RådRåd, no. (isl ráƀ) 1) i nuv. bet.; j skulle gøre effter mit rod. RD II. 160 (= mit radh. sst. I. 32); myt rad thet stander meest til thik, sey thet nw. RD I. 40; haffde giffuit Jøderne thet raad. Joh 1814 (1524, CP); – den raad er god. Rch 171; den raad er god, ia nyttig oc god. Rch 240. Fk jydskhed, jf flgd. bet. – lydh mynæ radhe. ÆB 1 Msb 278 (Vulgata: consiliis meis); willæ i lyde myne rade. RD I. 353 (= raade. RD II. 345); (1532). DD xxi (ovf. III. 66 b10); – hwn (ɔ: Eva) tog ther wed (ɔ: ved frugten) aff ondæ rædæ (rimord: ædæ). HM 121. 2) rimelighed, mulighed, rådeligt; ther boer megit onth falk oc er ikcæ raad ath faræ ther j giømmen. MR 15818; megh tøckær ware rad, ath wij fare hiem. RD III. 9219-20 (= CP V. 6323); thet ær icke rad, at tw far. RD III. 15627-28 (= icke gaat. CP V. 10629-30), 20-21; thet wore ey roed, at ieg skulle saa giøre. ÆdS 48. 3) vilkår, lejlighed, evne; læser morgen oc afften eders ti budord, saa bliffue eder gode raad for. PlV 6934; diss giffuit bode raad och effne. LyschG a 1; SortS 84 (ovf. III. 96 b44); kong Erick forsamlede oc folck oc fick onde raad der til, thi mange høffdinger vigede fra hannem. ClS 68; forsamlede de en hær oc funde onde raad til folck. ClS 108. 4) magt, rådighed; verdslig øffrighed haffde menniskens legemer och lycke i raade. Cold r 3v; gafue dennem alt raadet i denne handel. ClS 231 (= isl var ráƀum skotit til þ;eira brœƀra. Jónssons udg. II. 122); Alffive hafde mest raad i landet. sst. 317 (= isl landráƀ anf. st. II. 523). – få r. ɔ: få magt, komme til rette; der som hand kunde ingen raad faa met almuen. VdS 251 (= l si plebis animum mitigare nequisset. Sax 589); ieg skulle dog faa raad med den schelm. Jm 176. 5) plan, beslutning; herrin haffuer spijldt hedningers raadt oc forhijndredt folckins tancker, men herrins raadt bliffuer ewinnelige. Ps 3310-11 (FV og flgd. overs.); hans (ɔ: Guds) raad er vnderligt, oc hand fuldkommer det herlige. Jes 2829 (1550; Luther alle 3 gange: rath); wi vil slaa en raad paa. DgF III. 363 b. – (med) gjort (rådet) råd ɔ: (efter) forudfattet beslutning, forsætlig; hwa sum rithær mæth gørth rad hæm til annæns mansz (1284). GhA V. 20; hwo som gaar i nogen mandz huss med giortt raadtt. Rsv* V. 133; – insultum, qui dicitur rathen radh. GhA V. 40 (= SSR 299); – giorth mæth rathæt radh. Bl I. 150; rath rodh. sst.; hwo som forbynder sich met radeth raad. Rsv* V. 33; Rsv* IV. 30 (ovf. III. 369 a10); (1574). JS I. 231; mett raadenn raad, wred huff oc wergende haandt (1593). Rsv IV. 356; Rch 97. – råds råd. Rsv* V. 46; Rsv IV. 265; DL 6-14-2 er kun misforståelse af foran anf. udtryk, jf Rec 1558 art 22; raadt raad (udg. 1642) = raadenn r. Rsv* IV. 264; JL II. 30: raadt, raadt (udg 1642) = rathæt r (Thorsens udg). Mulig er -z = -et læst fejl. 6) tilladelse; (1484). SRD IV. 362 (ovf. II. 343 a15); 7) rådsforsamling, rådslag- ning; hiølle the øffuerste prester en rad. Mark 151 (1524; 1550: it raad); Etym 1144 (u. senatus). 8) medlem af et råd, rådsherre; (1433). DM I. 99 (ovf. III. 21 b15); nogre Danmarckis riiges raadt (1543). Rsv I. 79; (1545). DM I. 343; giorde hannem til høffuitzmand oc til sit neste raad. 1 Makk 1065 (1550); (1557). RdU IV. 88; VdS 246; Rch 32; wi skulde tilmæle fire vore raad. Hvf III. 446; L, som haffde veret en aff Alexandri Magni inderste raad. Lysch 74; det tilhører en skalcks-narr, gieck, kortvilig raad. Urfé VIII. 40 (jf GrimmW: rat 12 d); en konge slog vedd med en af sine raad ... hadde kongen saa mange ... men raadet ikke flere. PSO II. 283. Jf ovf. III. 598 a19 ff. 9) ir. ɔ: mådeholdent, sparsomt; moderanter regierligen, i raade. NL 936. – holde i r. ɔ: holde igen, spare; Etym 760 (u. moderor), 874 (u. parco), 1250 (ovf. II. 404 a3); Steph II. 896, 994; NL 936, 1157. Jf holde til råde. – b) med r. ɔ: forstandig, besindig; om thu vilt mæt rade leffue, thu skalt tith liff ey so forgiffue. RD II. 160 (= fsv mz radhe. Iv Lejonr. v 998). 10) over en råd ɔ: enige; the bode waræ alt ower jene radæ. RD I. 331-32 (= eene at raade. sst. II. 328 = fsv ij eno radhe. Flor och Blansefl v 1354). Jf over ene ovf. I. 460 b. 11) til råde (r-s) ɔ: a) til sinds, enige om; tee bliffuer saa well thill raade: och saa gaff de deres daatter bortt. DgF IV. 331 b; – bleff hand til raadz at vende om igen. ApG 203 (1550; 1524: haffde vti sindnet; CP: fik i sind; 1607: bleff til sinds); bleff hand til raads met sine øffuerste, at hand vilde tillucke vandet. 2 Kr 323 (1550, 1647; Luther: ward er raths); bleffue de til raads, at de vilde kiøbe sig fred. VdS 510; – om jek ey sa wordher til radæ, thet jek annet testament giør (1466). NdM VI. 140; the worte tha sa til radæ, at the wilde lyde Hillebrandh. RD II. 25. – vor iek sa til radæ, at iek j gen vendæ oppa myn hiemwey. MR 19612. – gører met meg effther edhers naade, som edher worder selff til raadhe. RD II. 333 (= edher ær bæst til rade. RD I. 339); – meg war til raade. RD II. 335 (= jech worte saa til rade. RD I. 341). Jf fsv vardha (vara) til radha. – b) til hjælp, til udvej; hwat skulde iech tha til radæ foa, ther iech hadde enctet at ridæ vppa. RD II. 145; – kunne til r., se u. bet. 12); – sporde drotningh Sibylia, hwat han skulle till rade tage. RD III. 10414 (= CP V. 7126); huat tegh ticker ligest wæræ, thet vy skulle til rade taghe. RD II. 286; – tencker ther a, huat her vorder best til radhæ. RD II. 286; – keyseren spurde, hwat bæst till radhæ wor. RD III. 6528 (= CP V. 4515); saa raabe wij alle nw til teg, oss er ey andet til raade. Psb I. 72. Jf isl taka (vera) til ráƀa. – c) være til r. ɔ: gå på en vis måde; thøm war ilt tiil raade, han loed thøm brende i et boell. ÆdS 93. – d) holde til r. ɔ: passe på, spare; huo som icke holder en ringe ting til raade, hand forarmis dag fra dag. Jes Sir 195 (1550; Luther: zu rathe hält); sst. 377 (ovf. u. bokvinde; Luther: bringet in rath); skal Eva holde til raade met vdspijsning. KP b 8v, holde til raade eller være raadsomlige; icke spendere noget wnytteligt. Holtzmann 56; PG 512. Endnu brugeligt. Jf i råde. – e) efter spørge = nuv. til råds; sporde hannum till rade. RD III. 113 (= om gode raad. CP V. 313). Jf fsv spyria til radha. – spørger til raad, se rådføre 4). – f) gange til r. ɔ: rådslå, søge råd; badh Christus synæ apostler goo til raadz och handlæ the sagher. T 70; gack til råds med din egen taalmodighed oc bespør dig med dig self. BT III. 24. Jf fsv ganga til radz. 12) udi alle r. ɔ: i enhver henseende, helt; plath ligger handt vdi alle radt, er dødt, kandt sig inthet til raade. Psb I. 144. Jf atter-, bag-, be-, for-, hus-, luse-, med-, middel-, nyre-, ur. Råd, no. 1); – flt. ; PG 180; PSK 13, jf bet. 3, 8. 3); – ther som mand haffde raad tiill en kedell, thaa waare thett gott. Wad I. 191; 3); – naar hand kand see sin tid og raa. LyschG* 12 (rimord: smaa). 5); (1621). NdM I. 383 (ovf. III. 610 b1). 7); Rkr g 4v (ovf. V. 179 a20); Naur 93 (ovf. I. 607 b21). – gøre r. ɔ: rådføre sig; icke giorde raad ther om met kiød oc blod. Gal 116 (1524). Jf bane-, efter-, frids-, himmel-, hof-, hoved-, kammer-, kanselli-, kirke-, kommers(i)e-, krigs-, kvinde(r)-, land-, luste-, rigs-, sam-, sjelv-, skalke-, skibs-, slumpe-, snærpe-, stap-, til-, trøste-, tyranne-, val-, van-, åråd.Rådebænk, no. sæde i et råd, dommersæde; gaffue oc skenck forblinde de vise paa raadebenck. Heg 60.Rådsed, no. ed ved at træde i en fyrstes tjeneste; soer hertug H. kong C. raadseed, at lade sig bruge i kongens tieniste. Hvf III. 290. Jf råd 8).Råds- forvant, no. (æsv rådsförvandt, t ratsverwandter) medlem af et råd, rådmand; LU raadsforvante i Flensborg. SR II. 406. Jf forvant.Rådsforvantnis, no. stillingen som rådsforvant; affsette forskreffne B P aff raadforuandtnis (1585). KD IV. 671 (jf sst. 670: en aff raadmenden wid naffn BP). Jf t verwandtnis. Rådføre, go. 1) give råd; hertug A raadfører de danske at velle greffue C. Hvf V. nn 3v (jf sst. 4: raadde dennem til); Rsv* IV. 370; du vilt da icke raadføre den u-tacknemmelige. BT I. 92; behøfver nogen raad, da raadfør hannem. ComD § 906 (= l consule, t rathe ihm); en venn kand redde dend anden, som Chusai, der raadførde David till liffvet. GHD II. 343, 107. 2) vejlede, styre; wi skulle lade oss regere oc raadføre aff den helllig aand. ArctS e 1v; hand huercken kunde styre sig selff eller raadføre menigheden. Lysch 284; som mig alle mine liffs dage kand styre, regære oc raadføre. Nør Nissom Husspejl d 7; raadfør du dem til lydighed mig at beviise. Pros 561. 3) hjælpe, råde bod på; jeg vil hielpe dig, der til raadføre all skade. Psd I. 229 b; raadføris sligt icke vdi tide, da bliffver der en krefft aff. ålb 138; den forkølede natur at raadføre. sst. 180; sker det saa formedelst pigernis ladhed oc forsømmelse, da kunde det saaledis raadføris. HK f 7. 4) rådføre sig, søge råd; consulo, spørger til raad, raadfører, begerer raad. Etym 1098; Steph II. 319; naar hun en bejler faar, en moder og en fader vil hun raad-føre først. SP a 7; raadfør ej en frykt-agtig om krig, en gjerig om almisse. PSO I. 338; – r sig. Etym 1098 (u. consultor); NL 189.Rådføre, go. 4); – til s 642 a42; VdS 427 (ovf. u. bestilling 3)).Rådførelse, no. råd, rådgivning; ved den durchleuchtigste dronning udi Engelland hendis raadførelser der udi bekræfftet. RFII 445; tacke for hans oprictige oc velmeente raadførelse saa vel som for hans advarseler. sst. 449. – i nuv. bet. DL 2-9-7. Rådfører, no. rådgiver; Etym 1098 (u. consultor); raadfører, consiliarius. ComO 427; Jm 13 (ovf. II. 766 b25).Rådførig, to. rådgivende, hjælpende; af ald formue raadførig at være (1664). NdM III. 33.Rådføring, no. = rådførelse; at i efter deris raadføring oc anordning, som myntens inspection ere betroede, forholde. Fdg 10/10 1629. Rådføring, no.; Stoud, Ligpr 165 (ovf. V. 862 b7). 2) rådførsel; raadførde sig med præsten og efter samme raadføring kom ind. HiørK h 1v.Rådgivere, no. (fsv radhgivare) rådgiver; RD II. 305; huo haffuer warit hans raatgiffuere. Rom 1134 (1524 og flgd. overs.); en tredsk raadgiffuere. HWR 148v; VdS 326; angribis Hans Mickelssen for en raadgiffuere. Hvf VIII. 122; Etym 1256 (u. malesvadus); Pros 371; hafve været raadgifvere oc synderlige aarsage til denne ulycke. RFII 171. – rigets r. ɔ: medlem af rigets råd; at tha rikesens radhgeuere oc men en annen weliæ (1397). GhA II. 28; rigens vdi Norge raadgiffuere. Hvf IV. 51. (= n rikissens i Noreghe raadgefuare. Pal. Müller, De fœdere 106). Rådhandle, go. forhandle; der lod han da raedt handele med mig, og var deres vilje (1523 AL). Rådsherre, no. (sv rådsherre, t ratsherr) medlem af et (højere) råd; landzfogeder, raadzherrer oc alle høffuitzmend. Dan 67 (1550, 1647); en mand som hed Joseph, en raadzherre. Luk 2350 (1550, 1647; 1524: raadmester; CP: raadmand); Steph I. 269 a (u. senator).Rådhus, no. (æn ráƀhús) i nuv. bet.; Etym 113 (u. basilica), 282 (u. curia), 984 (u. prætorium); Steph I. 62 b; NL 67, 235. – flt. SS (1546). ChrIII. Hist II. 174 (ovf. II. 160 b17); igiennem løbe alle raadhuss oc domstole. HWR 190v. Jf ovf. II. 299 a15-19.Rådhusbog, no. tingbog; deres rådhusbog, hvori en artikel skulde være indtegnet. SR I. 145; en kontrakt, som var indført i Nyekiøpings rådhusbog. SR I. 478. Jf byens bog; rådstuebog.Rådhuskælder, no. fængsel; haffe satt hannom uti raadhuuskielderen (1552). Rsv I. 190 = byis kielder. sst., se ovf. II. 696 a36 ff. Rådhuskælder, no.; som vdj raadhuuskelleren sidder anhollen (1629). KD V. 112-3; (1674). Hüb II. 236 (ovf. I. 522 a19). Jf rådstue-, stadsk. ndf.Rådkammer, no. rådssal, domssal; A lader for dommen indkomme; den anden skal vde for raadkammer staa. Heg 110–11; PSO I. 167 (ovf. III. 272 b39).Rådklog, to. klog i råd; en raadklaag oc sterck aand. TSd 148 (= Jes 112; 1550: raadzens oc sterckhedens aand). Rådsknægt, no. (t ratsknecht) = bysvend; TV 116 (u. apparitor). Jf knægt.Rådskvinde, no. (isl ráƀakona) husholderske; bleff KO hanss raadsqvinde i mange aar (1593). MbG. Mulig kun n. Rådelægge, go. (isl ráƀleggia, fsv radhläggia) råde, lægge råd op; hand eller nogle paa hans vegne indladit oc raadelagt haffue paa oss alle. Hvf VII. 87.Råd(es)løs, to. (isl ráƀlauss) 1) rådvild, hjælpeløs; hadde de bleffuet lige saa raadløse. TVd 90; paakalde dig som arme raadløse børn sin alsom kæriste fader. TP a 4; inops consilio, raadevild, raadeløs. Etym 847; det er ondt at vandre med raadløs mand. PSO I. 346. 2) (fsv radhlös) ubesindig, dumdristig; nogle vnge, ringe oc raadissløse øygne tienere. Lysch 695 (mulig i bet. 1)); dristige anslag oc een raadløss fluxhed. ErU e 4; een raadløss magt falder aff syn egen tynge. sst.; den forstørrede oc raadisløse hob foer frem med all ubeskeedenhed. RFII 173.Rådsmand, no. (æt ratsmann) rådgiver, ophavsmand, leder; ieg haffuer lyst till thijne wijtnisbyrdt, the ære mijne raadtssmendt. Ps 11924 (FV og flgd. overs.; CP: mit raad er til); hand war der radsmand for. DgF I. 414 b (= høffuitzmand at. sst 417 a); Etym 1256 (u. svasor); NL 1787; Lysch 585 (ovf. III. 504 b44); raadsmand, consultor; raadmand, senator. PG 427 (til rådmand. Jf KD II. 57 (ndf. u. rådstol); Mark 1543 (1524 og flgd. overs.)); Etym 1144 (u. senator).Rådmandsdeling, no. den en som rådmand tilkommende del; fik rådmandsdeling, som det har været holdt i langsommelig tid. SR I. 342. Jf: fik han sin deling som en af de andre rådspersoner. sst. Til deling = del jf nuv. brug om 14 kompani. Rådmandskost, no. gilde i anledning af, at en er bleven rådmand; the radmend, som jcke haffue giorth theres rodmandz kosth, the skulle her effter jngen rodmandz kost gøre. KD I. 266; huilcken dandemandt, som her epther bliffuer samtøgt oc indsett tiill roedmandt, handt schall legge fraa seg 60 marc danske vtj bøssen for sin roedmands koest. KD I. 276. Jf kost 5). Rådmester, no. (t ratmeister) = rådsherre, se d. o.Rådsmode, no. møde til rådslagning; vnderskeedliige raadtzmoder att wdskriffue. ChrIV* I. 186. Jf mode 2). Rådsperson, no. (sv rådsperson, t ratsperson) medlem af et råd; SR I. 342, se u. rådmandsdeling.Rådrig, to. rig på råd; du gamle raadrig mand. Hex 161; en viis, raadriig oc forsigtig herre. RFII 165.Råderum, no. (isl ráƀ(a)rúm) adgang, lejlighed; lettæ Judas ratherum, ther han mattæ hannum bezt for sælæ. HKv 1311; nar iag sage myt raderum ther til, tha wille iegh til werden igen (1515). DM V. 109-10; han (ɔ: djævelen) wille komme igien, nar som han sowe sitt raaderom. TVd 176; huer heffnde sin vaande paa den anden, naar hand saae sig synist oc best raadrom til. VdV ee 7; (1612). NdM II. 53. Rådsrøber, no. et medlem, der røber et råds hemmelighed; quicunque de consulibus reuelator consilii exstiterit, qui dicitur raasrøuær (1269). Rsv* V. 238 = ther røber elder obenbaer gør rathsæns hemæligheyt. sst. V. 239.Råd(s)sag, no. (isl ráƀasök) forsætlig gærning (om drab); vor offuersuorenn raadssag for SN's dødt (1537). Rsv II. 33; NT bør for samme mordtt quitt att were, meden then raadsag bør iigien att indkomme fore forne 15 mendtt. (1547). KhS VIII. 276; soere de dennom quit for raadsagh (1593). Rsv IV. 358. Jf råd 5).Rådselv, no. selvrådighed; at der maa icke røris ved dem, men raadselff skal giælde, indtil det raadis i onde maader. RsJ g 1v.Rådselv, no.; – tienere maa vel nu hede raade selff. Hors, Tienere 101.Rådslag, no. (sv rådslag, mnt ratslach) overvejelse, rådslagning; thee ærende oc raadslag, som Dan. R. raad gaffue konniglig maiestat forre (1531). NdM VI. 116; setter sit raadslag til erlige mend. HWR 59; VdS 374 ir.; vaar det nu it almindeligt raadslag. Hvf I. fort b 3v; i raadslag vær klog oc vitzig. SthV q 8v; Mark 151 (1607, 1647); et helt lands velfart staar tit vdi it raadslag. Pouch f 5; – alle wore raadslage, anslage, forsæt. Corvinus, Post II. 48v (= nt. all vnse radtslegge. udg 1536 II. 74v). Jf ber. Rådslå (-slage), go. (sv rådslå) 1) i nuv. bet.; offuerweye, betencke, raadslaghe (1533). NdM II. 200; – hvor lenge skal jeg raadslaae med mig eene. GHD I. 10; – delibero, raadslar. Etym 653; raadslaar sst. 1098; Steph II. 391, 320; i reg. sst. hhh 2v: raadslager. – tm.; haffve wii alvorligen forhandlit och raadslagit (1531). NdM I. 228; bleff raadslaget i N's huss. Judit 21; mand haffuer raadslaget der om, at huer ecte mand skal end nu haffue en quinde til den, hand haffuer. Pouch f 6; midlertjd at raadslaget bleff om suar paa deris begiering at gifves. RFII 23. 2) bestemme; effter de haffde raadslaget alting, som dem syntis best at vere. Tdm I. 146; er paa den herredag nogit hart oc strenge raadslagit offuer de norske. Hvf VIII. 275; hvad som bliver besluttet og raadslaget om fienderne at søge (1611). DM I. 216. Jf ber. Rådslåer, no. (t ratschläger) deltager i rådslagning el. forhandling; haffue thesse raadslaeræ icke alle ssammen saa møghet widnesbyrd om theris raadh och lerdom. T 170.Rådstol, no. (mnt ratstol) sæde som rådmand; radhmen, sedendis j theres radh stol (1430). KD II. 57.Rådstu(v)e, no. (æn ráƀstofa, fsv raþ;stova) 1) sal, hvor der holdes råd; gick dee dennem i raadstuffuen, och raade dee dett saa. DgF III. 245 b (= raadstue. sst. III. 236 a). 2) = rådhus; senaculum, radstuffue. TV 44 (Etym 1144: raadstue); bleff bisp M rettit faar raadstuffuen. Hvf VII. 156; (1604). DS2 II. 267; tingskriverens bevis af Trundhiembs rådstuve (1613). SR II. 483; – naar vi derom i vores raadstue skulle holde consilium, da er det tit skeet, at andre uden raadet ere komne derind (1658). Suhm* I. 301, 300, 303. 3) rådsforsamling, møde; her EE haffuer sænth ind vti Nyløse hundrede ssine thiænere, at the skulle holle raadstwe met almwgen (1502). DM3 II. 42; bleff ingen almindelig raadstuffue formedelst fiendernes indfald søgt eller holden, alleneste nogle gange borgerschabit war forsamlit (1644). Progr. f. Ribe 1848. 28. Jf stove.Rådstuebog, no. = rådhusbog; da J B stævner os med vor rådstuebog. SR I. 342; som raadstuebog det videre formeller. SR I. 445; skulle have een hver sin ting- eller raadstue-bog. DL 1-8-2. Rådstuegemmer, no. opsynsmand på rådhuset; alting paa raadstuen, som LP, raadstue-gjemmer i forvaring haver (1703). NTG 60, 61. Jf gemmere.Rådstuemiddel, no. – af r. ɔ: af byrådet; udi dens af raadstue-middel, som med lauget har inspection, overværelse. LA 4. Jf magistratens middel. sst. 3; ovf. III. 53 a30 ff.Rådstueskriver, no. den, der fører tingbøgerne; at vere raadstueschrifuer her udj Kiøbenhafn (1669). KD VI. 513; hafver beschichet CPH till att werre raadstueschrifver her (1677). KD VI. 169; raadstueskriveren for deris documenters indførsel j protocollen intet nyder (1685). KD VII. 106.Rådstuesvend, no. betjent ved rådstuen; (1668). KD V. 752 (ovf. III. 581 b18).Rådstuevinde, no. vidne aflagt (og indført) på rådstuen; thett bewiist medt ith raadstuffue-winde (1593). Rsv IV. 368; fremlagde et raadstuevinde af Viborg raadhus (1630). Wulff 82; en anden raadstuevinde. sst. Jf vidne.Rådsvis, no. (t ratsweise) – i r. ɔ: som råd; icke for noger endelig affsaffn, men alsomeniste ij raadtzwiiss. ErU e 4v. Rådsvis, no.; huilcket alt wij giffue ether hemelige vdi raadzuise till kiende (1530, Fr Jessen).Rådsvis, bio. i et råd, som genstand for rådslagning; huad raadsujs talis, skal icke aabenbaris. Hvf VI 40 (= sv i radzwisa. Had II. 327).Råde, go. (isl ráƀa) 1) råde, give råd; radher ieg them, the see en wed. Rkr q 1; ieg raader det, at du forsamler til dig al Israel. 2 Sam 1711 (1550, 1647); Etym 1255 (u. svadeo); Steph II. 1310. – dat; som han meg offthæ raddhæ oc bødh. Rkr e 1v; saa oc saa raadde Achitophel. 2 Sam 1715 (1550, 1647). 2) styre, have magt over; sligt kunde denne Steen aleniste raade. HWR 207; ingen mand kunde hannem raade. VdV I. nr. 14 v 2 (= styre v 1); lade straffe de ulydige, naar mesterne selff dennem icke kunde raade. Rsv* IV. 419; ChrIV* II. 287 (ovf. II. 709 b25); 3) for- stå, udtyde; jech tror, om jech reth kan rade, ath i mowe weræ syskindh bodhe. RD I. 311 (= kand ieg ellers merke reth. RD II. 311); de kunde icke raade det spørsmaal i thre dage. Dom 1414 (Tdm, 1550, 1607; ÆB: løsæ; 1647: udlegge), v 12 (Tdm); drømmen kand ieg fuld vel raade. VdV I. nr. 9 v 3; PSO II. a 8v (ovf. u. drøm (for I. l. II)); – drømmen radde i, herre, fuld wel. Manuel 66. 4) føre, bringe (i); daa bliffuer du raadd till dødt. DgF I. 47 a. 5) volde; all myn sorgh tha radde han bodh. RD II. 145; hun vor medt CH adt forgiøre LF, oc hun vor och medt hendhe ad radhe hanom bodth iigien (1549). DM3 I. 330. Jf isl ráƀa bót. – aadenn rade den kongen sønn hans hiartte mien. DgF I. 18 a (= giorde. sst. I. 19 b); II. 286 b; saa mangen skøn iomfru raader hand meen. DgF III. 172 a. 6) begive sig; skulde ingen suend her af tage aarsage om mandagen fra deris mesters gierning at raade (1622). KD II. 714; – også lade sig r. (jf lade 9)); greffuenn skulle tiill Rander[s] riide, och didtt lod hann siig raade. DgF III. 516 a (= lodt sig rabbe. sst. III. 526 a). Jf isl ráƀa(st). 7) beslutte, se råd 5). 8) r. for ɔ: sørge for, styre; hand er bered til at tage mod alting, det gode veed hand vel at raade for, oc det onde ofvervinder hand. BT III. 209 (= l bonorum rector); perdo, raader ilde for. NL 282. – også r. med; hand raader icke med sig self, som saa forbittres, ad hand icke formaar ad styre sig self. ComD § 894 (= l impos sui est; t kan ihm selbst nicht stewren). 9) rådslå, søge råd; hon gik at hon skuldhe rade meth herræn. 1 Msb 2522 (ÆB; 1550: spørie); CP V. 21018; NdM I. 277; vor AF begierendis, att handt maatte raade medt thvinnde hanns sønner (1567). Rsv III. 50; hand kunde nu intet beslutte, før hand fick raadt met dennom. Hvf VIII. 128; – Israels sønær radde vidh herren æftær Josues døth sighende. Dom 11 (ÆB; Tdm: raadsloge; 1550: adspurde); jech hawer jnghen, jech tørff wedh rade. RD I. 313. – lf i samme bet.; roddis vith, huræ the skulde hannum fange. HKv 1223; wi ville nu alle raadis ved. SK v 66; di radis ved aff stor nød. DgF II. 144 b. 10) r. til ɔ: lave til; lodh han radæ til brullup. HKv 525; tha lod Flores til bryllop raade. RD II. 345. Jf af-, be-, for-, overr. samt forraadt.Råde, go. 4) – r. af (isl ráƀa af (lífi)) ɔ: skille ved; thu raade min fader aff liffue. DgF III. 427 a (= for-raade. sst. 425 a). 5); – som lyvset føder og paa mørckhed raader bood. Naur a 3v. 6); Hvf III. 624 (ovf. I. 639 a5). Jf geråde. 7); icke met ret forsæt oc raadende raad. Husf n 5. 8); raader ieg icke forre hinder, menn hindes søster haffuer loffuit mynn søster hinde (1573). DM4 V. 338; (1574). GhA III. till 56 (ovf. u. fordrage 5)); også r. over; Hvf I. 151 (ovf. II. 27 a25); imperare, at raade offuer. Steph II. 691. Jf fra-, land-, sam-, til-, und-, år., sjelvrådende.Rådelig, to. (isl ráƀ(u)ligr) tjenlig, god; hans nathe kommer tiill raadeliig regement i Danmarck (1523). NdM V. 16. Mulig kun omdannelse af: rolig, jf raaliig NdM V. 87 for rolig. ChrIII. Hist II. 230; HübB 67. – Som bio. forstandig; hwræ jech skal sa radelig faræ, thet jnghen mand skal daræ mægh. RD I. 314. Jf ur.Rådelig, to.; (1533). NdM II. 206 (ovf. II. 15 a35); (1590). HübB 505 (ovf. u. fri, to. 2)); Hvf VIII. 241 (ovf. I. 135 b3). Jf frar.Rådelse, se be-, for-, tilr.Rådelse, se for-, frar.Rådig, to. (isl ráƀigr) 1) klog; hun waar buode raadig och rygg. DgF IV. 493 b. 2) formående, virkende; kom oc Einar Tambeskelff, som var mest raadig i den sag. ClS 317 (= isl uphafs-maƀr at þ;eim ráƀum. Jónssons udg. II. 52414-15). Jf for-, med-, ur.Rådig, to. – som bio. i bet. 1); bruger de dennem (ɔ: bådene) saa raadig oc viss. LyschG n 4. 2) – rådig over; som icke er sig selff raadig. Hors, Tienere 3. Jf be-, hus-, sjelv-, snild-, stor-, tvi(v)l-, van-, vildr.Rådighed, no. klogskab, forstand; hade ey meg vndsæth en myn wen medh raadiched och lystæ. Rkr n 5. Jf ur.Rådighed, no. Jf for-, hus-, sjelv-, stor-, tvi(v)lr. Rådskab, no. = rodeskab (ovf. III. 611 a10); samme ræt være om raadskaff, uden han nyder herrens synderlige nade. Rsv* V. 587. Jf rålig = rolig (u. rådelig).Rådskabe, go. = redskabe, se d. o. Jf BW III. 456-57. Rådsom, to. (t ratsam) rådelig, gavnlig, rimelig; saae thett for raadsom an (1564). Wad I. 211; FrR 47; (1621). NdM II. 169; (1629). GhA III. t 98; hafuer jeg actet icke allene for raadsomt, men oc fornøden at være. JDM a 4v; øfrigheden for raadsomt ansaae, at hand bleff straffet. FD fort 2v; (1651). DM3 IV. 128 not 1; som tilbørligt oc raadsomt befindis. HiørP a 4; hertug A holt for raadsomt her om med den udvalde konge sig at foreene. RFII 6; det tykkes mig raadsomt, at hand haver træet, som skaver barken deraf. PSO II. 305. Jf isl ráƀsemi.Rådsom, to. Jf ur.Rådsommelig, to. mådeholden, sparsom; se u. til råde d) næstsidste prøvested.Rådførsel, no. 1) rådgivning; (1643). Rsv* IV. 381 (ovf. V. 38 a6). 2) rådspørgelse; Etym 1098 (u. consultatio).Rådhusdør, no. (t rathausthür) dør til r.; (1550). HT V. 122 not 17 (ovf. III. 225 b51); blev paa raadhusdøren opslagen præsidentens taxt paa brød (1668). KD V. 752.Rådhustrappe, no. trappe til r.; DS VI. 107 (ovf. II. 3 a53). Rådmand, no. (æn ráƀmaƀr) medlem af et (by)råd; (1415). Rsv* V. 87, 208 (ovf. u. frid, I. 122 a16); se ovf. III. 643 b34 f.; – som burwemester oc røtmæn met hannom hemlær. Stbb 5. Jf førskind (I. 815 b). Rådmandssæde, no. sæde som r.; SR I. 284 (ovf. II. 730 b34). Rådmandskab, no. stillingen som r.; Etym 231 (= dignitas laticlavia), 893 (u. patriciatus). Rådslå, no. = rådslag; (1536). Rsv* IV. 161 (ovf. III. 33 a34).Rådslutte, go. beslutte; det blev raadsluttet at gribe værkket an. Wiel XII. 532. Jf t ratschlusz, slutte 3) ovf. Rådsnild, to. (isl ráƀsnjallr) klog som rådgiver. M. Rådspørje (sig), go. rådføre (sig); KhS I. 81 (ovf. I. 137 b24); se MbO. Jf fsv radhspyria; bespørge 2).Rådstuedag, no. (fsv radhstovudagher) retsdag; raadstue dag, huor mand forhører sager. Etym 820 (= dies cognitionum).Rådstuedør, no. dør til r.; – for r. ɔ: på rådhuset; ladet stefne HJ creditorer for Riber raadstue dør for denne dom at tage beskrefuet (1671). Matz 417 not 4). Jf ovf. II. 507 a51; V. 568 a36.Rådstuegård, no. rådhusgård; HT V. 123 (ovf. I. 283 b7).Rådstuekælder, no. = rådhuskælder; settis de paa vand oc brød udj raadstuekielderen (1685). KD VII. 89.Rådstuemand, no. = rådsherre; blant sine raad-stue-mænd at giøre S størst. Bornemann, Ligpr o C Schøller 351.Rådstueret, no. (sv rådstufvorätt) domstol af byrådet; Fdg 11/8 1797 k 1 § 1 (ovf. III. 276 a1). Jf Stm 229 f. Rådstjenere, no. (t ratsdiener) = rådstuesvend; drauanterne eller raadstienere holde sig til vden for raadstwen. Heg 63.Rådevild, to. (sv rådvill) rådvild; Etym 847 (ovf. III. 643 a14; NL 1102: raadvild).Råd, to., se samr.Rådere, se drømme-, for-, fra-, landr. Vis mere +