StrafStraf, no. (fsv straf, t strafe)
1) i nuv. bet.; – hunk.; al straff, hwn syniss sørgelig. Hebr 1211 (CP; 1550: hand); straffen hun vaar end maadelig. Rerav, Fr II i 8v; transmigratio kalder mand den straff, en bortfløttelsis naffn mand hende gaff. Lyndsay 76v; den straff, som du nu lider, hun er icke uden legemlig. Psd I. 294 b. – hank.; fordi at hand oss til gode forholder straffen, da tencker verden, at hand skal aldri komme. Tdm II. 98v. – naar udlaabit er hans glas, hans straff vist kommer lige til pass. Hegelund, Susanna (1578) d 2. – flt.; wtalige atskillige straff. Hvf III. 335; adskillige straf, som Gvd hiemsøgte Israels børn med. Brochmand II. 350 b. – Psd I. 146 a (ovf. III. 90 a9); med betalningerne oc strafferne holdes vi i bestilningerne. ComD § 869; føre Guds straffer offver dem. GHD I. 353, 193; II. 184, 185, 539, 542.
2) bøde, afgift, - maatte bage rugbrød mod 2 rdr.-i straff til lauget (1665). Hüb II. 305.
3) dadel, irettesættelse; - ath ther føllier ey en wnyttig hoff effter i gorden koningen fore theres gerninger skyld til stor straff. DM3 I. 159; ÆdS 56 (ovf. IV. 105 b18); hui giffuer i oss der for straff, at wi scriffte. PSm e 2; met saadanne skarpe ord oc straff vende hand sin moders hierte fra wdyd. VdS 57 (= l tali convicio. Sax 144); – wiltw ey komme y hwermantz streff. Psd I. xxv b (rimord: breff; straff sst. l4). – med fho. anledning til dadel, mangel, fejl; det holder min sogne prest for straff. PSm a 3v; Rkr b 1v (ovf. II. 248 a11); ieg maa thz syæ for wthen straff. Rkr i 3v, n 5 (ɔ: som uimodsigeligt); Rch 43 (ovf. I. 734 b6 f n); – hwat som kødhz stod tijl straff. Rkr c 3v; thz stodh tha megz tijl straff, ath tho skullæ gaa modh en i ficth. Rkr d 1; – ær thenne gernyng (ɔ: mesterstykke) væll giort vdhen straff (1491). RoskS 46; thz findis i sandhed wthen straff. Rkr a 4, d 5v; sogne presten skal leffue vden straff, andre til it gaat exempel. PlV 13713-15. Som det vil ses, er bet. 3) tidligst optagen. Jf hoved-, ord-, pen- (nin)ge-, us.Straf, no.
1) – flt.; lide hundrede straffe for en. SthHb (1592) m 2v. – Jf bøddel-, hus-, land-, legoms-, liv(s)-, mellum-, skole-, syndes.Strafbrev, no. (t strafbrief) irettesættende brev. M.Straffældig, to. (t straffällig) strafskyldig; befindis der nogen suend, som er straffeldig, och vil icke lade sig aff krugfader straffe (1662). RoskS 67; M. – skyldig at bøde; hand derfor en rdr. til lauget att werre strafffeldig (1652). GhA III. till 134. Jf sagf.Straffældig, to.; dend eene er strafffeldig, men føris till sin første stand. GHD II. 437.Strafkende, go. ikende straf; huilchen suend, som blifuer straf kient for nogen sag och vill iche betale (1629). KD III. 91. Mulig ingen smsætn, jf kende 3). Strafpen(nin)ge, no. bøde; sex oc tiue aars effterstandendis affgifft met huis straffpenninge, som tilhører. Hvf V. 116; M. Jf t strafgeld; pen(nin)g(e) ovf.Strafpen(nin)ge, no.; – hvis strafpenge som kand falde (1676). Hüb II. 294.Strafskyldig, to. (sv straffskyldig) i nuv. bet.; Etym 815 (u. obnoxius); M. Straffe, go. (fsv straffa, mnt strafen)
1) forkaste, gendrive; obnæ breff skulæ bliwæ i theræt(!) fastheeth, wthen the worde straffethæ oc i geen drefnæ. GhA II. 8; hwilket pant her AJ straffethæ pa wor nathich herre konges rættærthing (1418). Matzen 223; han straffede thet testæment och gawe (1420). NdM VI. 239; huadt han thet icke straffer, førend han thet skiiber. Rsv* IV. 127.
2) laste, nedsætte; straffet andhen mands kram. Mc 5; PL** I. nr. 68 (ovf. II. 195 b7 = laster. PSO I. 6); de fare vild, som straffe ecteskaff. CP I. 176; PE 93; ingen baadsmand maa straffe skipperens kaast. FII k 28; straffede hand icke aleniste giestebudet, men ocsaa herren selff. VdS 58. – tm. i l. bet.; visdom ær ey straffuende. Kemp 721 (= værd at laste. Kemp* 60; l culpanda). Jf us.
3) irettesætte, dadle; da straffede faderen hannem met 3 eller 4 ord. CP I. 115, 77; discipelern straffede thennom, som framlidde thennom. Mark 1013 (1524, CP; jf ovf. II. 718 b39); Psb I. 32; sancte Pouel han straffede sancte Peder och stod hannem emod. Laur m 3v; naar de bliffue straffede oc vnderuisde aff deris elskelige raad. HWR 59; VdS 467; først thenom hiemeligen straffe for saadant et levnet (1580). DM VI. 222. Jf Holb. M poet. Skr. 360-1. – tale hårdt til; straffede hand weidret oc hauffuet. Matt 826 (1524, CP, 1607).
4) beskylde, erklære for; formedelst din vantro straffe Guds ord for løgn. Tdm I. 29; huo som nu bekiender Christum aff hiertet, hand straffer icke hans ord for løgn. Tdm I. 56 (= t lügen straffen. udg. 1549 I. 43v b); havde min bevislig skriftlig ord utilbørligen løgn straffit. SR I. 353.
5) i nuv. bet.; lower oc ordinantzer til ath straffe genstridige och vlydige menniske met. LaurU 11; straffe hannem enten med ord eller fengsel eller paa liffuet. Etym 1022 (u. inquiro), 945 (u. plecto); Steph II. 1068. – s. over ɔ: straffe (en); lade straffe offuer hannom. Rsv* IV. 67 (straffe alle the. sst.); straffe offuer vskiell, som wedbør (1526). NdM V. 119; straffe offwer manddraberen paa hans hals (1558). Rsv* IV. 263; straffede strengelige offuer de Sanseuerinater. Lysch 585. Jf Sdw: straffa 2) slutn; rette 11) ovf. – s. på, a) med det, der rammes af straffen; mulcto, straffer paa penge. Etym 785, 1072 (u. irrogo); Steph II. 906, 819; huem der imod giorde, skulde straffis paa sin hals. SkP 443. Jf t strafen an. – b) med straffemidlet; straffis paa vand och brød (1662). RoskS 67. – s. til, a) med tilføjelse af stedet; at de straffe dem til Københaffns kag. PlV 12631-32; haffue dømpt BK till att vere en løgnersche och straffis till kagit (1572). Rsv III. 160; se ovf. III. 48 a49. – b) = straffe på b); straffes vdj kiellderenn till vandt och brødt (1623). RoskS 61. Jf ovf. IV. 66 b42; til v og b ndf. u. til. – s. ved = straffe på a); then schall straffis vedth liff och guodtz. Rsv* IV. 44; (1530). NdM V. 318; hand lader dig straffe ved øxen oc daler. PlV 1935, 2015; straffe dem ved deris hals oc liff. Heg 82; straffe dennom ved liiff oc gods. Hvf VIII. 208.Straffe, go.
5) – med bøden som gst.; (1668). DS V. 347 (ovf. I. 744 b7). – s. på b); tiufvene straffes meesten paa at hænge (1670?). DM5 II. 294. Jf afs., ustraffende (-et).Straffekors, no. modgang set som (Guds) straf; det fierde slaus kaarss maa kaldis it straffekaarss, naar Gud hiemsøger sine børn oc straffer dennem. VdPb d 1.Straffested, no. fk. i nuv. bet.; WE 160 (ovf. II. 416 a31). Jf stad 2). Straffelig, to. (fsv straffeliker, mnt straflik)
1) forkastelig, dadelværdig; the ting, som ere straffelige. PE 76, 98, 233; er vanuittighed straffelig oc vfordragelig i christne ligfolk. Laur c 4; TSd 10v (ovf. II. 732 b51); den aandelige stat er straffelig, oc monge forarge sig paa hannem. HWR 58 i r; i synd oc last saare straffelig. PlH g 1v; TV 190 (u. culpabilis); VdS 93; hand hader synd oc ondskaff, oc huad som straffeligt er. Hvf III. fort a 3v.
2) mangelfuld, uantagelig; huo som straffeligt arbeide giør paa sadelmagere embede (1549). KD II. 289; huilcken gildbroder ssom øøll schal indlegge, och er thet straffeligt (1551). FA I. 58; thersom thett (ɔ: brødet) finndes straffeliigt, skulle the liide saadann straff (1559). GhA III. till 43; om derefter nogen straffelig mangel derpaa findes kunde (1667). Bruun 16.
3) straffende, streng; met haarde oc straffelige ord oc tale. CP IV. 39317. – Som bio. i bet. 1); thet, som the haffue straffelighe giort. PE 136; thersom the bliffwe befundne straffeligen eller forsømmeligen udi theris embede (1537). Rsv* IV. 173. Jf us.Straffelse, no. hunk. (∾ fsv straffilse) 1) irettesættelse; straffels oc vrætte dom skal thu lidhe aff manne. HS 2028 (= l reprehensiones. udg. 1724 35); thettæ ær, som teg gør strafels, thy at ieg seer teg at være rædh. HS 9028 (= l qvod te reprehensibilem reddit. udg. 1724 163); vituperatio, lastelse eller straffelse; CPV (også u. refutatio); straffelse leggiss den helliand till; thii henne bør ath ske met kerlighed. CP II. 48.
2) straf; modgong, plawe eller straffelse. CP II. 55; – herræn skal sændhe pa thik hwnghær ok stræffælsæ. 5 Msb 2820 (ÆB; 1607: straff).Straffermand, no. dadler; vituperator, straffer mand. CPV.Strafbøde, no. bøde som s.; (1624). KD II. 769 (ovf. IV. 338 a34); hvis straf - bøder som nogen for sin forseelse kand tilkomme at udgive. Fdg 10/1 1698 k 5 § 5; til hallen gives alle straf bøder (1705). KD VII. 751.Straflov, no. (sv strafflag) lov om s.; de giorde straff louger offuer dennem, som vaare wtacknemmelige. Hvasz fort a 7. Jf ovf. II. 722 a54.Strafværdig, to. forkastelig; nogen strafværdige gierninger. SR I. 352 (flgd. o. ovf. IV. 530 b6); huem de stycker forferdiget haffuer, som kiendis straffuerdige. Fdg 17/3 1623; – efter nuv. brug; ilden kom ved strafværdig forseelse (1705). KD V. 797. Jf sv straffvärd.Straffebrøde, no. strafbar brøde; at lide dom for plumpe straffe-brøde. Thrane 23.Strafembede, no. embede med straffemyndighed; huor som øffrighed haffuer sit straffembede aff Gud. Tdm II. 73.Straffri, to. ustraffet. M.Strafmusik, no. spil, der varsler s.; furiæ udskreg en straf-musik. OR I. 69.Strafprædiken, no. (sv strafprädikan) dadlende p.; bliffuer propheten vid vdi sin straff prædicken. SkR fort a 4; GHD I. 353 (ovf. V. 426 b54).Strafbar, to. (sv straffbar) i nuv. bet.; M.