SjøSjø, no. (isl sjór, sv sjö) sø; druckner dem i en siø. HWR 255; wij haue bøgd eth slotth mellem two siør. RD III. 13211 (= tho siø. CP V. 9032); – søer. PG 174; – mine strøme bliffue store sø. Jes Sir 2437. – også havet; (1396). GhA V. 55 (ovf. u. fetaliebroder); riiget atskill fraan huer andher mett siøø oc salltwandt (1533). NdM II. 206; segle den saltte syø. DgF IV. 245 b; V. 1. 256 a (ovf. III. 696 a17); føre theris gotz til syøs (1443). Rsv* V. 148; the er komenn tiill siøs, saa ner som xiij perssoner, ssom icke kunde tholle att werre tiill siøs (1553). DS III. 75. Se også u. sjøtjuv; – Gud gaff them bør och blidhen søø. RD I. 308; then saltæ søø. RDII. 65. Jf Midjorder- (ovf. III. 51 b), Vesters.Sjø, no. – til s. ɔ: a) i åben (rum) s.; PE 150 (ovf. III. 748 a44); RFII 110 (ovf. II. 836 a17). Jf til 4) og 5). – b) ad s.; se ovf. III. 745 b50 f. Jf ovf. II. 735 b40 f. 2) bevægelse i vandet, strøm; TSd 187 (ovf. III. 748 a1); Æreb 200 (ovf. V. 848 b39). – Jf fisker-, gedde-, medeljorder-, mølle-, Norden-, Nord-, svogel-, Østers(j)ø.Søartikler, no. lovbestemmelser for søværnet; ChrV S ttbl; straffis efter søe-artiklerne. DL 4-7-3. Jf krigsa.Søbanke, no. (isl sjófarbakki) strandbakke, strandbred; hand lagde sig paa søøbanken og saae udi stranden. VdSv 159. Jf strandb.Søbanket, tm. beskyllet af søen; du, som paa bølgens ryg har vandret, og dit sø-banket skib fra hav til havn forandret. KhS4 III. 797.Søbevant, tm. søvant; saa færdig var hand (ɔ: N. Juel) med sin søebevandte hær. DV VIII. 614. Jf bevant.Søblad, no. (fsv siöbladh) åkande (nymphæa alba); fordi at den groer udi aaer, kaldis den aakande, oc fordi at den voxer udi søer, kaldis den søeblad, søeblommer. FD 94 F; M.Søblad, no. Jf sæblad.Søblomme, no. (svd sjöbloma) = søblad, se d. o.; Kyll 109; Buchwald 350. Jf blomme. Søblomme, no. Jf sæblomerblad.Søblomster, no. (sv sjöblomster) = søblad; rosa heraclea, aakanne, søblomster. MP 279; M. Jf JT 152; blo(m)ster.S(j)øbod, no. (æn sjófarbúƀ) strandhus; han er her i syøn met eth tall folk wid wor syøbod (1497). DM3 II. 27; enn siøbod mett huss oc gordtz rom (1568). KD II. 332; I. 458; – borgerne maatte opbygge nogle søboder paa strandbacken ved W, deris salt der udi at oplegge (1657). KhS3 III. 79; Fdg 16/5 1707 (ovf. III. 206 a28). Jf bod.S(j)øbrev, no. (fsv siöbref) pas til søfart, kaperbrev; menige almoe paa Lauin ett siøbreff, att the mue segle frii wdi wore lande att selge theres ware (1535). DM3 V. 73; her CB ett siøebreff, att ko. mat. haffuer befalett hannom att vdtgiøre ett aarloffs skib att vdtløbe vdj siøenn (1549). DM4 IV. 162; RdM I. 621 (ovf. III. 696 a32); dette haffuer borgemester opbaaret for siø-breffue (1583). NdM II. 281; – wiise borgemestere hansz søbreff. JS II. 152; HE ett søbreff mett lybesk amerall her aff oc ind [i] Dybszun oc szaa hiid tilbage (1550). DM4 V. 315; (1553). KB I. 227; II. 27; (1568). Rsv III. 60; hand haffde giort nogen skade dennem, som haffde kong Hansis søbreffue. Hvf VI. 102; blefve de optagne u-anseet, de hafde kongl. majest. pasz oc søe-breff. RFII 318. Jf brev 1).Søbruden, tm. skibbruden; hand haffde hulpen en søbruden mand, paa en klippe, oc frelsit hans liff. Hvf VII. 318; VSO.Søbåre, no. strandeng; sø-baarerne (skal) aarligen bruges til toftejord (1681). HT IV. 528. Jf bår(d)e.S(j)ødrukken, tm. (sv sjödrucken) vædet af havvand; ey skall nogen reebslaer kiøbe siødruchet eller anden vnd hamp (1564). KD II. 324; af hampeblaar, søedru[k]ken hamp eller anden ond hamp (1682). LA 36. Jf saft-, usød.Søfald, no. (isl sjófarfall) ebbe; din ebbe samt din flood, dit søøfald, din formering. Hex 99; sancker hand ihaab forgiftig aadsle mange ... i søøfald sættis uud sligt af den kjærling sucker. Hex 184; M.Søfald, no. Jf vatnfald 1).S(j)øfaren(de), tm. (sv sjöfarande, n sjofarande) søfarende; att thend siøfarende mand icke bliffuer wforrettet (1605). KD V. 4; nogle søfarende skibmend. VdS 215; en bonde kom i tale met en søfarindis mand. VdPs d 6; – hwess som then siøfarne mand, skipper, haffwer behoff (1521). DM III. 302; – en naffnkundige søfaren vagehals, som hed Vedemand. VdS 372; tage med sig sine Norbager og andre gode søefarne karle. VdSv 114, 138; døchtige søefaren folch, skippere, styrmendt och baadsmend (1634). KD III. 138, 139 (søefarende. sst. 138, 139) kongens søefaren folck fryder sig i søefigtning. Wallensbek 16; søfaren folck, som altid haffve lyst ny lande op at søge. TkH 197.Søfarenhed, no. søkyndighed, erfaring til søs; tydsk lære søfarenhed aff de danske. VdS 217 i r.; hand for sin dristighed oc søfarenhed haffuer værit berømt oc antagen i kongens gaard. VdV III. nr. 2 indl.; nr. 14 indl.Søfigtning, no. søkamp; Wallensbek 16 (ovf. u s(j)øfaren(de)). Jf figtning.Søfigtning, no.; – som med hverandre til søs holt store søfægtninger (1668). KD V. 723; (1677). KhS II. 470 (ovf. V. 558 a46). Søflø(j)te, no. fløjte til at give tegn med til søs (bådsmands pibe?); blæste vdi sin søfløyte, at de andre komme tilbage til hans skib. VdS 283; blæste vdi sin søfløte oc kaldede der met sine baadsmend tilsammen. VdS 478 (= l lituo. Sax 648, 888).Søfløjte, no.; (1611). DM I. 215 (ovf. I. 705 b14).Søfoged, no. søfæstemand. M (tilføjet: vulgo vaterskout).S(j)øfolk, no. (sv sjöfolk) kollektivt, sømænd; dy penning, som der waar sendt hen tiil søefolckiid. ChrIV* IV. 13; – efter nuv. brug; den store fliitighed, uorre capiteiner och søfolck følger. ChrIV* II. 160; siø-folck, som vircklig udi tieniste ere. Fdg 20/2 1678 § 27. Søforfaren, to. søkyndig; hin søeforfaren mand, stormvandte skipper. Wielandt XI. 476; M. Jf kunstf. Søforfaren, to.; søeforfarne folck at sette sig til speyl. GI 80.Søfærd, no. (isl sjóferƀ) søfart; som baade er selv kyndig paa søefærd. VdSv 12; den salte søferd. VdV nr. 2 v 1 Jf færd.Søført, tm. udført til søs; kong Christians søe-førte blodig slag. KC* g 1v; M.Søgrøn, no.? smirgel, søegrøn, sølvgled. Fdg 19/11 1687.Søhane, no. 1) (t seehahn) fiskenavn, knurhane (eller en nærstående art); gallus marinus, nomen piscis, søhane. Etym 719; M. Jf søkok. 2) søkriger, viking; VdS 416 (= pirata. Sax 798); Mogens Heinsen en gewalldiig søøhane (1589). RdM I. 658; som ocsaa vaar en søhane. VdV III. nr. 2 indl.; siden søhaner sig toge for jd beseyle de norske rige. LyschG b 1; Lysch 32; mange fribyttere, iblant hvilcke var en synderlig søe-hane. RFII 263.Søhest, no. (sv sjöhest) 1) hvalros; ComD § 168 (ovf. II. 176 b41 = t meerpferd); M. Jf havhest. 2) skib; nu du ved denne by din søhest haver bundet. KhS4 III. 797. –Søhund, no. 1) = hundefisk. M. Jf GrimmW: seehund 3); seehündchen. Nemn II. 1353. 2) = søhane 2); vant ved kriigsbrug og fra barns-been en forfarner søe-hund. VdSv 127; at jeg ikke ramte denne rømnings søø-hund. VeSv 150.Søhund, no.; et slags søe - hunde at findis udi freto Magellanico. Deb 162.Søhær, no. flåde; omkring med Sverrigs søe-hær kiørte. DV VIII. 620. Jf skibh.Søkarl, no. sømand; lod kong C. tage it aff S's skibe ved TG, en duelig søkarl. Hvf VII. 55.Søkat, no. (t seekatze) blæksprutte. M. Søkat, no.; søkatten udi strand. TkH 87 (= de kater van der zee. udg 1665 VI. 105 a).Søkjortel, no. søklædning; bardocucullus, søkiortel, regnekaabe, kudskrocke. Etym 273; ComD § 520 (ovf. u. bulfanger). Jf k(j)ortel.Søkok, no. (svd sjökokk) fiskenavn, knurhane (trigla Gurnardus); Bernts I. 308. Efter M. n. Jf Krøyer I. 85, III. 1101. Søkok, no.; – siøkock eller knude. ClN 120. Jf knude 3).Søkommen, tm. tilført over havet; transmarinus, sø kommen. Etym 719; NL 852; Werner V. 588. Søkort, no. i nuv. bet.; om jeg paa havet en skibsreyse vilde giøre, mit søekort giøre. DV VIII. 610; – flt.; her vaar søe-korter ey i kaaber kunstig skreven. KC* c 3v.Søkrone, no. ærekrans for søsejr; som med roes har faaet søe-kronen paa. DV VIII. 618; Juel søe-kronen skulde faae og ind i Kiøge-bugt med ære gaae. DV VIII. 621.Søkvæg, no. kvæg, der hører hjemme i havet. M. Jf sønød.Sjømandskab, no. (sv sjömandskap) sømandskab; saavel hvis i commando som siømandskab forefalder (1695). NdM II. 316.Sønød, no. = søkvæg; kong Frode meente, at det haffde veret sønød oc befoel sit folck, at de skulde omringe dem, at de løbe icke igien vdi haffuet. VdS 109 (jf maritimæ bovis figuram. Sax 256). Jf nød.Søorm, no. (sv sjöorm) havslange. M. Søorm, no.; ClN 121 (ovf. IV. 451 a12); troldhvale oc søe-orme ere dem for mæctige. Bernts I. 308.Søpark, no. fiskepark; piscina, fiskedam, søeparck. Etym 936.S(j)øpas, no. (sv sjöpas) = s(j)øbrev; W v D, borgerske vdj K fich søepas paa itt henndis schib att motte frij och vbehindritt padzere (1599). KD II. 501; – søe-passer. Fdg 26/7 1690. Jf pas 4).Søpig, no. (mnt sepige) skibstrøje; hans søpig de klædd' af, hans trøje negst den skønne. Hex 190; M. Jf pig.Søpint, to. havende lidt ondt til søs; paa søø-piint baadsmands viis sin trøje gennembløder. Hex 233.Søpralende, to. strålende til søs; KC* g 2 (ovf. II. 600 a46). Jf prale 1). Søprægtig, tm. = søpralende; elleve søe-prægtig orlogs-skibe. DV VIII. 622. Sjøret, no. (sv sjörätt) søret; attj epther siøretten kiender och dømmer (1605). KD V. 4; – søeret. DL 4-7-1.Sjørov, no. sørøveri; aldelis inghen siøroff at giøre (1525). NdM V. 92.S(j)ørøver(e), no. (fsv siorövare) sørøver; hosom gaar i skip met siørøuæræ. AnchG 110 (= Br 2946); – een mektig siorøwer. NdM V. 192; – pirata, søø røwere. CPV; TV 92; en sørøffuere, som seyler mangen høy søø. TSd 187; (1549). DM4 IV. 162, 168; den romske sørøffuere. PlSk i 6v; VdS 97; Rotthe, en sørøffuere aff Rysland. Lysch 159. Jf røver(e) ovf. III. 619 a.Sørøveri, no. fk., i nuv. bet.; lagde sig it stort naffn ind met sin sørøffueri. VdS 53; – ik. hos M.Sørøveri, no. – ik.; VdS 316 (ovf. II. 737 b36).S(j)øside, no. (æn sjósíƀa, fsv siosidha) kyst; laa meth sith folk vt meth siøsidhen. KD I. 250; vore lehnsmend ved siøsiden (1615). Rsv* IV. 318; – dette breff, som ieg nu haffuer send langs søsiden (1532). Hvf VIII. 295; oræ regionum, søekantter, haffbredde, søesider. Etym 848; om vid den østre søside. Lysch 19; bleff mynstret ved Traven oc siden leedsaget need til søesiden. RFII 86. Jf strands.Søsjug, to. (sv sjösjuk) søsyg; kløge sig grueligen oc ere søe-siuge. FD 152 N; en styremand, der er søesiug. BT III. 320. Jf sjug. Søskade, no. (sv sjöskata) strandskade (hæmatopus ostralegus). M.Sjøstad, no. by liggende ved en sø; Capernaum, huilken er en siøstad. Matth 413 (1524; Vulg: maritima). S(j)østad, no.; – Etym 719 (= civitas maritima).Søstat, no. søværn, søetat; (1662). BruunA 447 (ovf. I. t. u. arkelifolk); ved hiemkomsten folket vore deputerede ved søe-staten forrestiller. F IV A art 38, 42. Jf stat.Sjøsted, no. søstad; siostæde brændæ mangæ veynæ. NdM V. 194; – i Kiøpnehaffn, Malmø oc i alle andre siøøsteder. Rsv* IV. 122; – scriffuer om Tyro och andre søsteder. PlSk r 6v; Paris er jo ingen søe-sted. Pol. Kandest. A 2, S. 1; kand jo Paris ingen søe-sted være. sst. Jf købs. Søtjener, no. sømand (i flåden); Wallensbek 10 (ovf. u. fortrælle).Sjøtjuv, no. (fsv siothiuver) sørøver; kommen wdi armodt anthen till siøs aff siø tiwffue eller oc aff storm oc wæder. PE 150; røffuere, siøtiwffue. PE 403; – søtyv. M. Jf tjuv.S(j)øtønde, no. mærketønde, bøje; then nye siøtønde, som ligger paa Refshalen (1580). KD II. 399; fra Reffshalle siøtønde och jndtill i Grønnegaards hauffn (1655). KD I. 680; uden for st. Anne broe till bysens søetønde ved Refshals (1622). KD II. 678; dend jernbundene søetønde med hosføyede jernlencke (1684). KD VII. 68.Sjøvang, no. landstrækning langs en sø; en agher j thæn østræ syøwang (1404). DoB 194; – two agræ i then wæster syøwogn. SRD IV. 194. Jf vång. Søviktorie, no. sejr til søs; strax de Engelske havde faaet søviktorie (1668). KD V. 723. Jf viktorisere.Søvinter, no. tåget vinter. M.Søværts, no. (mnt sewart, -wert), – til s. ɔ: til søs; de kongebørn, som vdfoere til søuertz at forsøge deris lycke. Hvf I. 26; dennem er skeed merckelig skade til søuertz, sst. IV. 405; alle, der nød oc fare til søeverds udstaait have (1606). SR II. 60; – deris borgere til søvards bleffue plyndrede oc optagne. Hvf IV. 403. Jf nordv.Søværts, no.; – nøuge tiill siøuertt vndkom (1539, Fr Jessen).Søål, no. havål (muræna conger); conger, søe aall. Kolding 79; M; Nemn III. 2066.Søæble, no. (sv sjöäple) søpindsvin. M. Jf havæbel.Søallike, no. vandfugl i Finmarken. M. Vistnok: alke, jf allike 2).Søbetjent, no. tjenstgørende ved søværnet; woris søe betiendte oc baads folck (1670). GhA II. 187, 212; alle vore søebetiente, den høje med den lave. ChrVS § 1.Søbred, no. kyst. M.Søbund, no. havbund. M. Sødun, no. (n sjodune) drøn af havet. M. Jf jorddun.Søende, no. enden af en sø; (1556). DVb 319 (ovf. IV. 406 a15).Søestat, no. søetat; voris søe estat oc alle de af søe statten dependerende persohner (1673). GhA II. 213; vores deputerede ved søe estaten (1691). KD VII. 348. Søfart, no. (sv sjöfart) i nuv. bet.; heller anden nerring søger end med søefardt (1624). Erslev, Aktstk t Rigsr Hist I. 422; M.Søfægten, no. søkamp; der lærdte Hollenderne at bruge granater til søefecten. HiørP d 3; den merckelig søefæcten admiral Bielke satte an mod den svenske flode. HiørK h 6v.S(j)øfin(ne), no. ved kysten boende F.; ClN 132; Hex 208; Bernts I. 313 (ovf. V. 651 a21, 773 b39, 245 a50).Søfisk, no. ferskvandsf.; MP 245 (= pisc[is] fluviatilis); M. Isl sjó(æ)fiskr (∾ n sjofisk) = havfisk; t seefisch i begge bet.Søfugl, no. (isl sæfogl) vandfugl. M. – skib; KC a 3v (ovf. V. 159 b32).Søførste, no. hersker over havet; du søø-første stoor, der fordum fisken tæmde. Hex 178.Søførstinde, no. hers kerinde over havet; naun - kundig Guthiland, bekiendte søe-fyrstinde. KC* a 1. Søgang, no. (isl sjófargangr) = sø 2); gienuordigheds brusende søgang. VdPs b 7v; att strømmen eller siøgangen kand ligge bag gaarden (1601). NkS 351d (4°) 29v. Søgrøn, to.; snart søe snart græsse-grøn. Wiel XII. 537.Søgud, no. (sv sjögud) gud for havet; M. – Horn en søe - guds helt. DV VIII. 622. Mulig = en guds søh. Søgudindeskare, no. skare s.; Hex 191 (ovf. V. 504 a17).Søhandel, no. søvæsen. M. Jf skibsh.Søhelt, no. (t seeheld) i nuv. bet.; slig en søe-helt, som Juel er. DV IV. 280; VIII. 618 (ovf. III. 700 a7).Søhandtering, no. søhandel; om Indiens sejlads og anden søe-handtering. AB II. 351. Jf handtering 3).Søkant, no. (sv sjökant) søkyst; MP 224 (u. litus), 223; Etym 848 (ovf. III. 748 a15); Deb 148 (ovf. V. 463 b2). Søkapitajn, no. (sv sjökapiten) i nuv. bet.; søecapitejnerne mand lader frit ophænge. AB II. 419; M. Søklog, to. søkyndig; de søe-klaage Hollænder. Deb 42.Søkompas, no. (sv sjökompass) kompas til skibsbrug; stryg du mit søe-kompas. KC* a 1v; magnet og søe - kompas der skal for eder staa. Wiel IV. 11.Søkonge, no. hersker over havet (Neptun). M.Søkrig, no. (t seekrieg) krig til s.; Etym 802 (= bellum navale). Søkriger, no. i nuv. bet.; Etym 802 (= naumacharii).Søkunsterfaren, to. = søklog; den søekunst - erfarne BW. Deb 47. Jf t seekunst.Søkust, no. kyst; violere voris søe - kuster. Fdg 19/3 1689. Jf kust.Søkæmpe, no. søkriger; søe - kiempernes vrede var ildsker og vild. SortH e 6v.Søleds, bio. mod havet. M. Fsv sioledhis (∾ i Sv og N): tilsøs; jf ovf. V. 653 b43.Sølod, no. = dybslod. M.Sølod, no. del i en sø; ingen bonde maa fiske i sin gaards tilliggende sølod eller mølledam. DL 3-13-20.Sømagt, no. (sv sjömakt) i nuv. bet.; den franske søe - magt er ankommen dog omsider. AB II. 7, 236; M.Sømand, no. (sv sjöman) i nuv. bet.; skif-bruden søe-mand, naar hand op af vraget kryber. Wiel X. 420; M.Sømåge, no. (t seemöwe) havmåge. M.Søoffiser, no. (sv sjöofficer) i nuv. bet.; ChrVA § 14 (ovf. I. 314 b6); M.Søport, no. p. mod søsiden; (1530, ovf. V. 572 b34).Sørøverehus, no. bolig for s.; piraterium, sørøffuerehuss eller kule. SmdL 424.Sørøverkule, se frgd. o.Sørøverskib, no. (sv sjöröfvarskepp) i nuv. bet.; Etym 982 (ovf. V. 317 b52). Sørøverisk, to. i nuv. bet.; VdS 374 (ovf. II. 342 a42).Sørøg, no. sprøjt fra havet; søe-røg, som falder idelig paa de øer. Deb 123. Jf Fær Anthol II. 287: sjorok; n sjorok; røg (III. 651 a8).Sørør, no. rør (væxt); MP 266 (u. canna); M. Søsejr, no. sejr til s.; PSL a 4 (ovf. II. 187 a52).Søsyge, no. (sv sjösjuka) i nuv. bet.; M.; – hans søe - syge paa det store beldt. ATh c 3.Sjøskade, no. (sv sjöskada) skade til s.; dersom hand leed søe-skade. Fdg 25/12 1694 § 11.Søslag, no. (sv sjöslag) i nuv. bet.; har dette søe - slag vundet. KC* g 4; Juel dette søe - slag vandt. DV VIII. 623.Søslot, no. stort skib; paa flydende søe - slot enhver dend anden trycker. GI 81. Jf segles. (III. 696 b8). Søstrid, no. (t seestreit) søkamp; KC* f 4 (ovf. V. 152 a6).Søstyrtning, no. styrtesø. M. Søstærk, to. i nuv. bet. M.Søstøvle, no. (n sjostyvel) s. til søbrug; 1 par søestøvler fuldkommen lange. Fdg 16/5 1691; efter M.: halvstøvle.Søtold, no. (sv sjötull) told for til s. indførte varer; effter søetoldens anordning fortoldis (1667). KD III. 654.Søtumult, no. søkamp; KC* g 3v (ovf. V. 134 a13). Jf tumult. Søulv, no. (sv sjövarg) anarrhicichas lupus; søø - ulfven gridsk oc gram. Hex 191. Jf Krøyer I. 369; havulv ovf.Søunder, no. (t seewunder) havuhyre. M.Sjøvant, to. (sv sjövan) i nuv. bet.; Wallensbek 19 (ovf. III. 237 b19); M.Søvarde, no. sømærke; (1647). JS VIII. 192 (ovf. IV. 765 a32).Søvåben, no. (t seewaffe) våben, brugte til s.; til hans søe-vaabens roes. DV VIII. 622.Søvæsen, no. (sv sjöväsende) i nuv. bet.; (1692). GhA VI. 279 (ovf. V. 226 a31). Vis mere +