SkødeSkød(e) (skode), no. 1) overdragelse (af grundejendom), skriftligt vidnesbyrd om samme; schøte en gardh, hws och iordh ... war forne gardh hws och jordh loghligh laubudhen, och skøde war statucht mælt (1462). NdM I. 154; (1522). Tvd 4518 (ovf. II. 557 b32); swodant skøde (1522). Suhm* I. 381 (ik. PG 163); – thenn skødhe, hans fader hagde udgiffuet (1539). Rsv II. 85; hues godtz ther skall affhendis, skall strax følge, hues skiøde ther paa giøris, och thend skiøde (1572). Rsv III. 163; en fuld, frii, thryg och endelig schiøde paa all thend arff (1583). Rsv IV. 24; – hørdhe hans scødh oc jndh wordh A. Tvd 7425 (mon ikke fejl for: han scødh ɔ: dat af skøde?); – the slot ey for pant oc ey for skodhæ vntfonget hafuer (1406). NdM VI. 237. – holde på s. som tegn på fuldmagt til udstædelsen; (1421). DM V. 303 (ovf. u. fuldvorde). Jf arm 3) (se også I. till), Stm 465, nuv. med påholden pen; Afledn. af skød (i bet. 2)), jf Jess 215; Fritzner2: skeyta. 2) agt, omhu; skall mand giffue skiøde paa deris førlighed, om dett er saa i tiiden, att de oc tollet. KkO d 7v (= KhS I. 75); att wij med alworlighed skulde gifue her skiøde paa oc legge saadant paa hiærte. TSd 296v; – skød. M.Skød(e), no. 1); hiemkøb och ewig skiodhe. DD 94. 2); hand holdt sin sag vdi skiøde. LyschC b 6. Skødebrev, no. skriftligt skøde; PK's s. (1447). Rsv I. 1; fek jæk hannum myth skødæbreff wppa then forneffnde iordh (1449). DM VI. 99; effther thii som thet skødebref ydhermere vdwiser oc inneholder, som iegh nw i gen ther vppaa haffuer aff Øø closther (1487). DVb 85; (1551). Rsv* IV. 238; skødebreff, lydendes att handtt hagde sold fra sig fiire sinne gaarde (1555). KhS VII. 819; anlangendis det skødebreff, greffue A skal haffue giffuet dennem. Hvf II. 133; IX. ee 3v; – en fuldkommelig skiødebrev (1590). Rsv IV. 191. Jf brev 1).Skødebrev, no. Jf adels.Skøde(s)løs, to. (svd skötlös) ligegyldig, sløv, hensynsløs; ehuor strag oc skødeløs han gaar omkring hende oc lader, lige som hun tørte platt intet wente seg gott aff hannom. TVd 180v; de wore skødeløse oc ginge heden. TSd 274; Hub 2v (ovf. II. 712 a34); de ere skødeløse folck. Visd 21 (Luther: rohe); vaar dig, de faar icke aarsag at klage dig, at du anstiller dig meere skøtløss, end tilforn. HiørP p 7; – skødisløse oc giffue sig til wtuctighed. Ef 419; folck ere nu mere skiødisløse, gerigere, wbarmhertigere. Tdm I. 3; huor fred oc rolighed er, bliffue de christne trygge, lade oc skiødisløse. Tdm III. 21v; den skødissløse oc uactsomme, som saa slemmeligen missbruger Jesu Christi legom oc blod. Rosenkrands 86. Efter nuv. brug; Etym 219 (u. iners), 1097 (u. inconsultus), 1168 (u. inconsiderans), 1435 (u. improvidus).Skødeløshed, no. ligegyldighed, ufølsomhed; den skiødeløsshed, der dennom fyl wed s. Hanses predicken oc vangergiffuenhed. TVd 27v; der han saa deres løsachtighed oc skiødeloshed til Guds ord. TVd 31; som formedelst hans faders wactsomhed oc skødeløshed vaar skild fra riget. HvfB v 1. Efter nuv. brug; Etym 1168 (u. inconsiderantia). Skødeløshed, no.; – saa at for deris søffnighed eller anden skødisløszheds skyld ingen ildsskade foraarsagis (1643). KD V. 254.Skødetunde, no. tønde (øl), der blev drukken efter udfærdigelsen af et skøde; blev samme skjøde mælt stadfæst over alle tingbænke og »skødde tunne paa drucken« (1507). GhA III. t 21-22. Jf lidkøb, tunde.Skøde, go. (isl skeyta) 1) i nuv. bet.; mancipo, skøder noget till anden. Etym 268; Steph II. 870; – all iordh och egændom sculæ affhændæs oc skotæs pa thæt meninghæ thingi. Bl 160. – s. med jord (kniv, muld, træ, tørv), se jord (osv.); han skøedt med kniiff och moeldt fornæffnde hærre A then fornæffnde gardt till ewindelig eiendom (1457). DD 86. 2) lægge mærke til; skiødher ey, thet K jndæ for kongen staar. RD I. 337; det wor wel høylig werd att see oc att achte, hwo der ellers hadde øyne att see med oc sind at skiøde med. TVd 68. Mulig i bet. 3). 3) bryde sig om, regne for; vdhen thu haffde forgongeth, hwo haffde skøth ath følge thik æffter. Kemp 11528 (= l curaret); RD II. 11 (ovf. u. fore, no.); SK v 993; CP I. 77; Mb 3; ÆdS 53 (ovf. II. 482 b1); PE 30; Psb I. 82; PSm i 3; lige som Gud vilde inted skøde det. PlSk a 7v; skulde end hans herre lide skade, han skøder det ey. HWR 62; VdS 369; (1587). Rsv IV. 117; hvad secter drømme her oc daarlig sig indbilde, det vi ej skøde vilde. Hex 50; hvad skiøder jeg da, at narre lee? GH indl 11v; dend fromme skøder aldrig, hvad ondt hand skall lide. GHD II. 520. – s. efter (fsv sköta äpter) i samme bet.; skøder inted effter din hosbond. PlV 1934; huo skøder der effter oc retter sig. PlH g 3. – s. om (isl skeyta um) i samme bet.; han skiøder meget om oss. TSd 234; bliffue hannom vgunstig oc inthet skiøde om hannom. TSd 304v; HWR 179 (ovf. u. befal). Som bemærket PlV 215, kan dat. skøtte udledes både af dette go. (jf Lyngb* 25) og af skøtte, se ndf. Dat. efter st. bøjn. mulig overf. fra skjude.Skøde, go. 1); – halff Steffnes herrz skøttæ ieg i byspens skød. Rkr l 4v; en jord, hwylken han fyk aff AP met skel oc skoot met tyngwyne (1418). Stbb 6 (fl. g. sst.); (1457). DD 86 (ovf. II. 210 b21). 2) – passe; han saaff offuer langefredagh och ycke skøde tiennisten (1562). KhS3 II. 220. Jf borts., uskøt.Skødelig, to. ivrig, omhyggelig; HS 16312 (ovf. u. forsømme sig = l intensus) – Som bio. omhyggeligt; accurate, skødelige vel actelige. CPV. Jf us.Skødelse, no. 1) = skød(e) 3); dispicientia, skødelse vel forsynlighed. CPV 2) pasning; en tractat om biers skiødelse, kiør oc faars siugdomme. HK 1639 ttbl.Skød(n)ing, no. (æn skeyting, fsv sköt(n)ing) 1) = skøde 1); the anammede skøding paa then eiedom. PE 198. 2) gave, tilskud; eet stycke penninge, som war then menige cristen mantz skødning, antuordhet wdi prelaternis hender. PE 221; ther till giorde the skiødning ænthen, wdaff huess the haffde, eller oc kwnne mett arbeijde. PE 465; som thenne artichell haffwer mange parther, swo er han och mange gamble ketteris samlegge oc sckiødning. Gensv r 2v; SthH r 1 (ovf. II. 783 a18). Jf pants.Skød(n)ing, no. 1); Hvf III. 31 (ovf. II. 424 a27).Skødsom, to. = skødelig; CPV (u. consideratus); maa tienern were fornomstig oc skiødsom. KkO e 1v (= RdKl I. 70); – skytsom. M. Jf us.Skødsom, to.; Deb 117 (ovf. V. 422 b13).Skødsomhed, no. omhu; her med eskes da den acht oc skiødsomhed, der skal were wdi oss wed saadan en euangelisk predicken. TSd 113. Jf us.Skødsommelige, bio. omhyggeligt; considerate, skødsomelige. CPV. Skøtte, go. (svd skötta) 1) = skøde 2); besoo the herrær bodhe och skiøtte allæ thieris ladhæ. RD II. 76; saa for han mz then redhe borth ... wi skøtthe ey horth. Rkr d 3v. 2) = skøde 3); thii skøtte han icke mere ath spørge. CP I. 112; Psb I. 35; ÆdS 103 (ovf. II. 97 b2); Schroch a 2v (ovf. III. 438 a21); emod det euangelium skal mand ingen høre eller skiødte. KkO a 4 (= RdKl I. 43); det taar ingen stort acte eller skøtte. HWR. 3v-4; wi vide, at du lærer ret, oc icke skytter nogen persoon. Luk 2021 (1607; 1524: anseer; CP: acter); saa lidet de søen skytte. LyschG a 3; vaar en tarrelig, karrig herre, skøtte ingen kongelig act oc practighed. Lysch 212; de skøtte ingen ting. BT I. 12 (= l nil pensi habere); hans sind det icke skøtter, at hand deeler ud sin mad. GH 81; reven skjøtte ej rønnebærene, for de vare sure. PSO I. 251. – haffde ieg icke skiøt derom. Jm 253. Jf Holb. M. poet Skr (v Liebenb.) 335. 3) tage sig af, passe; ingen maatte skiøtte ildebranden uden brandmesterne. HiørP g 4v; alting flittig skøttis. GH 127. Jf om-, pås.Skøtte, go. 3); RD II. 219 (ovf. I. 93 a20).Skødagtig, to. selvrådig? at du al skiødactig tryghed forlader. Corv II. 61. Jf MbD: skiødsk. Omdannelse for us., jf ovf. IV. 443 a6? Skøtte, no. = skøde 2); lader oss achte oc giffue skiødte paa ordet. TSd 125v.Skøtteløshed, no. = skødeløshed; vore stolte høffdingers skøtteløshed en aarsag til den tørfftighed er. Lyndsay 149.Skøt(te)som (hed), se us. Vis mere +