OverhørigOverhørig, to. 1) uden at agte på; maa mand lenge raadslaa, hvad engang skal sluttes; de unødige ting, fra dem skal mand sidde ofverhørig. Comenius, Opladne Dør. § 806 (= t. soll man bleiben lassen). 2) ulydig; wil han ey bæthre oc ganger bort juerhørigh. N. D. Mag. VI. 58; – gyør her nogen imodh heller sidder offuerhørugh ath indføre saadant gotz (1507). Rosenv., Gl. L. V. 296; (1558). sst. IV. 256; mange bønder sidde overhørige och ei ville udtgive theris rette aarlig skath (1526). D. Mag. IV. 256; Vedel, Saxo. 368; offuerhørig, inobediens. Colding, Dict. Herlov.; dersom de der imod findes offuerhørige och iche inden forstillede tider lader brolegge (1638). Kbhvns. Dipl. III. 183. Smlgn. Sch. u. L.: overhorich. se i sammenhæng Vis mere +