etym 569 (= honorarius tumulus); Steph I. 26 a (u. cenotaphium).Æregrib, no. ukysk beføling. M. T ehrengriff forkl i GrimmW: attactus honestus. Jf grib (II. 70 a4).Æregær(r)ig, to. (sv äregirig) ærgærrig; TV 185 (u. ambitiosus; Etym 355: ærgærig); VdS fort 29; de stoltis æregerige sind. Heg 153; samme æregerige aand. VdV fort b 7v; hand som en forsictig oc æregerig herre efftertracted at vdbrede sit rige. Lysch 68; den hoffmodige oc æregærige dronning Cleopatra. SkP 253; den unge kiellen qvinde, som æregierrjg er. TkH 5; – er ærgiærig. Steph II. zz 4; vi alle ere u-bestandige ærgærige. BT II. 92; ærgieriger end andre. GHD II. 203. Jf girig. Æregi[æ]r(r)ighed, no. (sv äregirighet) ærgærrighed; forfengelig æregirighed. TSd 62v; aff en æregirrighed oc aff en vrang dom. PlSk n 6; – VdS 138; – lad æregerighed haffue it ont aar. HWR 273v; TV 140 (u. ambitio); Etym 355; af idel æregerighed oc affuind. Rch 12; huercken aff æregerighed eller begiering til regimente. Hvf VIII. 64; – laborare ambitione, at være betagen med ærgiærighed. Steph II. 831; her udi skinner nogen ærgjerighed. PSB fort a 5. Jf girighed. Ærekamp, no. (t ehrenkampf) tvekamp for fædrelandets ære. M.Æreklikker, no. bagvasker; Heg 151 (ovf. II. 239 b38); vAph I. 8 c. Jf klikker 2).Æreklæder, no. flt. (mnt erenklet) festklædning (som hædersgave?); afflagde hun sine sørgeklæder oc bleff bekled met hendis ære klæder. Till t Esther 151 (1607, 1647); tiil prindtzens briillup skall tiil adskiillig personer vddeliis ehrekleeder. ChrIV* III. 255; fortegnelse paa dem, som skall giiffuis ehrekleeder. sst. 266 (her nærmere beskr. af disse).Æreklædning, no. = æreklæder; alle for umag en æreklædning nyder. Hex 167; hans preceptor skall gørris en reisse och en ehre klenning. ChrIV* IV. 62; hvo som skikker sig vel ... faa en æreklædning med alt tilhørende (1668). KD V. 739.Ære(s)knude, no. æresvers; æres knude, PS paa hans navns og fødsels-dag bunden. AB I. 95; her pønser vi nu paa en venskabs æreknude. AB II. 472. Begge st. i bindebreve. Jf valknude.Ærekost, no. bryllupsgilde; hand fick selff saa meget at skaffe met sit eget ecteskaffs ærekaast. VdS 326. Jf kost 5) (II. 605 b49); æresdag.Ærekrans, no. (sv ärekrans) hæderskrans; hannem for hans umag er en ære-krantz tilegnet. SortS 36; vAph I. 8 c; efter M særlig hærførerens krans ved triumfen.Ærekrans, no.; dend seyers ære-krantz dig sømmer ræt at bære. KC b 1; LTh 355 (ovf. V. 1125 a51); DP 11 (ovf. V. 750 b27).Ærekåbe, no. kappe som æresklædning. M (= toga picta).Ærekær, to. i nuv. bet.; M; vAph I. 8 c. Jf kær 2).Ærekær, to.; alle ærekiere oc dygdrige mennisker. Glim fort d 2; hver ærekier saae bister. GI c 1; intet ærekier gemyt vil fortencke mig. SortSk fort a 4v.Ærekærlighed, no. ærekærhed. M (d. o. sst.).Æreleg, no. festspil (optog) på højtidsdage; Dict (= ludi honorarii). Jf leg 1) (II. 770 a13). Ærelønne, go. belønne; handthæfver retfærdighed og ære-lønner dyd. Randrop 13. Jf t ehrenlohn ɔ: belønning.Ær(e)løs, to. (fsv ärolös) 1) manglende ære; PL** I. nr 876 (ovf. IV. 745 b11); Dict (= notatus infamia); vAph I. 8 c. – vanærende (1575). Hüb II. 275 (ovf. III. 355 a47), jf ovf. III. 330 a1. 2) skamløs; det ærløse folck haffde forgiet all venskab. Bunt* I. 432; denne forrædere oc ærløse bøsewicht. HelvE 225. Endnu brugeligt, se MbO.Æreløshed, no. (sv ärelöshet) skamløshed, utroskab; for deris æreløshed. VdS 354 (frgd. o. ovf. IV. 169 a13 = l perfidia, se sst.); vAph I. 9 a. Æreløsen, no. æresskud, salut; ære-løssens pligt og skud ey glemmes maae. AB II. 123. Jf løsen 3).Æreminde, no. mindesmærke til ære; mit andet tempel staaer til ævig ære-minde. Trap, Beskr2 III. 91; M; vAph I. 9 a. – ærefuldt eftermæle; Pisistratus endogsaa fik et evigt æreminde. Reenberg, Skr I. 205; paa steenen sættes hans bedrift til evig ære-minde. sst. 340, 256. – æresdigt (over en afdød); manden døer, poeten er tilrede, et riimet æreminde giør. Reenberg, Skr II. 107.Æreminde, no. – minde om æ.; skal være os et ævigt æres-minde paa hver vor finger til at regne. KC* f 4. – til s. 967 a28; æreminde hos efterkommerne. HørnB (u. å.) II. 130.Æreminding, no. hædrende tale over en afdød. M.Æremærke, no. hædrende tegn; det er ikke et ringe ære-mærke for en tienere at være gammel i gaarde. Faber, Ligpr o Swane (1732) 93.Æremærke, no.; – belangende hans ære-stand da tegner Marcus hannem af et sært æres-merke. HenrW II. 5.Ærenavn, no. (t ehrenname) hædersnavn; SortS 33 (ovf. IV. 517 a5), 35 (ovf. II. 762 b42); M.Ærenavn, no.; krone dennem med et ævigt ære - navn. AB II. 7; KC* c 3 (ovf. V. 487 a17).Æreord, no. (t ehrenwort) høflighed, kompliment. M. Ærepen(nin)g(e), no. 1) penge til at hævde sin ære med; PSO I. 314 (ovf. III. 267 a42). Også i Sv, jf KokO 80. 2) æregave i penge; honorarium, aerepenge, aereskenck, foraering. MP 84; – ærepenge. M. Jf pen(nin)g(e).Ære(n)pris, no. veronica; veronica, erenpriis. Steph I. 166 b; erenpriis, ære oc priis. Kyll 266; Buchw 498; ComD § 136; – ærepris. M. Endnu alm., jf JT 260. – T ehrenpreis forkl i GrimmW u. ehre 3) som opferblume; mulig rimeligere af Adelung I. 1518 af plantens anvendelse til lægemiddel, jf Sanders u. o. – Jf markæ.Ærepris, no. ære (ros); er det deris høyeste liggende fæ oc æreprjs. Ciegler 275.Æreprædiken, no. ligprædken; denne ærepredicken, som er holden i eders moders ligs begraffuelse. SthU a 2v. Ærerig, to. (sv ärorik) 1) rig på ære, herlig; SthV r 6v (ovf. III. 466 a49); kaldede hannem til det euige oc ererige liff. Lysch 612. 2) ærbar; hun er dannis och dydelig dertil aluorlig oc ere-rig. DgF IV. 275 b; mangen ærlige husfru' oc pige, der bode er vnge oc dog ærerige. Heg 92; hand vaar en hielperig, huldrig oc ærerig mand. Mogensøn, Ligpr o Jacob Huitfeld fort a 6v.Ærrørig, to. (sv ärerörig) ærerørig; der haffuer en gang værit en æreskiendere, som med mange ærrørige ord haffuer offuerfaldit P. SkP 687; fredløse eller errørige sager (1643). Rsv* IV. 450; RFII 437 (ovf. s 965 b36); raade folk fra ærrørige ord, naar æren ikke søgis. DL 1-9-10, 6-21-5 (ovf. III. 428 a52); ærerørig. NL 374 (u. famosus), 1953 (u. contumeliosus); vAph I. 9 a. Æresag, no. retssag, der gælder nogens ære; om æresager. DL 6 - 21 overskr; M. Jf uæ. Æresag, no. 2) (t ehrensache) ærefuld sag; til jeg saae, med sandheds ære - sag hvad ende det vild' faae. Thrane 23.Æreseng, no. en for fædrelandet faldens leje; M; den roes, at han ved blodigt fald paa ære-sengen ligger. Reenberg, Skr I. 167; døe paa æresengen v. paa ærens seng. vAph I. 9 a. Jf t ehrenbett. Æresjug, to. (sv äresjuk) = æregær(r)ig; et mennisk' æresiugt ej tracter efter meere, end mand ham vilde strax land, kron' oc spiir levere. Hex 36; – æresyg. M.Æresyghed, no. = æregir(r)ighed. M. Jf sjughed.Æreskemt, no. høvisk skemt. M.Æreskrig, no. fryderåb, hurraråb. M.Æreskud, no. (sv äreskott) = æreløsen; der os hans fødsels bud højtidelig forkyndtes formedelst ære-skud. AB II. 360, 287; for at menagere krudet i beste maader skal herefter ingen æreskud meeregivis. ChrV S § 140; hvad ild og ære-skud vil mand ey da optende. Wielandt IV. 15. Æreskænde, go. 1) krænke (en kvindes ære); quinden voldtagis, æreskiendis oc beskiemmis. RFII 421. 2) bagtale. M; vAph I. 9 b.Æreskænden, no. bagtalelse, falsk beskyldning; om saadan æreskænden paa tingene forefalder. DL 6 - 21 - 2.Æreskændere, no. (sv äreskändare, t ehrenschänder) 1) forfører; straffe tyranner, oprørske, æreskiender. Rch 10 (mulig i bet. 2)); æreskænderis straf. DL pppppp 1v med henvisn til 6-13-8: befindis at have skændt den eene møe efter den anden. 2) bagvasker; disse tuende falske vidne oc ærenskendere. HelvC tt 1v; ærentiuffue oc ærenskender. HelvM I. 65; SkP 687 (ovf. s 967 b13); den æreskiendere IN. RFII 437. Jf skændere (III. 765 b24).Æreskænderi, no. = æreskænden; ærenskendzel eller ærenskenderj ... hun er saadan en forgifftige avind - siugdom. HelvM II. 1; M.Æreskændig, to. ærekrænkende, bagtalerisk; hver ære-skendig skalck. Naur l 2v. Æreskændig, to.; du ære - skiendig skalk. KC* a 4.Æreskændsel, no. = æreskænderi, se d. o. Jf skændsel 1) (III. 766 a10).Æreskænk, no. (sv äreskänk) = æregave; giorde dog aldrig nogen god mand en æreskenck der aff. VdS 36; niceterium, aereskenck, som en seyruindere fanger. MP 103, 84 (ovf. s 967 a40); Etym 569, 637 (u. lautia); hand gaff den frøken borrig oc fæste til æris skenck. LyschG f 4; (1610). RdUH IV. 609 a (ovf. III. 514 a40); hand holder sit skød frem for at tage imod lyckens skuepenge oc forventer dens æreskenck. BT III. 159; nogle rare falcke, som blifver for stoer æreskienck annammede. RFII 45. Jf skænk (III. 855 a33).Ærespejl, no. ærefuldt forbillede; hand en ære - speyl for konger staae. KC b 4v. Jf spegel 2).Ærespil, no. = æreleg; ludi honorarii, ærespill och læg. Etym 569; M.Ærespilde, no. tilsidesættelse (tab) af æren; stundem findis manden wtro mod quinden eller quinden mod manden, stundem er den ene den anden wlidelig, dog vden ære spilde. HemmE 266. Jf spilde. Ærespir, no. ærefuldt septer; – bære æ. ɔ: have fortrin for; ældgamle Riber-bye ... som bær for stæderne omkring dig ære-spiir. M P Rostock i Reenberg, Skr II. 117. Ærespir, no. spir som ærestegn? som en natte-rafn for ære-spiret ducker. Thrane 27.Æresprud, no. = æreløsen; du, som mangen ræv mon myrde, naar du sætter hiort i beed, giv du kun et æresprud, bær for mig til kongen bud. Rothe, Griff. II. 172, jf flgd. vers ovf. II. 832 b49. Ærestand, no. 1) (t ehrenstand) værdighed, ære; hvem som haver disse krigsfolk noget til at tale, som deres ærestand vedkommer (1615). NdM II. 164. 2) (sv ärestånd) fornem stand; i ære-stand, i lære-stand, i nære-stand. PT 49; de komme frem til ære-stand og lykke. AB I. 41 b; M.Ærestand, no. 2); HenrW II. 297, 5 (ovf. V. 450 a31); ektestand er ærestand. PSO II. 62. – hvad for titel du sætter vden paa breffuit til nogen effter sin ehrenstand. HelvF g 7.Ærested, no. ærefuldt sted; den høyd' i himmelen den ære-stæd paa jorden du nu er i deelagtig vorden. DV IX. 668.Ærested, no.; Naur e 4v (ovf. V. 686 b35).Ærestol, no. særligt sæde (som tegn på værdighed). M (= sella curulis, mulig kun som overs. af d. l. o.), jf dog: ærens stoel. Jes 2223. Ærestol, no.; see dig livsens klare sool at sidde paa din ærestool. Psd I. 372 b; Naur q 1 (ovf. V. 548 a21).Æresæde, no. (n æresæte) hædersplads, høj rang; M; bred silk' og salighed paa kongens ære-sæde. DV IX. 293; M; ære-sæde, guld og glæde. Brorson, Psalmer (v Arlaud) 142 a; vAph I. 9 a. Æretegn, no. (sv äretecken) tegn på vunden ære; ej afloed, før sejers ære - tegn paa volden plantet stoed (ved en storm). AB II. 392. Jf MbO.Æretegn, no.; til et ære-tegn mand det (ɔ: barnet) madame kalder. AB II. 22; skal skylle bort vort naun og ævig ære-tegn. KC b 2; – for hver en keck soldat Sesostris satte op et æris tegn. GI c 1. Ære(n)tite[u]l, no. (sv äretitel) hædersnavn, prisende omtale; elogium, æretitel. Etym 684; – huad ærentitel hannem (ɔ: djævelen) giffues i skrifften. HelvM I. b 5; – at de selff kand ære titul fange. Skd 86. Jf tite[u]l.Æretjeneste, no. (sv äretjenst) ærbødighedstegn; Etym 1161 (u. observantia); M.Æretjeneste, no.; VdS 63 (ovf. I. 339 a4).Ære(n)tjuv, no. (sv äretjuf) = æreskændere 2); HelvM I. b 5 (ovf. III. 743 b5); – dersom CK haffuer sagt mig andet paa, da haffuer hand giort som en ære tiuff (1638). Hüb II. 209 (jf ovf. IV. 451 b7); Pros 242 (ovf. I. 93 b22). Jf tjuv.Æretyveri, no. = æreskænderi. M; vAph I. 9 b (= t ehrendieberey, ikke alm.).Æretræ, no. ahornart (acer pseudoplatanus); Kylling, Virid 2 (ovf. II. 884 b1); M. Jf t ehrenbaum (se Nemn I. 27); Sanders: ahre (h. Adelung også ähre), sj ær, æretræ (se JT 1, 277). Da denne bet. af ære opr. er t og kun findes i Sj, er der næppe grund til med MolbD at finde en hentydning i omkv. DgF VII. 558.Æretuske, no. ærefuldt bytte; med sit lives tuske haver hand giort et ære-tuske. Faber, Ligpr o Swane (1732) 96. Jf tusk 2).Æretørstig, to. (t ehrdurstig) = æregær(r)ig; Wielandt XI. 505 (ovf. IV. 787 b37); hvo ære - tørstig er og agter sejr at vinde. Thura, Poet Sag 292. Jf MbO: æretørst.Æresval, no. ærefuldt valg; til himmerigis æris vall med rosen - blod indskrive. KPs 11. TT** VI. 410 er val forkl: kyst, men der er vel næppe tvivl om, at der menes udvælgelse i bib. forstand. Jf val (IV. 722 a40).Æreve, no. skade på æren; PSO II. 70 (ovf. III. 885 b1).Ærevide, no. begravelsesgilde. M. Sammenblanding af ærved (ovf. I. 80 b) og æreøl, se ndf.Æreværd, to. (t ehrenwerth) ærværdig, hæderfuld; M; vAph I. 9 b.Æreværdig, to. (sv ärevördig) ærværdig; Etym 101 (u. augustus); 1408 (u. venerandus); M. – som titel; de æreuærdige fædre, kirckens bisper. Hvf III. 59; vore ereuærdige bisper. Hvf III. 516 (= l venerabilium episcoporum. GhA V. 48). Efter M titel for provster og købstadpræster, jf HelvF k 4. Jf nuv. højæ.Æreværdighed, no. = ærbjudighed; at den gudfryctighed oc æreuærdighed imod religionen icke skal bortkastis. Hvf II. 265. Ær(e)øl, no. = ærevide; mange i denne samme brudefærd sit eget ærøll drucke. Kpb 22, de skulde ærøll dricke effter ham, som døder vaar. sst. 40; siæle tønde kaldis det øl, som drickis effter begrafvelsen, som skal være den døde til ære oc kaldis derfor iblant bønder æreøl. OW* 695; M. Mulig omdannelse af arveøl (se ovf.), mulig ere flere stammer sammenfaldne, jf MbD: ærøl; Rietz 848 b: äresöl; Outzen: erbier.Æragtig, to. (fsv äraktogher, mnt erhaftich) hæderlig, ærlig; haffde werett theris sogneprest som en erafftig dannemand (1537). KhS VII. 486; pryde med hederlige oc ærafftige ord. TSd 304v; – Mb 32v; vere saa from, dydelig oc æractig aff sig. SmdLb IV. fort a 4v; Heg 7, 9; Kv v 1208; saa mangen æractig suend. Lyndsay 208v; honoratus, eractig, som er i act och ære. Etym 569, 633 (ovf. III. 829 a7), 297 (u. decorus); – then meenig, ærhagtig, trofast hoffuet stad. Præd 25. – Som bio.; att ieg æractigen schall giffue min gode ven hans gantze liffstid to daller (1603). KhS VII. 635.Æragtighed, no. pålidelighed. M.Ærbar, to. (mnt erbar) hæderlig; meere erbar i sine fienders hænder at falde end ved falske anslag seyr at søge. Wallensbek 19; som en ærbar soldat bebreyendis de Græcer deris forræderiske paafund. sst. 20. – i nuv. bet.; der er indtet ringere actet end lifvet for en ærbar quinde, efter at hendes ære er krencket. Curtius v. Wingard 109; NL 603 (u. honestus), 650 (u. ingenuus), 748 (u. liberalis = ærlig. Etym 568, 521, 652); vAph I. 8 b. Jf uæ.Ærbar, to. – efter nuv. brug; AB I. 38 a (ovf. u. fagt(e)).Ære, go. (æn æra) i nuv. bet.; fore konsth scal man mestheren ære. PL** I. 255; thu skalt ere fader oc moder. Matt 154 (1524, 1550, 1647 = 2 Msb 2012 (1550, 1647; ÆB: hedre, jf 5 Msb 516)); wij benedide teg Gud! oc ære teg dag fraa dag. Psb I. 11; æris oc holdis for en gud. Tdm I. 33; Etym 569 (u. cohonesto), 853 (u. orno), 1161 (u. observo); Steph II. 237, 986. – æ. sig ɔ: a) våge over sin ære; DgF IX. 22 b; ee scal hwer segh ære, thet han eenæ waare. PL** I. nr 856; Gvd ære thit naffn oc icke worth. Psb I. 159 (= Ps 1151; Vulg: da gloriam). – b) (mnt sik eren) rose sig, prale; om ieg ærer meg selffuer, myn ære er intthit, myn fader er, huilken meg ærer. Joh 854 (1524 og flgd. overs.). Jf VSO: ærer 5 b). – Jf for-, vanæ.Ære, go. – blive æ. i (på) ɔ: indlægge sig ære (vise sin magt), se ovf. IV. 970 b8 (1607; i 1647: på; ordret geng. efter Hebr). – smykke; DV I. 64 (ovf. V. 586 a1). Jf uæret.Ær(e)lig, to. (fsv ärliker) 1) = ærefuld; HH 139 (ovf. II. 818 a54); min hiærtens ærligest keyserinne. HS 1510; var cronet met ærlic stene. HKv 6915, 7413 (ovf. I. 407 b1); Br 23220; skullæ eyæ ærælikt ok synderlighe fromt landh. ÆB 5 Msb 422, 8 (ovf. u. from 3); 1550: herligt); GkS 19v (ovf. IV. 515 a38); Guds børns erlige frighed. Rom 821 (1524, CP); Fil 321 (sst.); 1 Kor 410 (CP; 1550 1 ste og 3 die st.: herlige); tith rijges erlige smycke. Ps 14511 (FV); ieg saa hans erlige opstandelse. Psb 91; det vaare hannem erligere at være en fri borgere, end at han skulde bruge kongelig ære. HWR 166v (= nt eerlyker. udg 1549 153v). 2) ærværdig, hæderlig; thz syer Beda then ærilighe man. Rkr a 2v (Beda har tilnavnet: venerabilis, jf HelvC pp 4v); HWR 5v (ovf. I. 407 b19); en erlig oc lerder mand. JJ, fordum superintendent. DM V. 194; honestus, erlig, hederlig. Etym 568. – som titel; (1406). DoB 302 (ovf. I. 168 b11); (1525). Rsv I. 41 (ovf. IV. 229 a2); erlig oc velbyrdig mand Herloff Trolle. SmdLb V. fort a 1v; PlSk a 2 (ovf. IV. 788 b30). – i anf. st. brugt om adelige, jf HelvF i 6v-k 4, men brugtes også til andre, jf: erligh och kloegh mand her JA bisp. T 24; – erlig och wellacht mandt HR, borgere (1597). RdAH till 117 (se også ovf. IV. 792 a25); (1614). RdU IV. 645 (ovf. III. 53 b24); (1631). Wulff, J Bang 70 (ovf. IV. 786 b49); (1654). KD I. 576 (ovf. IV. 789 b21) Jf HelvF k 5; efter M brugt til alle, der ej havde særlig rang. Jf Dalin: ärlig 2 e). 3) sømmelig, anstændig; det er icke erligt, ath wii saa silde lenger vancke paa gaden. CP I. 78; huo som helst ther kommer fattige pijger till eet eerligt brød. PE 166; lade legge en erlig liigsteen paa theris graffue (1576). Rsv* IV. 296 (i MbG forkl: hæderlig, til hæder, men i sammenhængen tales mod pragt); (1578). DS2 VI. 333 (ovf. u. brød 4)). 4) ærbar; det parmeniske krigsfolck skiende oc kræncket mange ærlige quindfolck. SkP 489; en ærlig pige snaert lidt skamrød vorde kand, som skal sit nøgen liff først legge hos en mand. TkJ b 4; er det en ærlig pige, som sig til mænd om natten ind tør snige. Helt, Skr 43; Holb, M poet Skr (v Liebenb) 163. – Som bio. 1) i bet. 1); keyseren oc de andre herrer anammede hende erlige. CP II. 44; V. 1384; bleff der effter meget ærlige begraffuen i Wittemberg. TdmU y 6; bleff han som en weldig kong ærlige annammit. HWR fort 3. 2) med ære, hæderligt; de vaare beredde baade at leffue erlige eller at dø erlige. 1 Makk 435 (1550, 1647); beuiser sig mandelige oc erlige setter til sine fiender. HWR 5v. Jf æn ærligr; Rdq II. 390; u-, vanæ. ovf. Ærelig, to. – ewindelig ærleste moder. GkS 1615 (4°) 99. 2) – havende borgerlig ære (ikke æreløs); TV 397; (1592). KhS VII. 28 (ovf. III. 23 b26, 52). – Som bio. 2); giffter edher erlige y gwds fryctelse. SchrochF 2v. Ærliggøre, go. herliggøre, prise; jæk skal ærlighgøre hannom (ɔ: Gud), ok jæk skal ophøffwe hannom. 2 Msb 152 (ÆB; Vulg: glorificabo). – lf. indlægge sig ære; jæk skal ærligegøres j Pharao. 2 Msb 144 (ÆB; 1550; legge ære ind; 1607: bliffue æret; Vulg: glorificabor).Ærlighed, no. 1) herlighed; min slekts ærlighet oc forclarlighet. HS 4626-27 (= l ingenuitatem ac claritatem. udg 1724 82); thin erlighed oc maiestet ere alting vndergiffuen. Psb I. 144. 2) hæderlighed; Etym 568 (u. honestas); NL 603. – som titel; at ieg noget kunde finde, som ieg eders ærlighed skencke kunde. SmdL VI. fort a 3, a 3v, a 4. 3) ærbarhed; AB I. 6 (ovf. I. 649 b8 f. n.). Jf uæ.Ærlighed, no. 2) da staar ærlighed i floer. Wiel VI. 186. 3); der haffuer slet ingen ærlighed eller tuct været mere vdi Athen. Carion, Cronica v Linued 52; 1 Tim 34 (CP, ovf. V. 839 b35, jf Pall, Skr I. 948); (1567). Rsv III. 46 (ovf. I. 627 b s. l.).Ærig, to. = ærefuld; MR 22117 (ovf. IV. 744 b54); den ærige quinde. Rch 118 (her mulig: ærbar). Jf n ærug. Jf vanæ.Ærso[a]m, to. (mnt ersam) = ær(e)lig 2) som titel; erszamme mand LS (1472). KD I. 206; – wore høylerde erssomme søer wdi Ausborgh. T 212.Æresommelig, to. = ærefuld; huad eresomelige rigdomme ther ere vti thend lønlighed. Kol 127 (1524; CP: erlige; 1550: herlige).Æresbevisning, no.; – aff huilcke det med æris-bevissning er bevaret. Lauremb, Acerra philol v Sanderssøn 18.Æreblomst, no. b. som ærestegn; hvad ære-blomster hun kand faa til eders krantze. Raun a 3v; der ævig skal i himlens sal Guds ære-blomster drage. KPs 326.Æreblus, no. ild som ærestegn; mandens ære-blus af ingen aske ved (1702). DSt 1909 48. Jf ligb.Ærebue, no. (t ehrenboge) æreport; DP 35 (ovf. V. 819 b49).Ærefane, no. (t ehrenfahne) fane til æ.; DV X. 730 (ovf. III. 599 a50).Ærefjende, no. (t ehrenfeind) fjende af ens æ.; nu har jeg paa min ryg min grumme ære-fiende. Thrane 32.Æreflag, no. flag til æ.; dit ære-flag. DV IX. 657.Ærefrugt, no. ærefuld frugt; men ære-frugter ham i tiden haver bragt (1702). DSt 1909 43.Ærefuldgørelse, no. herliggørelse; ærefuldgiørelse skeer icke i dette liff. Melanchthon, Loci v ålb 608, 614.Æregods, no. ære som gods; store bylter af verdens ære-gods. Thrane 27.Æregi[æ]righed, no. hunk.; æregierighed hun strider imod ydmyghed. Hors 104.Æreklar, to. k. i herlighed; hvor ald Guds naade er at see, er ofvervettes æreklar. KPs* 507.Æreklud, no. = æreflag? hun paa en ære-klud sin Iesu contrafei bordyrte ud. Thrane 30. Jf mærkek. (III. 40 a50).Æreskrone, no. ærefuld k.; Gud kaldede voris fader til sit himmelske rige og æris krone. DL fort b 4. Ærekronet, to. kronet med æ.; du ære-krooned gud. Hex 195; kongens ære - kroned mand. LTh 41.Ærelys, no. lys til æ.; skal mand et ære-lyys udaff min aske tende. KC* c 3; – et ære-lys i fulde straaler tænde. Friis, Poet Skr 214.Æreløn, no. ærefuld løn; (1702). DSt 1909 43 (ovf. V. 1081 a40).Æreløv, no. æreskrans; hand har de ære-løv forspilt, som pryder dyders isse. Wiel II. 118.Æremuld, no. smykket m.; Thrane 22 (ovf. V. 679 a41).Ærepalme, no. p. som ærestegn; det gjælder ham til løn saa skjøn en ærepalme. LTh 97; – dig gaaer intet fra af dine ære-palmer. Friis, Poet Skr 50.Æreplads, no. (t ehrenplatz) ærefuldt (herligt) sted; der er vor ære-platz. Fab dedic a 4. Jf ærested.Ærepligt, no. ærefuld gærning? saa sin ære pligt af trende riger krevet (1685). DS2 VI. 213. Jf pligt 2).Ærepol, no. højdepunkt af æ.; hr W's ære - pool opstiger til høje middagssool. LTh 36; da var hans ære-poel omcirklet ud af glæde. Schand (u. å.) i 3v.Æresal, no. (t ehrensal) herlig s.; lev vel i himlens ære-sal. LTh 218.Æresejr, no. ærefuld s.; vi nu er næst den ære-seyers palmer. SortSk 100.Æresjuge, no. (sv äresjuka) ærgærrighed; den dieffvels æresiuge, at hand fryctede, denne ny prophete skulle faa større anseende. Ciegler 195.Æreskin, no. ærefuld glans; SortS 53 (ovf. V. 449 a47).Æreskår, no. skår i æ.; nu i dyders boe var kommen ære-skaar. Thrane 25.Æreskænderske, no. bagtalerske; bliffuer antastet aff forgifftige erenskenderske. HelvP 1622 e 1.Æresmykke, no. (t ehrenschmuck) ærefuldt s.; dydens ære - smycke saa kroner eders croned nafn. SortS 22.Æresol, no. sol, der bringer æ.; KC b 2 (ovf. V. 322 a52); Gud lade sin ære-sool staa op. Wiel IV. 4; den glimrend' ære - sool hans sind forandred' ey. Bornemann, Ligpr o C Schøller 352.Ærestads, no. glimrende s.; Skam holt med ære-stads. Thrane 17. Ærestempel, no. hædrende mærke; hvad for ære-stempel blev sat paa christen dyd. Thrane 23.Æresten, no. s. oprejst som æ.; HenrW II. 15 (ovf. V. 717 a46).Ærestige, no. vej til æ.; see! jeg staar ved ærestigen. Wiel V. 88.Ærestreg, no. skrift til æ.; vilde med en ære-stræg den salig konge hædre. SortSk 54; eders flid den ære-streg med sandheds pensel skriver. SortS 46, 67 (ovf. V. 598 b26). Jf takkes.Ærestrid, no. s. om ære; en ærestrid tør vove med dig Itali - land. Raun 33.Ærestøtte, no. i nuv. bet.; de hafde borttaget Philippi ære-støtter. CAW 116.Æretelt, no. t. som æreminde; skal fruens ære-telt hos os i norden staa. Schand i 1v.Æretop, no. toppunkt af æ. (herlighed); paa et fader vor til ære-toppen klyve. Thrane 23.Ærværdig, to.; BT III. 247 (ovf. I. 629 b1). Jf velæ.Æreværk, no. (t ehrenwerk) ærefuldt v.; hans ære-verk det blifver. Hex 150; dette ære-verk Neptuno saa behager. Raun 100. Ærbarhed, no. (mnt erbarheit) i nuv. bet.; som biude om dyder oc ærbarhed. Melanchthon, Loci v ålb 141, 183; SP d 5v (ovf. II. 769 a54); PSO I. 379 (ovf. V. 307 b8); alt, hvad du til mig siger, udviser ærbarhed. Helt 16. Jf uæ. Vis mere +