Spring til indhold

Alle ordbøger

Moderne dansk 1950-
Moderne dansk 1950-
Nyere dansk 1700-1950
Nyere dansk 1700-1950
Ældre dansk 1100-1700
Ældre dansk 1100-1700
Klassiske sprog
Klassiske sprog
PåkendePåkende, go. (sv påkänna)
1) kende; lader Gud paa kende at hand beuiser sin godhed emod eder (1546). KBb II. 278; herrens haand er icke forkortet, som hand haffuer ladet paa kende i Tydskland. PlSk d 2; VdS fort 29; der met ladit paakiende hues hand lang tid hos sig skiult huldit haffde. Hvf VII. 309 (= påskijna. Had II. 471); lader snart paakiende, at Totters priislig stamme sig ej skal paa eder ende. AB I. 118 b.
2) være kendeligt; saa som det allermeest paakende strax 6 dage her effter. TVd 3v; huilket oc wel paa kender, at han saa vmagede seg med delige reyser. TSd 131; hindes døød stood derpaa, som paakiende. VdSv 157; lar os oc solen see, hvor dend saa hastigt render, som dagligen paakiender. TkB 40; staar til igien at faae, som det nu kiender paa. KV 1v (frgd. o. ovf. I. t. u. aflænke).
3) i nuv bet.; Etym 164; Steph II. 457; NL 101.
Påkende, go.
3); RFII 164 (ovf. III. 429 b40).
Påkendelse, no. afgørelse; Etym 13 (u. existimatio), 820 (u. cognitio); hensettes paa en ræt til magistratens paakiendelse (1682). LA 43.Påkendere, no. rådgiver (sagfører); cognitor, paa kiendere, som raader en det beste udi en sag. Steph I. 272 b.
Rapportér et problemfra Otto Kalkar: Ordbog til det ældre danske Sprog (1300-1700). Bind III

I andre ordbøger

I andre opslag