VævVæv, no. 1) (isl vefr) tøj, der skal væves (eller er vævet); so scal wæffwen wære ændh, at thet godhe ær indh wændh. PL** I. nr 1103 (= l stamen); PlV 409; MP 135 (u. tela); Etym 1292; Steph I. 182 b; deris væff skulle icke bliffue til klæder. Jes 596 (1607, 1647); ieg laffwede min wæff saaledis paa en stoel ... kunde ieg met et draff løsse min wæff. Jm 152; – ther iumfruen wøffuen suo. DgF I. 362 a (hampe-wøff. sst. = hampe-veff. sst. 364 b); DgF III. 393 a (ovf. IV. 441 b23). J form, jf Jensen, Vendelbomål § 195. – et bestemt slags tøj; - 5 korter leysk oc 2 alne wew (1507). KhS VIII. 756. Jf Fritzner2 III. 887 b4; sv väf, t webe bruges særlig om lærred, men denne bet. synes ej at passe. – en vis mængde (løg); mange vever løg. SR II. 469. Jf ovf. III. 558 b54. 2) (svd väf) væverstol; textoris instrumentum, væff oc væffuer redskab. Etym 1292 (u. tela); Steph I. 277 a. Endnu alm. i begge bet. Jf silke-, skotte-, spindel-, standv.Væv, no. 2); BT III. 236 (ovf. II. 33 a50); (1704). LA 350 (ovf. IV. 729 b52).Væve(r)blad, no. (t weberblatt) kam på en væv. M; – væverblad. vAph I. 766 c. Jf VSO: blad 2 i).Vævebom, no. (sv väfbom) bom på en væv; liciatorium, veffuebom. Etym 659; M; – væverbom. vAph I. 766 c.Vævefald, no. affald (småtråde, fnug og lign.) ved vævning; fila putrida, quæ de telis cadunt, væffuefald. Etym 1440; NL 1901. Jf skættef.Vævefod, no. fod på en væv; fulcra textoria, væffue fødder. Etym 159 (u. tibicen); M.Væve(r)kam, no. (sv väfkam) = væveblad; giorde en wæffwe kam der aff. Jm 128 (wæffver-kam. sst. 152); M.Vævekone, no. (fsv väfkuna) kone, der væver. M. Vævekurv, no. kurv til nøglerne med rendegarnet; Etym 145 (u. calathus); M.Vævkvinde, no. = vævkone; veffquinden fech en stattelig bylt. Dmdo 32.Vævenagel, no. = vævebom? foer hen met væffuenagelen oc væffstangen. Dom 1614 (1607, 1647) (= vævernaglen nuv. overs.). Nagle mulig brugt som den sædv. overs. af hebr יָתֵד , jf dog nagle 2).Væverør, no. = væve(r)blad. M. Jf rør 2).Væv(er)ske(d), no. (sv väfsked) = væve(r)- blad; veffsketh, lagana. Smst 264 (jf sst. 43); som weffskeden gømengaar. ÆB 3 Msb 1348; CPV (u. liciatorium og pecten); SmdL 198; Etym 898 (ovf. III. 872 a43; Steph I. 277 a: veverskee); – hans spydz træ war sa som wæweskeæns træ. 1 Sam 177 (ÆB; 1550: væffue stong; 1607: væfuerstang; Vulg: liciatorium). 2) væverskytte; – vefver-skee, vefver-skytte, radius. ComO 185 a. Mulig fejltagelse.Væv(er)ske(d), no. 2); radius, veff sked. Voc 58v. Vævskytte, no. (n vevskyt) væverskytte; radius textoris, væffskytte, væffue spole. Etym 1043 (jf errata); – væverskytte. M; vAph I. 767 a. Jf skytte(l) 1). Væv(er)spille, no. spole; panus, væffuespole, væffspille vdi skytten. Etym 871. Jf spil(l)e 4). Væve(r)spole, no. (sv vävspole) = frgd. o.; Etym 871 (ovf. l12), 1043 (ovf. l9); – vævespole. NL 1453; – vævers. vAph I. 767 a. Jf spole 2).Væv(er)stang, no. stang (håndspage) til at dreje bommen i en væv; it spiud som en veffstong. 1 Kr 1223; Dom 1614 (1607, 1647, ovf. sp a43; 1607 begge st.: veffstang); 1 Sam 177 (ovf. l3; 1607: væfuers.). Jf ovf. IV. 107 a13.Væv(er)sølle, no. = sølje 2); lecium, veff søller. TV 59; – væværæ sølf, textoris radium. Smst 261 (jf sst. 43); – væversylle. M; vAph I. 767 a.Væv(er)sølle, no.; – licium, veff sølffue. Voc 58v.Væve, go. 1) (isl vefa) i nuv. bet.; CPV (u. texo); Etym 1325; Steph II. 1374; de veffue spindelueff. Jes 595 (1550, 1647); Rch 147 (ovf. IV. 248 a38); SP a 3v (ovf. IV. 315 a31). – dat.; hun vou y denn første liste. DgF III. 394 b; – hun sad paa væven og vov. DgF II. 512 a (ny optegn.); – for hwilke som qwynnene wæfthe. 2 Kg 237 (ÆB; 1550: veffuede, jf ovf. IV. 410 a11); – denn yngeste hun wøffuet den vd til ende. DgF III. 393 a (frgd. o. ovf. IV. 441 b22). – tm.; 5 dughe, ærre veffne y dræygell och skafftaffl. SmR I. 101; – wøffuett sengkleder (1554). Suhm III. 310. J form, jf Thors 48. St. bøjn i Isl, Fsv (jf Rdq I. 130) og N (jf åsen: veva), jf PSK 33; svag bøjn i nuv. Sv. – v. kirkens vadmel, se ovf. IV. 719 a34. 2) flette; Etym 952 (u. implico); Steph II. 693. 3) (isl vefia) vikle, indvikle, indsvøbe; te weuæ tørris hofuet met hwet linet. MR 5811; enghen man, som thiener Gudh, skall wæffwæ sik i wærtzens thingh. GkS 10; hagde ført hanum paa mett urette slig en fremede sag, uskyllige at ville veffue hanum udi (1562). Rsv II. 322; Heg 136 (ovf. IV. 593 a50); – ther seer ieg brænnende lowe faræ vp oc vøwe sek vm vsle siæl. HS 14333-4; thæt ær wøfdh i kobæn. ÆB 1 Sam 219 (se gloss.; 1550: suøbt). – vøfues i verldens fofænghet. HS 78; som vøfwes idelig i syndens vrenlighet. sst. 16826. 4) tale usikkert; hand saed oc wæffwede i ordene. Jm 196; M. Jf MbO: væve 2); VSO bet. 2). Der er vel næppe grund til at søge et andet ord i denne bet. (jf VSS V. 202), jf vævle. 5) v. af ɔ: tage tøjet af væven. M. 6) v. op ɔ: trævle (vævet tøj) op; redordior, løs op igien, væffuer op igien. Etym 850, 1327 (u. retexo); Steph II. 1190, 1241. Jf be-, fuld-, i-, sammel-, tilsammenv.Væve, go. 1) – dat.; Jm 152 (ovf. IV. 69 b18). 2); Raun 82 (ovf. IV. 817 b13 = l texta. IV. 34). Jf inden-, ind-, om-, undenv., guld-, halv-, løs-, undervævet (V. 1132 b42). Vævel, no. 1) (svd weväl) reb (særlig til at binde om hølæssets sider); GH 179 (ovf. IV. 207 b49). Jf høv.; Schlyter: vævildræt. 2) = væv 1). M. Jf Hagerup 110: væv. 3) (fris wäwel) = væv 2); insilia, fodspor paa væffuelden. Etym 1096 (NL 1537: fod-træ paa en væv); M. Jf MbD: vævl; Kok I. 422.Vævle, go. (n vevla) 1) omvikle, se sammenv. 2) stamme. M. Jf bevæble.Vævleri, no. vrøvl. M.Vævling, no. et slags snor; BruunA 401 (ovf. III. 695 b7). Rimeligvis snor til vævlinger (ɔ: rebtrin på vanter), jf MO: vevling.Vævling, no.; Wad I. 265 (ovf. V. 1077 a36), 158; for veflinger 6 dr (1627). Wulff 96. Vævere, no. (sv väfvare) væver; mit liff er reffuit fra mig lige som en veffuere. Jes 3812 (1550, 1647); Job 76 (ovf. II. 185 b9); CPV (u. textor); TV 59. Jf lin-, silke-, uldv.Vævere, no. Jf belede-, grille-, hose-, karlev.Væverbo(d), no. væverværksted; textrina, veverboe. Steph I. 189 a; M (begge former).Væverembede, no. væverlag; [oldermand] i weffuerembede (1584). KD I. 546. Jf embede 3).Væverhus, no. = væverbo(d); textrina, veffuerhuss, veffuerens vercksted. MP 135; Etym 1325. Jf fsv väfhus.Væverknude, no. (t weberknoten) knude til at sammenknytte tråd i en væv (bet. 1)). M. Endnu brugeligt.Vævermude, no. gave til væveren. M. Jf væv kvinde væverpenge (-skøn), mude (III. 132 b11), årb f Kulturhist X. 83.Væverskammel, no. trædebræt i en væv, ved hvilket rendingen åbnes. M. Jf skammel 3).Væverskammel, no.; ComO 185 (ovf. IV. 462 a21).Væverskib, no. (t weberschiff) = vævskytte. M. Jf VSO: skib 8).Væverskøjte, no. = vævskytte. M. Ligesom frgd. o. efter skyttens form, jf skøjte.Væverskøn, no. fødevarer til væveren, når han satte rendegarn på. M. = rendekande. sst. Jf vævermude, rendepenge, ovf.; MbD: skiøn; VSO VI. 370 b: skiøn; Rietz: skön 4).Væverestuve, no. = væverbo(d); textrina, væffuere stuffue oc hus. Etym 1325. Jf stove. – Jf smsætn af væv.Væveri, no. (sv väfveri, ik.) 1) fk. i nuv. bet.; en weffuerie met segeldug at oprette (1642). Hüb II. 103. – ik. vAph I. 766 c. 2) vævning; Etym 1325 (u. textura); NL 1889 (MP 136: veffning). 3) ik. = væv 1). M. 4) snak; dette er idel vefverj. BT III. 332 (= l textorium).Væve(r)ske, no. (sv väfverska) = vævekone; textrix, veweske. CPV (også u. textriculo(!); udg 1510: veweske – lyden vewerske); veffuerske. TV 59; MP 135; Steph I. 279 a.Vævig, to. flakkende, bølgende; den vævig svovledamp. DV IX. 665. Mulig løs, jf t webig.Vævned, no. (isl vefnaƀr) = væveri 2); daatteren fand paa spind oc weffned. Lysch 3. Vævster, no. (ags vebbestre) = vævekone. M. Jf MbD.Væveløn, no. l. for vævning; thett skalt du haffue till wøffue-løn. DgF III. 393 a. Vævelse, no. = væv 1); 2 Msb 288 (ÆB, ovf. V. 700 b37). Væverkunst, no. kunsten at v.; SmdL 179 (u. textoria).Vævning, no. (fsv väfning) i nuv. bet.; konen saa forslider sin vævning med en sang. Raun 16. Vis mere +