StæleStæle (stjæle), go. (isl stela, fsv stiäla) stjæle; - nut.; sthæll nogher for armmodh oc wedhertørffth (1488). GkS 19v; stæler nogher man. Rsv* V. 27; deris hierter steler saa hen. Rch 54; stæler een noget fra een anden. F IV S § 53; – styæl han oc mynnæ, tha scal han hawæ thiwfs mærk. Bl I. 153-4; hoo som stiæl mænnæske. ÆB 2 Msb 2116 (1550: stiel); han ær saa godh, ther fiæl, som then, ther stiæl. PL** I. nr 322 (= stjeler. PSO I. 463). – f. m.; hand stielle icke mere. Ef 428 (1524 og flgd. overs.; 1647: stiæl). – dat.; MA stall mere fra PJ (1479). Hüb I. 36; ÆB 1 Msb 3130 (ovf. II. 92 b46); (1552). Rsv I. 185, 203; han stal det store oc ieg det ringe. HWR 88v; mig ingen beskylde skal, fra herren at ieg noget stall. TkA I. 62; du ilden fra mig stal. GH 14; GFK2 34; hand skaffede hende penge nok, som hand stal fra en mand. Beretn 9; – stjal vel stal. PG 381; stjal, stjaal. HøjsgG 95. – flt.; thæn skool, hwilkæn som j stolæ. ÆB 1 Msb 445; hans discipeler komme om natten oc staalle hannom. Matt 2813 (1524 og flgd. overs., jf Tdm I. 170v); hues de røffuede oc staale fra andre. VdS 272; – de stall. GHD II. 277. – tm.; theth, han haffwer stolleth. ÆB 2 Msb 224 (1550: det staalne); CP II. 108 (ovf. III. 619 a10); Rsv* IV. 39; T 162 (ovf. III. 603 b27); pølsen vaar staalen. HWR 20; naar en tyff haffuer staalet. Tdm II. 14v; I. 170v; VdS 14; furtivus, staaledt. Etym 500; mit hiert' er nu forlaaren, en liden tiuf har staallet mig det hen. TkA III. 155; siger Ennium at hafve staalet dette fra Homero. BT III. 320; GFK2 51; staalne vare faar mand sjelden værd for. PSO I. 77, 462. – nm.; att duerigen skal icke stele min datter bort. DgF V. 1. 141 a (= stelle. sst. 147 a; stiele. sst. 142 b); – furor, at stiele. CPV (også u. clepo); ey skulle komme oc stiele hannom. Matt 2764 (1524 og flgd. overs.); liue, stiele oc gøre wsemme. HWR 246, 51v. Den opr. nm. (uden »j«) synes sjælden, jf Lyngb* 17, så den på anf. st. mulig er dialektform. Jf Bl I. 16. – s. får ɔ: en juleleg. M. – bestjæle; at giøre sin næste oc ven ont, en nabo at stiele. HelvC ggg 1v. Jf isl stela einn. – hemmelig føre; stall hanndt siuv aff sine svinn inndt paa kronenns skoffve (1557). Rsv II. 187-188; M. – tilbagevirk. liste sig; stiæl seg til hannom om natetijd wdi mørck oc molm. TSd 102v; stal sig hemmelige vd aff en lønport. CP V. 2018-9; snige eller stiæle sig aff vejen. Etym 338 (u. subduco), 490 (u. subterfugio); Steph II. 1328. Jf be-, for-, hen-, pluks., bort-, fra(n)-, tjuv-, ustålen.Stæle, go. – til s. 194 b3; Naur y 3 (ovf. III. 845 a47). – tilbagevirk.; stieler sig til at giøre, furtim agit. Dict; saa u-formerkt et kys dig stiæle til. SortS 86. Jf tils.Stæler, no. (isl stelari) tyv. M. Jf MbO: stiæler.Stjæld, se kirkes.