OphængeOphænge, go. hænge, hænge op; hwa som ophængd urthær for thyfnæth. Univ. Jub. Blandinger. I. 154; N. D. Mag. V. 191; Pallad. Visitatsb. 43.13; Vedel, Saxo. 12 (se ovf. u. formure 1)); af Sauls sønner at ophengis. Jersin, Om Mirakler. f 3; ophenge, suspendeo (vistnok fejl for suspendo). Comenius, Orbis pict. 201; gaar fortvifled bort sig selver at ophenge. E. Naur. i 3; p 4. Smlgn. Schlyter: up hængja.Ophænge, go.; – loed dem ophinge. Jac 93; hans hoffuit loed dær ophinge. sst. 223 (rimord: fremginge, finge; ophenge. sst. 92).Ophængelse, no. hængning; ChrIII Hist supplem 23 (ovf. II. 77 b35).

Rapportér et problemfra Kalkars Ordbog Otto Kalkar: Ordbog til det ældre danske Sprog (1300-1700). Bind III

Vis mere +

I andre ordbøger

I andre opslag