SåSå, go. (æ n sá) tilså, beså; thagher sædh oc saar agherenæ. 1 Msb 4723 (ÆB, 1607, 1647; 1550: saa i); i sex aar skalt tw saa thin jordh. 2 Msb 2310 (ÆB og flgd. overs.); den hvileager er fructbarere end den, som saaes hvert aar. ComD § 388. – efter nuv. brug; Kayn tok ath æriæ ok so. Luc 35; skullæ j saa sædhen. 3 Msb 2616 (ÆB og flgd. overs.); CPV (u. sero); en mand gick vd at skulle sso. Matt 133 (1524; CP og flgd. overs.: saa),27 (ovf. u. ager); the, som saaer mett gradt, sckule høste mett glede. Ps 1265 (FV og flgd. overs.); serere frumenta, saar korn. Etym 1155; Steph II. 1278. Jf for-, ombeså. Så, go. Jf be-, til-, udså, usåt.Såager, no. dyrketjord. M.Såbyg, no. sædebyg; 24 tønder sabøig, 24 tønder haffuer. ChrIV* IV. 315.Såland, no. = såager; ager, pløieland, saaland, aggerjord. Etym 20. Jf sædeland.Såland, no.; noget aff desz tilligende offuer drifft till saaland at maate lade indhegne (1627). Stbb 109.Såløb, no. (svd sålöp) kurv til at så af; wi gaa nu met vor saaløff vd. AA II. 133; mand skal saae med haanden og ikke med gandske sæk eller saaløv. PSO I. 296; saaløv, hvoraf kornet saaes. PSO I. 575; – såløb. M. Jf sædeløb.Såmand, no. sædemand; Etym 1157 (u. consitor); M.Såd, no. (sv sådd) 1) såning; saaed oc høst, vinter oc sommer. Lysch fort 5; løss iord oc god til saad. Etym 1017 (u. putris) 2) (isl sáƀ) udsæd. M. 3) såtid. M. Jf anger-, boghvede- (se frgd. o.), byg- (se u. bjug), efter-, havres.Såkorn, no. sædekorn; Dict (= frumentum seminale, jf ovf. IV. 262 a32).Såtid, no. i nuv. bet. M.Såvejr, no. godt vejr til at så. M. Vis mere +