ÆgteÆgt(e), no. (mnt echte) 1) ægte fødsel; - han wor ickæ aff æchtæ fødh. Rkr c 6 (mulig i bet. 2)); om han wor føddher aff ecthæ. sst. e 3v; hand schal være en skellig persone tiil egthe och rette bode aff fader och moder (1551). FA I. 55-56; om IG vor enn riidermanndsmanndt till egtte och till rette (1557). Rsv II. 181. 2) ægteskab; hand beholdte dog henne til egt. LthÆ a 4v; – y ecte vill ieg leffue. DgF I. 225 b; min stiffmoder maa ieg icke tage til ecte. HemmE 125; dend, som dennem til echte bekommer (1652). GhA III. till 135; RFII 210 (ovf. I. 214 a10). Endnu brugeligt i forb til æ, jf sv till äkta. 3) ægtefælle; hun hannem haver nu og sig hans egte kalder. AB II. 69.Ægte, no. Jf uæ.Ægtebarn, no. ægtefødt barn; de ectebørn, som af frille fader eller moder ere fødde. ChrIV L arveb k 1711; egtebørn ere de, som ere føde af forældre, der ere egte viede. DL 5-2-32.Ægtebindsel, no. ægteforbindelse; hand fant sin R i egtebindsel knyt med een dyd-prydet pige. DP 50. Jf bindsel (I. till 34 b).Ægtebolskab, no. medhustru; de børn, han hadde wid sine echte bolskab. 1 Msb 256 (Tavsen; 1550: methustruer). Jf bolskab 3). Ægtebrev, no. skriftligt vidnesbyrd om ægte fødsel; han scal hæntæ siit echte breff, førræ hand wordher brodher i wort law (1471). Nyrop, Skråer II. 169 (nt echte breue. sst. 99); then dag han esker embedet, skal han legge sit ecthebreff po bordet (1492). FA I. 40; siøbreffue, egte-breffue, andre windnissbyrdtz breffue (1583). NdM II. 281; med sitt ecte breff bewise seg af erlige foreldre at were født (1603). GhA III. till 80; men ham ej paa sit egtebrev betroed og bevilged blev (1671). AB II. 471 a. 2) kongebrev, ved hvilket en uægte født får ret som ægtefødt. M. Jf brev 1).Ægtebroder, no. helbroder. M. Jf ægtesøster. Ægtebrud, no. ægteskabsbrud. M.Ægtebryder, no. ægteskabsbryder. M. Ægtebrud, no. brud (sponsa); at vi kunne være dend herres Christi rætte ectebruud. PBd 281; ret som en ægte-mand giør med sin ægte-brud. Helt, Skr 47.Ægtebunden, to. forbunden ved ægteskab; sammensanke til et egtebunden baand. AB I. 196 a; DP 59 (ovf. III. 27 a49). Ægtebånd, no. (t eheband) = ægtebindsel; her skiæres af det kiærlig ægte baand, som før var glæde-knytt. DV IV. 301; hustruen udi sit ecte-baand gaar offven for sin mand oc ved hans høyre haand. TkH 4, 88 (se u. ægtelove); som tiene kand til ziir paa vores egte-baand. DP 21, 4 (ovf. IV. 104 a21); ved kierlig egtebaand med LL. Wielandt XI. 472; dog løses ej dermed det faste ægtebaand, naar mand for præsten først har givet haand i haand. Helt, Skr 57, 47.Ægtebåren, to. ægtefødt; der aff ectebaarne forældre fødde ere. ChrIV L arveb k 7-7 (ectefødde. sst.); M. Jf horb., bære 6).Ægtedel, no. ægtefælle; i har min ecte deel, som Gud mig hafver gifvet. TkH 37 (= holl echte deel. Cats, Wercken 1665 VI. 90 a), 23; din kiærest' ecte-deel. sst. 41.Ægtedrift, no. drift til ægteskab; hand loe fuld smørret af Elvires ægte-drift. DP 24. Jf sst. 22: dend lyst Elvire var paakommen sig at gifte.Ægtefolk, no. (t ehevolk) i nuv. bet.; HemmE 268 (ovf. III. 423 b34); aarsag, hvorfor ectefolck maa atskillies (1582). Rsv* IV. 305; Dict (= conjuges); hvor skulde alting vel hos ectefolck sig spire. TkH 24; forkynder jeg eder rette egte-folk at være. Altb 343. – kollektivt; mange bøger for det ectefolck udgiffve. TkH 21 (= holl het echte volck. Cats, Wercken 1665 VI. 85 a); egtefolcket børn saa gierne haffve ville. TkH 221. Jf folk 1). Ægtefoster, no. ægtefødt barn; hver synd er af den onde og Satans ægte-foster. Faber, Ligpr o Swane (1732) 48. Jf foster 2).Ægtefælle, no. i nuv. bet.; at hun i hendes seng kand faa en ægtefælle. Helt, Skr 58; M; socia tori, ægtefælle. NL 1686, 1917 (= consors t.).Ægtefælle, no.; PBd 26 (ovf. IV. 458 b52). Ægtefælled, no. ægteskab; att i forbudne leed ingen ectefellidt skeer (1622). KD V. 54; saa frembt nogen ecte mand eller quindis person, midler tid de leffue i ecte fellit (1635). RdKl III. 247. Jf fælled (u. fælag, se særlig bet. 2)). Ægtefælled, no. 2) ægtefælle; der døer ectefellid, der døer børn. KP q 8; til forældre oc ægte fælleds ljgsbegengelse. Fdg 7/11 1682 § 9; ægtefælle. sst. (= KD VII. 191).Ægtefællig, no. ægtefælle; har du allered' en ectefellig fat. TkH 27, 202; fru KJ dernest hans egte-fellig blev. Wielandt XI. 471; du est nu min egte-fellig bleven. DP 52. Jf isl félagi ɔ: fælle; fsv fälaghi ɔ: ægtefælle; fællig, to. ovf.Ægtegemal, no. (t ehegemahl) fyrstelig ægtefælle; den høyborne princesse e. n. ectegemahl. Hermansen, Hornblæser a 4v. Ægtegemal, no.; Mithridatis fyrstinde oc ectegemal. Lauremb, Acerra philol v Sanderssøn I. 48.Ægtegive, go. give i ægteskab; fru E hannom bleff ecte giffuen. Hvf VII. 284. Jf give 14). Ægtegive, go. – tm.; blandt dem, som kunde regnis fuldkomne, haffue der været mange ectegiffte. Melanchthon, Loci v ålb 215. Ægtegifte, go. = ægtegive; bleff forbøden de geistlige ecte at giffte dem. Hvf I. 203. – lf. indgå ægteskab; som forbiwder prester att egte giifftes. Mb 32v; haffuer Iouinianus giffuit oss loff ath ectegifftis. Laur k 1; LaurU 58 (ovf. III. 868 a46). – tm. gift; om en mand eller qvinde, som er ectegifft (1582). Rsv* IV. 307; M.Ægtegiftermål, no. ægteskab; emod presters ectegifftermaal. Laur g 2v.Ægtegren, no. ægte afkom. M.Ægtehjon, no. ægtefolk. M. Jf hjon 2).Ægtehjærte, no. en ægtefælles hjærte; tuende ectehierters bestandig forbindelse (1664). KhS4 II. 651; HenrOK dedik 3 (ovf. III. 776 a53).Ægtehore, no. en ægtemands frille. M.Ægtehusbond(e), no. ægtemand; VdS 326 (ovf. IV. 526 b30); MP 46 (u. maritus); myrder sin boelskabs ecte - huusbonde. Hors* (1685) 502; SkR nnn 3v (ovf. III. 358 a7); Holtzmann 13 (ovf. II. 12 b51). Jf husbond(e) 2).Ægtehu[ø]sf[t]ru(e), no. (sv äkta hustru) hustru; hwa som hær taghær een æchtæ hwsfrø. Bl. I. 152; – prest skall wære een egte hwstruis mand. Mb 32v (jf 1 Tim 312); Etym 603 (u. conjux); at i vil have denne ærlige pige til eders egte hustru. Altb 342; – dw gaff oss twsinde skøger for en ecte høstrw. Laur a 4, b 1 (se ægtemand); om ieg hinde wille annamme tyll mynn egte høstrue (1568). DM3 VI. 164; meere som hans och hans søns fange end som hans egthehøstrue (1591). Rsv IV. 254. Jf husfru(e).Ægteknude, no. = ægtebindsel; der gives haand i haand, der knyttes ægteknuden. Helt, Skr 61.Ægtekone, no. (æn ektarkona) = ægtehustru; om nakær man wrther pafwndæn mæth nakær mans æctæ konæ. Bl I. 154; er ingen ecte-kon', hun er en helffvedsict. TkH 122; (1676). Stolpe II. 81 (ovf. II. 777 a54); M; v Aph I. 7 c. Ægtekvinde, no. = ægtehustru; han haffde en egte quinde, som heed Pricilla. Scroch, Føye forclar 5v, 4; (1558). Rsv* IV. 280; (1586). HT6 I. 105; præst skulde ey haffue ecte quinde. VdP 204; en maa haffue sin ecte quinde. Lyndsay 92v; TK 35; Holtzmann 90 (ovf. IV. 929 a52); see, hvor Gud elsker selff en ecte-qvind' i land. TkH 14; Jm 205; hør din egte-qvinde. Naur p 3v; hand bliver hendes mand, og hun hans ægte-qvinde. Helt, Skr 47. Jf uæ., kvinde 2). Ægtekvindefolk, no. = ægtehustru; hafuer besofuid et egte qvindefolck (1663). KhS3 III. 82. Jf kvind(e)f.Ægtekvissel, no. ægte afkom. M. Jf kvissel.Ægtekærlighed, no. kærlighed mellem mand og hustru; skulde ieg krencke min ecte kærlighed. Heg 46; AB I. 126 a (ovf. III. 62 a39-40); en ecte kiærlighed har der slet ingen art, hvor nogen vil sit ljff oc penge haffve spart. TkH 41; det angres mangefold, hvor ecte-kiærlighed mand søge skal med vold. sst. 113.Ægtelove, no. 1) ægteskabelig troskab; du skalt de planter see, som acter ecte-love, som ære ecte-baand. TkH 88. 2) ægtefælle? en ven sin ven forraader, en qvinde self sin mand, mand self sin ecte - lofve. Hex 205. Jf love 2) (II. 840 b39).Ægtelyst, no. lyst til (glæde ved) ægteskab; mand finder ecte-lyst i alle creature. TkH 84, 113 (ovf. III. 107 b24); fandt sin Laure der, hvis egte-lyst og glæde for sin hiemkommen mand var hende lige stoer. DP 56-57.Ægtelæ, no. ly (mulighed) for ægteskab? der er oc venlig lyst udi det haarde træ, der findis ecte-læ. TkH 88.Ægteløfte, no. (sv äktalöfte) løfte om ægteskab; og derfor Laure strax om egteløfte bad, som gav ham fæstens ja. DP 51.Ægteløfte, no.; tør ej skuffe saa dit egte-løftis fynd. OR II. 15. Ægtemage, no. (sv äkta make[a]) ægtefælle; nu har i smukt opsøgt en ærlig egte-mage. AB I. 206; fru IR var først hans egte-mage. Wielandt XI. 471; hvad gods og middel var, gav hand sin egte-mage. DP 58, 6. Endnu brugeligt.Ægtemagt, no. ægteskabets kraft; jeg vil oc vjse, ad gandske verdens kreds den ectemact maa prjse, ad jorden, lufft oc vand paa ecte-troe bestaa. TkH 82 (= holl echte macht. Cats, Wercken 1665 VI. 103 a).Ægtemand, no. (sv äkta man, mnt echteman) i nuv. bet.; en ectehøstruis ecteman. Laur b 1; egtemand, som haffuer sin egtehøstru leffuendis (1558). Rsv* IV. 279; MP 46 (u. maritus); Steph I. 296 a; Etym 603 (u. conjux); en ecte-mand sin roes paa qvinden legge maa. TkH 13, 26 (ovf. III. 719 b24).Ægtemål, no. ægtefælle. M. Vel overs af t ehegemahl.Ægtepant, no. (t ehepfand) barn (som pant på (vidne om) ægteskabelig forbindelse); dine børn de kærlig ægte - pant. DV IX. 668. Ægtepar, no. (sv äkta par, t ehepaar) i nuv. bet.; det priis-værdige egte-par JR og MM paa deres anden bryllups-dag. AB I. 175; naar udaff kiærlighed det ecte-par lidt ralde. TkH 13, 196; hvor saligt var det egte-par i Cana. KPs 228; alle ecte-par. sst. 226.Ægteparre, go. vie sammen. M. Jf nt paren.Ægteperson, no. ægtefælle; KkO f 1v (ovf. II. 44 a30 = RdKl I. 73; KhS I. 80); TVd 127 (ovf. IV. 330 b50); naar den ene ecte-person forlader den anden (1582). Rsv* IV. 306; MP 46 (u. conjunx); Steph I. 296 a; ecte personer betæncke sig storckens reenhed. SkP 516.Ægtepligt, no. (t ehepflicht) pligt i ægteskab; fremstille eder smuckt enhver sin ecte-plict. TkH 2, 128; een daarlig egte-pligt hand lagde Laure for. DP 52, 55; een anden egte-pligt, der bedre kand husvale, blev Laure prendtet ind. DP 56.Ægtesag, no. (t ehesache) ægteskabssag; det staar fast i ægte-sager. Helt, Skr 48; hiemme lod paa egte-sagen jevne, til hand den udlands mand ey meere foregav den vaanlig egte-pligt. DP 56.Ægteseng, no. hunk. ægtefolks seng; en ecteseng er wbesmittet, det er: hun er en kysker seng. HemmE 87; – ecteskaff skal holdis erligt oc den ecte seng wbesmittet. Heb 134; Etym 602 (= jugalis torus); pleyer kyskheds lyst oc i sin ecte-seng. TkH 199, 27. Jf seng. Ægtesengero, no. hustru; sin ecte senge-roe med ære krone maa. TkH 5. Jf sengero 2).Ægteskat, no. (t eheschatz) ægtefælle; det par oc kiærest' ecteskat, som herren tilsammen hafver sat. TkH 37.Ægteskilsmisse, no. ægteskabsskilsmisse. M. Ægteskyldighed, no. = ægtepligt; DP 59 (ovf. III. 197 b38). Ægteskød, no. moderliv; Raun 43 (ovf. IV. 339 b18).Ægtesold, no. løn i ægteskab; bød saa sin Laure til een anden egte-sold. DP 56.Ægtestaldbroder, no. ægtefælle; sin ecte staldbroder. Heg 46 ir.; naar mand myster sin hiertens kiere ecte stolbroder. N Michelsøn, Ligpr o St Bilde a 2v-3; ChrIV* VII. 10; facere divortium, skille sig ved sin ecte staldbroder. Etym 371; hui udgyder du taare ofver din ectestalbroders eller din vens død. BT II. 155; parrer eenlighed og elendighed som to ægte-stalbrødre sammen. Faber, Ligp o Swane (1732) 55.Ægtestand, no. (sv äkta stånd, t ehestand) i nuv. bet.; om ecte-standen end lidt pine har med sig. TkH 22; o egte-stand! du høylyksalig est. KPs 225; vAph I. 8 a. Ægtestat, no. (holl echtestaat) = frgd. o.; æchtestatt er eett erligtt skick. PE 433, 409, 410; (1539). Rsv* IV. 196; den æcte stat haffuer i gammel tid været de aandelige fri faare. HWR 58v i r.; ectestat maa de (ɔ: kardinaler) icke leffue i. VdP 207; er der sorg i ectestat, naar børnen ville icke komme. ArctF m 3v. Jf stat 1).Ægtested, no. sted, hvor man gifter sig? lad rejser fare, naar du vilt til ectested. TkH 197.Ægtesæde, no. ægteskab; hvad møder ey udi det kiærlig ægte - sæde. DV IV. 301. Jf enkes.Ægtesæde, no.; der sætte sig paa ny i ægte-sæde. LTh 67. Ægtesøster, no. helsøster. M.Ægtetro, no. = ægtelove 1); i Guds vrede brut sin ære oc ectetro. Heg 116; til mig tør kaste sind og hu og egtetro tilbyde. AB I. 101 a; i skofven udi roe mand finder kiærlighed, mand finder ecte-troe. TkH 88, 82 (ovf. sp a2), 194; (= holl echte trou. Cats, Wercken (1665) VI. 105 a, 103 a); legge selv sin haand til eders egte-troe. Wielandt IV. 4. – ægteskabsløfte; den ridder var icke i kongens gaard, der hun vilde gifve sin ecte tro. VdT 78 (= tro. DgF III. 337 b). Jf ovf. IV. 446 a14.Ægtetroskab, no. = ægtelove 1); der med uden falsk all egte troskab yder. AB I. 140.Ægtetægt, no. hustru; ieg kaldis oc din qvinde oc er din ecte-tect. GI c 2. Jf tægtekvinde.Ægteven, no. ægtemand; fuldbyrder det, som bør en egte ven. AB I. 114; den ædle ægte - ven Gud eder givet haver. TT** VI. 561.Ægteviv, no. (mnt echterwif) hustru; ingen prest maa haffue sin ecte viff. Lyndsay 92v; hvordan en ecte-viff skal hendes husbund' ære. TkH 89, 198. Jf viv 2).Ægtevogn, no. ægteskab (færd i dette); lær til det rætte spoer din ecte - vogn at vende. TkH 4 (= holl den echten wagen. Cats, Wercken (1665) VI. 80 a). Ægteåg, no. (t ehejoch) ægteskabets tvang; lær det ecte-aag paa din hals at lide. TkH 90. Ægteskab, no. fk. i nuv. bet.; thenn hellige echteskab. Rsv* IV. 10; (1537). Rsv II. 64 (ovf. u. forse 1)); sin ecteskab hand holder reen. Rch 351; ecteskab er værd at prise, thi den er hederlig. Psd I. 289 a. Mnt echtschop, hunk. – ik.; Hebr 134 (ovf. s 961 a49); skal intet ecteskab tilstedis (1539). RdKl I. 74 (= KhS I. 81); i loffligt ecteskaff at hand vil gaa. Lyndsay 94. Sv äktenskap ik. – flt. ecteskaff skulle vere ære ærlige. Hebr 134 (CP); scrifften taler om tuenne ecteskaff. Laur a 2v; – ægteskaber. Brorson, Psalmer (v Arlaud) 263 a.Ægteskabshandel, no. forhandling om ægteskab; huadt hwn sagde eller giorde wtj samme egteskaffs handell (1540). DM3 I. 174. Jf handel 4).Ægteskabsopslag, no. ophævelse af forlovelse. M.Ægteskabsstand, no. ægtestand; hennde att begiere sig vthi denn hellige echteskaffsstannd (1604). DM4 IV. 100; – echteskabsstatt. sst. 101, jf flgd. o. Ægteskabsstand, no.; RFII 265 (ovf. III. 674 b27). Ægteskabsstat, no. hank. = ægtestat; Gwd haffwer æret thenne egtescaffs stadt, Phariseierne the vanære hannom. Mb 32v; – egteskaffs stadt hindrede thennum inthet wdy theris gudts thienneste. Scroch, Føye forcl 4; denne ecteskaffs stat ... er hellig i blant alle christne, ingen wndertagen, som hannem erlige indgaar och trofastelige beuiser sig i hannem. Laur a 2v; holt wel reen thin echteskabs stat. Psb I. 164; Kv v 1371; de personer, som ere uden for ecteskabstat. Hors* 336; ecteskabs stat haffuer Gud kier. KP a 1v. Jf stat.Ægte, go. 1) (mnt echten) lyse i kuld og køn, give ret som ægtefødt; da hand laa paa sin soteseng, viedis hand ved sin frille, paa det hand skulde ecte hans søn. Hvf V. 212; M. 2) (sv äkta) i nuv. bet.; hvo til en pige gaaer og hendes ære nyder, hand hende ægte maa. Helt, Skr 47; M; vAph I. 7 c. 3) æ. sig (mnt sick echten) gifte sig; huilchen suend som sig med en enche i lauget echtendesz worder (1652). GhA III. till 135. 4) lf. = bet. 3); min daatter maa iche ectis met min stiffader. HemmE 125; brødre børn maa ectis tilsammen. sst. dd 6; saa snart vi hafve annammit Christum oc ere med hannem foreenede som voris rætte brudgom oc ere blefne saa som ectede med hannem. Rosenkrands 225. Ægte, to. (sv äkta, mnt echte) ægtefødt; - (1512). KD II. 193 (ovf. I. 457 a18); min echte søn wijd troen. 1 Tim 12 (1524); Tit 14 (sst.; begge st. gr γνησίῳ); DgF V. 1. 27 b (ndf. l39); mangt et barn for ect er vordet kiendt, endog en skalck dets moder haffde skiendt. TkH 197; legitimi filii, ægte sønner. NL 747. Jf vanæ.Ægte, to.; (1402). DoB 102 (ovf. I. 78 b16). 2) virkelig; denne ecte safran. FD 50 B; echte perler (1682). DS III. 263. Jf uæ.Ægtu[i]g, to. 1) ægtefødt; icke burde ham eder at for skiude, hans ectuge køn, mere end den anden, hans kæriste søn. Rch 76; – egttig er nu hindis sønner siu. DgF V. 1. 25 b (= ecte. sst. 27 b); er ieg icke ectige, prectig' oc mectige. Rch 49. 2) (mnt echtich) værende i (mod) ægteskab; waare det saa, at en styremand finge seg en ectug høstrue (1545). NdM I. 284; – nogen echtiigh mandt, som haffwer syn hustrue leffwendis (1537). Rsv* IV. 177; haffuer drøffuet syn søster fran seg, som er hans ecktige hostrue (1546). DM4 I. 169; – aff hiertet vtgaar vndne tancke, echtig huor. Matt 1519 (1524). Jf uæ.Ægtebrødrekrig, no. krig mellem helbrødre; ved egtebrødre-krig. Raun 51.Ægtefæste, go. tage til æ.; skal jeg forandre mig og nogen ægte-fæste. DP 26. Ægtefødt, to. i nuv. bet.; (1550). DM V. 252 (ovf. I. 344 b5); (1678). LA 5 (ovf. V. 351 a9).Ægtehustrubarn, no. barn af en æ.; Rsv* V. 531 (ovf. I. 593 b15).Ægteløs, to. (nt echteloos) værende uden ægteskab; huilcken løss grundwol deriss ecteløse kyskhed er bygd paa. Laur g 4; offuer giffue hans ecteløsse skick. sst. l4. Ægteløshed, no. ugift stand; her skulle iettis ecteløshed. Laur h 1v. Jf uæ.Ægtemening, no. hensigt at ægte; schall vdi erlig echte meening sig hinde haffue throloffuitt thill sin echte høstrw (1586). HT6 I. 97.Ægtepagt, no. i nuv. bet.; da egte-pagt var nevnt, jeg fik saa lang en næse. OR II. 75, 60 (ovf. V. 912 a27), 15; har i en bond-løøs kurv forvart sin egte-pagt. LTh 272. Jf ovf. II. 605 a16; V. 607 a14. Ægtepode, no. barn af ægteskab; for huus og mand saavel som ægtepoder. Schand (u. å.) h 1v.Ægteprins, no. p., der er ægtefælle; AB I. 79 (ovf. II. 840 b38).Ægtesmykke, no. s. i ægteskab; det denne ædle sjæl som ægte-smykker bar. LTh 219.Ægtesødhed, no. glæde ved ægteskab; hvad ægte-sødhed siæl og sind i slig foreening nyde. Reenb I. 273.Ægtesøn, no. ægtefødt søn; en egte-søn elsker meest den fader, som ham refser. HenrW II. 83.Ægtesøskende, no. helsøskende; (1539). Rsv II. 97 (ovf. I. 489 a u. fæderne, no. b.).Ægtetro, to. tro i ægteskab; Canthar er æcte-tro. Hex nn 1v (jf sst. 187: C sin æcte-troo ej bryder).Ægteskabsbrev, no. vielsesattest; fremwiiste henders søsters æcteskabs breff. Jm 237.Ægteskabsbånd, no. (sv äktenskapsband) i nuv. bet.; Etym 461 (= fœdera lecti); 825 (= connubiale vinculum).Ægteskabsdjævel, no. (sv äktenskapsdjeful) ødelægger af æ.; NPD ttbl (ovf. V. 2); affuerie den skendige ecteskaffs dieffuel. Husf (1634) x 7.Ægteskabsløfte, no. (sv äktenskapslöfte) i nuv. bet.; om hun icke gaff hannom frij for thend egtheskabs løffthe (1568). KhS3 IV. 433; som hand samme sin echteschabsløffthe icke holde wille (1586). HT6 I. 97; jf ovf. II. 839 b47 f; – RdKl III. 545 (ovf. IV. 447 b26). Jf ægtel.Ægteskabspligt, no. (sv äktenskapspligt) i nuv. bet.; enthen sig epther sin echteschabsplicht indstiller hoes sin høstrw (1586). HT6 I. 97. Jf ægtep.Ægteskabssag, no. (sv äktenskapssak) i nuv. bet.; FS IV. 132 (ovf. III. 419 b32); hos denne Visby kircke var capitlet, hvor ecteskaffs sager bleff foretaget at raadsla. WE 679. Jf ægtes. Ægteskabsseng, no. ægteseng; Dict (= genialis lectus).Ægteskabsskilsmis(se), no. i nuv. bet.; Etym 1421 (u. divortium).Ægteskabsvise, no. sang om æ.; VdV fort b 4v (ovf. V. 214 b3). Ægtelig, to. (mnt echtlik) ægteskabelig; Ciegler 239 (ovf. V. 1144 b11 = t ehelicher. udg 1599 338); – NL 1054 (u. connubialis). Vis mere +