UdfærdUdfærd, no. (isl útferƀ) 1) udrejse, udvandring, tog; hand vilde ingen større bekaastning vende paa kongens hiemfærd, end hand haffde giort paa hans vdfærd. VdS 401; see vi af deres udfærd her af riget, at de Celter ere de Cimbrer. VdSv fort c 5; andre forlenge dette vdfærd videre. Hvf I. 36 (= de Normanners vdgang. sst.). – udfald, angreb? paa gammell torg udi samme udfier toe hundrede borgere bleff slagen der (1596). DS VI. 121. 2) ligfærd, begravelse; ther kommæ til hans graff tusendæ tusendæ ænglæ, ther loff sunghæ thieræ Gudh i hans utfærdh. Br 2473; (1445). KD II. 78 (ovf. III. 742 a50); (1547). Rsv* IV. 230 (ovf. I. 107 b5). – gave (betaling) til præster ved begravelse; DM4 V. 314 (ovf. II. 399 a37); faaer huerken kirkernæ eller presternæ nogen thind eller vtferd (1558). DM VI. 323 (n). Jf Fritzner2: útferƀ 4). 3) udstyr, medgift; huis hindes fader gaff hinde thill udferdtt och huis hinndis brøllupskost stod hindes fader (1559). Rsv I. 265; Dict (= dos).Udfærdsøl, no. (æsv utfärdhis[a] öl) begravelsesgilde; holde de siælemesse oc udferdsøll med begrafvelsis maaltider. ComD § 964. Jf bh ufrøl; øl ndf.Udfærde, go. (n utferda, se Ross) udruste, udstyre; (1508). Jahn, Unionshist. 581 (ovf. I. 802 b2). Jf færde 2). Udfærde, go.; hun saae saa mangen skib udferde. DgF II. 272 b (= yferde. sst. II. 270 a).Udfærdig, to. helt færdig; skulle giøre wor gang fuld vdferdig med thennd porthall (1584). DS V. 167. Mulig for: fuldt ud f.Udfærdige, go. (mnt utferdigen) udruste (til sejlads); hans majest. skibe, som paa de danske strømme vare udfærdiget. RFII 90. Jf færdige.Udfærdige, go. – forfatte, udstede; Fdg 15/3 1666 (ovf. V. 222 a39); udferdiget paa dend maade, som før er meldt (1673). GhA II. 211 (frgd. o. ovf. V. 522 a31); (1707). LA 375 (ovf. V. 530 b35). Vis mere +