VældeVælde, no.
1) ik. (∾ isl veldi) magt, rådighed; - ther ær enkte, hwat som ey ær j mith welde, vtæn thic. ÆB 1 Msb 399; een maa prøwæ en man i sith weldhe. PL** I. nr 218; PE 72; dit velde recker indtil verdens ende. Daniel 419 (1550; 1607: din v.); VdS fort 23 (ovf. IV. 263 b10); kaldis for sit store velde oc mandom Albertus Magnus. Lysch 520; – Luk 2020 (1524, ovf. III. 401 a6; 1550; mact); christen mand, som du haffuer haffd i velde. VdV II. nr 8 v 8. – federlig veelde ssodan een sandtz och madhe haffuer, at hwn seg icke vidher vtstrecker. LthÆ a 3. Brugen af hun kan være efter det ovf. II. 294 b23 nævnte, men er snarest en gengivelse af t sie, se Luther, Schr (1613) II. 429.
2) (mnt welde, hunk.) vold, overlast, voldsgærning; - her O giorde her L swodant welde oc herwercke (1492). Rsv I. 25; – hwa som thæn annæn søkær mæth wabænd hand oc gør hannum wældæ. Bl I. 148; GhA II. 9 (ovf. II. 343 a33); wordher nogher grebin uforwunnen meth makth och weldhæ (1415). Rsv* V. 86; (1417). DM I. 367; V. 216; saar gør eller nogher hindher eller welde gør (1477). Rsv* V. 206; PE 88 (ovf. u. besvaring); gør ther wællæ oc nogher skadhe (1549). NdM I. 88; VdS 390; for denne skade met roff, velde. Hvf VII. 35. – flt.; (1590). Rsv IV. 195 (ovf. IV. 857 a28). – Fk. PG 145, overgangen mulig påvirket af Nt, se bet. 2). – Jf døde-, kvinde-, overv., vold.Vælde, no.
1) – fk.; DV IV. 284; SortH h 1 (ovf. V. 447 b26, 249 b32).Vældegang, no. – gå v. ɔ: bryde ud og gå? findes det (ɔ: et svin) at gaae veldegang om natten i kornet (1681). HT IV. 526, jf sst.: lukker nogen sit sviin bag af sin gaard udi kornvangen.Vældestol, no. (isl veldisstóll) trone; KS II. 173 (ovf. III. 371 b16).Vælde, go.
1) råde, herske. M. Mulig kun tænkt bet. Jf mnt walden; volde 1) ovf.
2) bruge magt, drive med magt; tit oc ofte hafde veldit dennom ofver markeskiellit, saa der tit vor blefven døde folk ofver. SR I. 287; M. – v. fra ɔ: fratage, skille ved; dennom, som hannom ere saa weldede fran. TSd 80; belt, der haffuer mangen fra sin dawre velt, som mand siger. PlSk a 3v (jf KSB a 2); som den tiidtt bleff fraa liffuet welltt. Kv v 964; – især v. sig (hensynsbet.) til (fsv välda til sik) ɔ: tilegne sig, tage med magt; her HH welldhe sig till ath sette syne heste i bedh paa forne sletthe ... wellede han sigh at sla henne (1476). MbG; then haffue the huercken tagett eller weldett thennom tiill (1527). NdM V. 294; PE 90, 154, 157; vellder oc sek noger tiill at skicke sognepreste (1533). Rsv* IV. 147; (1548). KhS V. 37; ingen maa velde sig det til, som hører den menige mand til. PlSk a 4; veld dig regimentet til fra min faders haand. VdS 18. – v. sig ind ɔ: trænge sig ind (i, på); icke vælde sig ind i saadan deris samtale. ErB* 45 (= l ne semet ingerat. sst.); VdS 9; velder sig selff i noget kald. VdP 42; S veldede sig imod alle rigens indbyggeris villie vdi regementet. Lysch 113; – bør ingen geistligh øffrighedt velde sig ind mod verslig øffrighedtz embede (1561). KhS VI. 180; – wellede seg ind paa de rige oc røwede dennom fraa. TdmH a 8v. Jf for-, fra-, ind-, over-, til-, ud-, undv.Vældelige(n), bio. (fsv väldeleka)
1) kraftigt, stærkt; Johannes beuiser denne artikel veldelige. TdmU c 2; TP a 5 (ovf. IV. 575 a23); som Lutherus lagde sig veldelige mod det ganske paffuedome. PlSk h 1v; saa beuisis det veldelige her met. Tdm II. 49; ren hør paa den hede leffuer lagt lesker hende veldeligen. SmdLb VI. 35; huor til alle helgens fortieniste hialp veldeligen. Cold f 1; dersom de veldeligen der paa suede. FD 274 L.
2) med magt (vold); bøthæ thet, the fore wældelicæ meth there sagh (1417). DM I. 369; Br 24724 (ovf. u. forvinde sig); veldelig dreff hannem fra tinget (1492). Rsv I. 24; CP I. 19, 36; veldelig tagett fra thennom theres preuelegher oc frihedher (1523). GhA II. 68; (1533). Rsv* IV. 149; de weldeligen førde seg ind paa den stad A. TdmH a 5v; veldelige tage fra dem det lile, de haffue. HWR 6 (= nt mit gewalde. udg 1549 6); (1572). KhS VII. 446; hues fæderne gods hans farbroder haffde hannem veldeligen vdi feide tid fra taget. VdS 304, 15 (ovf. u. føre 9)). Jf voldelig.Vældelig(en), bio.
2) – forsætlig; (1685). Bjerge og Søegaard, Vider II. 216 (ovf. V. 1183 b6). Vældener, no. (mnt weldener) voldsmand; PE 375 (ovf. u. fordærvere); æreskiender oc veldenere. Rch 10; hine rige veldener oc Epicuri de grege porci. VdIG d 5v. Vælder, no. (mnt welder) = vældener. M.Vælder, no. Jf overv.Vældu[i]g, to.
1) (isl völdugr) kraftig, stærk; att ieg skulle worde sund, weldig, klaag. Venatorius 21; (1535). NdM V. 221 (ovf. II. 53 a23, her nærmest: stærke nok); det er en veldig iegere. 1 Msb 109 (1550, 1647, jf ovf. II. 433 b2); – nu giffuer ieg deeg wieelde magtt. DgF I. 163 a.
2) (sv väldig) rådende, styrende - (over); han ær weldug ower mange landh. RD I. 271 (= fsv vældogh. Fredr af Norm v 2815); (1525). NdM V. 84 (ovf. u. fuldmægtug 3)); jeg teg veldwg giør offuer alt mit gotz. ÆdS 115; – hans aarlige rentthe er hand weldig oc herre offuer. PE 118 (jf Hvf VII. 334); (1537). Rsv I. 63 (ovf. II. 859 a2); reis hen til Suergis folch oc spør, om denne var ej ofuer dennem veldig (1685). DS2 VI. 225. – ejende, havende; motte jech the fruge veldug væræ. RD II. 161.
3) skyldig i vold? DgF IV. 101 a, se ovf. IV. 857 b32. – Som bio. = vældelige 2); haffuer thenom then partt aff sacramenthet weldige berøffuett. PE 378. Jf al-, fuld-, overv., voldug. Vældig, to.
1); – Etym 1081 (ovf. V. 528 b46); DP 33 (ovf. IV. 536 a34); – KP x 6 (ovf. IV. 391 a13); midt i det klare vand skal kastes veldig steene. Raun 82. – Som bio. meget; WD II. 43 (ovf. IV. 247 a47).Vældige, go.
1) (mnt weldigen) få i sin magt, mægte. M. – 2) v. sig ɔ: trænge sig; - TdmH a 4v (ovf. III. 405 b52); – haffue forwelldighedt thennum thær till och taget samme hospitall till thennum (1528). DD 126. Jf vælde sig. – Jf ind-, overv.Vældighed, no. magt, herredømme; - han thog alt landet, hwilkæt som hans wældigheetz hafdhe wæræt. ÆB 4 Msb 2126 (Vulg: ditionis); han haffuer giort weldighed med sijn arm. Psb I. 23 (= Luk 151, CP mact); – v Aph I. 764 b (= gewalt).